Anmeldelse
Oplevelse og nærvær
Visionære veje til litteraturundervisning, der virker
Kropsbevidsthed, kreativitet, litteraturoplevelse, empati, nærvær og hvilen i sig selv er centrale omdrejningspunkter i denne inspirerende idebog, der bygger på forfatteren Peter Høegs medvirken i to 7.-klasser.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Sagt med det samme: Der er ingen grund til at lægge denne bog fra sig på grund af allergi over for Vækstcenteret i Nørre Snede, som Peter Høeg er tilknyttet. Litteraturforløbene er ganske vist inspireret af Vækstcenterets meditationspraksis, men der er intet frelst føleri over bogens livssyn og ideer til praksis. Jeg kan varmt anbefale at tage eleverne med på rejse i bogens forløb. Nogle af dem ligger ikke så langt fra forløb inspireret af receptionsæstetikken, som har sat megen oplevelsesrig og fagligt værdifuld litteraturundervisning i gang.
Fakta:
Titel: Oplevelse og nærvær
Forfatter: Camilla Clausen, Janne Højrup, Søren Fanø
Pris: 230
Sider: 124
Forlag: Høst og Søn
Det arbejde med litteratur, der beskrives, er et fremragende supplement til et mere traditionelt tekstarbejde og kan også udmærket kombineres med tekstnær læsning af skønlitterære tekster.
I bogen følger vi arbejdet med romanen ”Ellens ark”, haikudigte, ”Historien om en moder” af H.C. Andersen, skriveforløb og med billedlige udtryk som billedbogen, den grafiske roman og tegneserien, blandt andet af Jesper Wung-Sun.
Jeg kan kun give forfatterne til bogen - to lærere, en lektor fra læreruddannelsen og Peter Høeg - ret i, at forløbene i høj grad har faglig kvalitet.
Udgangspunktet er imidlertid ikke målstyring til erhvervelse af viden og færdigheder om faglige begreber. Udgangspunktet er, at det hele menneske skal med i oplevelsen af litteratur. Det betyder, at der er øvelser, som gør kroppen afslappet og klar, og meditative øvelser, som gør eleverne nærværende.
Forfatterne foretrækker tekster, der rummer eksistentielle problemer. I ”Historien om en moder” og i ”Ellens ark” er det døden som vilkår, der arbejdes med.
I undervisningsforløbene leges der, der danses, og der dyrkes meditativt nærvær. Der opleves intenst i naturen, der læses individuelt og i grupper, og der skrives på livet løs.
Det er læseoplevelsen, der er udgangspunktet, men samtidig er en af forfatternes hensigter, at eleverne arbejder sig frem mod selvberoenhed, det vil sige at kunne hvile i sig selv, opbygge egne værdier, som de kan styre efter i deres liv. De forholder sig til eksistentielle spørgsmål, som de alligevel tumler med.
Det skulle ikke kunne forskrække nogen i Grundtvigs fædreland, at der arbejdes nænsomt med personlige oplevelser. Det er der også en lang, god tradition for, at lærere gør i folkeskolen.
Der er ikke opremset en række præcise mål, men der er en klar markering af, hvad der er hensigten med forløbene, og hvilke værdier der ligger bag.
Alt i alt kan lærerne i denne bog hente inspiration til nogle spændende og fagligt kvalificerede forløb, som rammer lige ind i danskfagets kerne. Jeg er ikke i tvivl om, at de elever, der har deltaget i forløbene, har fået en fantastisk oplevelse med dansk som dannelsesfag. Det har de selv givet udtryk for i den opfølgende evaluering. Det er et eksempel på danskundervisning, der virker.