Anmeldelse

For og imod

Blodfattig livsfilosofi

Ideen er god nok. Det er fint med et overskueligt, letlæseligt materiale til den etiske samtale. Men kvaliteten er for ringe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Suk! Herligt med en ny udgivelse, som præsenterer en række etiske, filosofiske dilemmaer klar til brug i undervisningen i kristendom, dansk og samfundsfag. ”For og imod - 21 dilemma-historier” lover at være sådan en bog henvendt til folkeskolens ældste klasser, efterskoler og ungdomsskoler – og endda også til elever på gymnasiet og hf – og til elever på voksenuddannelser.

Fakta:

Titel: For og imod

Forfatter: Henrik Krog Nielsen

Pris: 110

Sider: 81

Forlag: Forlaget X

Bogen præsenterer 21 dilemmaer i form af tilbageblik på livsbegivenheder, der krævede et valg. Bogen ønsker at dække fire temaer: sige sandheden, etik, prioritering og livsfilosofi. Allerede her er man måske advaret om bogens niveau af den noget nonchalante brug af begreber.

Bogen holder for så vidt, hvad den lover. Den leverer 21 dilemmaer i form af korte fortællinger på et par sider. De handler dels om emner, som relaterer direkte til unges liv, dels om emner af mere generel karakter. Kan man se bort fra strukturen og sproget, kan man sikkert sagtens finde anvendelse for bogen.

Men jeg kan ikke holde det ud. Dilemmaerne er for så vidt realistiske nok for de flestes vedkommende, men de er overfortalte og overforklarede. Hvert dilemma indledes af et lille resume eller en kommentar – helt unødigt, den samlede tekst fylder kun et par sider, så resumeet får samme effekt, som når man fortæller pointen først og vittigheden bagefter. De mulige dilemmaer og problemstillinger, teksten præsenterer, bøjes i neon, så intet er overladt til elevernes debat og refleksion. Sproget er simpelt og farveløst.

Det er "tell it" i stedet for "show it" af værste skuffe. Lad mig få blod i færdselsulykkerne, vrede i konflikterne og tårer i de sørgelige historier i stedet for blodfattige referater. Lad eleverne selv overveje, hvilke etiske dilemmaer der kunne være på spil i fortællingen.

Der er rum til forbedring. En velskrevet bog med etiske dilemmaer skal være så velkommen. "For og imod" ville jeg ikke levne hyldeplads til.