Læremidlet består ret utraditionelt af tre små miniromaner, der er skrevet med udgangspunkt i klassiske tekster, og en lærervejledning. På skuldrene af »En stor dag«, og med glimt fra to andre historier af Henrik Pontoppidan, har Bent Haller skrevet miniromanen »Skyld«. Romanens socialrealisme, som godt kan minde om 70'ernes realismebølge, fungerer perfekt i en historie fortalt af en dreng, der har levet i en normløs elendighed. Han cirkler i sin fortælling langsomt frem mod tekstens ironiske højdepunkt: Det var en stor dag, den dag hans far hængte sig, for da fik han mediernes og sine kammeraters opmærksomhed for en kort stund. Jeg-fortælleren er tynget af skyld, historien som helhed præget af social indignation.

Cecilie Ekens bidrag er miniromanen »For evigt din«, der er en parallel til H.C. Andersens »Snedronningen«. Den er en moderne kærlighedshistorie med en overraskende slutning, der vender budskabet i »Snedronningen« på hovedet.

Endelig er »Hosekræmmeren« af Steen Steensen Blicher inspirationen til Hanne Kvists roman »Ørkenland«, der handler om den umulige kærlighed mellem en ung, dansk pige og en ung mand fra et asylcenter. Udgangen på historien er lige så grusom som i "Hosekræmmeren", og temaet er det samme.

Til disse romaner "hører en lærervejledning - en litteraturdidaktik - skrevet af Torben Weinreich med overvejelser over værdien af en intertekstuel læsning, hvor kanontekster indgår. Endelig rundes kanondebatten, og der præsenteres til sidst udmærkede forslag til undervisningsforløb og opgaver.

Det samlede materiale har kvaliteter på flere niveauer. Miniromanerne og kanonteksterne åbner muligheder for at læse og arbejde med skønlitterære tekster af høj kvalitet. Eleverne spores gennem læsning af ungdomsromanernes levende og genkendelige hverdagsskildringer ind på de vanskeligere kanontekster, og den intertekstuelle læsnings inddragelse af de mere fremmedartede kanonteksters sprog, opbygning og indhold sætter elevernes egen virkelighed i perspektiv.

Problemet med læremidler til kanontekster er ofte den manglende undervisningsdifferentiering. Nogle elever har svært ved at være med og skal tvangsslæbes eller tvangsinspireres til at deltage aktivt. Her vil ungdomsromanerne umiddelbart fange alle elevers interesse og danne et godt afsæt for sammenligningen med kanonteksterne.

I lærervejledningen beskrives og begrundes en række tilgange til arbejdet med kanontekster. Begreberne arkivering og aktualisering inddrages. I dette læremiddel er det aktualisering, der på udmærket måde realiseres.

Lærervejledningens beskrivelse af kanondebatten er dog for overfladisk og for lidt problematiserende. I et afsnit med overskriften »Kontekst og intertekst« gennemgås faglige begreber, som enhver dansklærer kender i forvejen, på en overfladisk og upræcis måde. Selv om lærerne ikke skal overlæsses med information, kunne de litteraturdidaktiske overvejelser med fordel have været mere dybtgående og grundige. For øvrigt er det ikke korrekt, at lærere og elever skal arbejde med 26 forfattere, som der står i hæftet. Folkeskolens kanon er vejledende.

I forbindelse med afsnittet »Kontekst og intertekst« nævnes ligesom i Fælles Mål muligheden for periodelæsning og for at sætte teksterne ind i den tid, de er skrevet i. Muligheden nævnes kun i forbifarten og indgår ikke i de konkrete forslag til arbejdet med kanontekster.

Efter min opfattelse er periodelæsning, grundig forfatterskabslæsning og tværfagligt samarbejde med historie og andre fag stadig en aktuel mulighed, selv om det ikke er på mode lige nu. Netop i forbindelse med tværfagligt samarbejde kan det demonstreres, hvad danskfaglighed vil sige.

Der er behov for at gå nye veje i udformningen af læremidler til arbejdet med ældre tekster i folkeskolen. Denne sammenstilling af ældre tekster og ungdomsromaner giver gode muligheder for en relevant undervisning, der både skaber gode oplevelser, faglig viden og dannelse.