Anmeldelse
Reklamer
Reklamer
På tryk, film, web og dåse
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dette er den femte bog til mellemtrinnet i serien "Øjne på dansk", og jeg glæder mig allerede til de næste. Bogen er overskuelig og indbydende med et godt fagligt indhold. Der er mange gode og varierede elevaktiviteter. Eleverne skal både tænke, skrive, tegne, læse, klippe-klistre, fotografere og bruge it passivt og aktivt. Sidst i bogen er der en overkommelig lærervejledning.
Fakta:
Titel: Reklamer
Forfatter: John Hird, Mette Hird, Kim von Irgens-Berg
ISBN: 9788723042033
Pris: 137,50
Sider: 56
Serie: Øjne på dansk
Forlag: Alinea
På trods af bogens kun 56 sider når forfatterne rundt om både reklamer på papir, emballage, film og tv og internet. Bogen tager fat på mange danskfaglige discipliner, og eleverne beskæftiger sig med noget så forskelligt som ordklasser og storyboards. Slogans er meget fornøjeligt behandlet.
Da jeg læste bogen, manglede jeg noget om synonymer, der kunne bevidstgøre eleverne om ordvalget i reklamerne. Jeg manglede også noget om brug af dialekter i reklamefilm og en basismodel til billedanalyse. Men bogen henvender sig til 3.-4. klasse, og derfor er det måske velovervejet, at disse emner er udeladt.
Jeg bliver altid lidt nervøs, når der udgives en bog med noget så tidstypisk som reklamer, der hurtigt kan blive forældet, men valget af såvel papir- som emballagereklamer er spændende og enten lidt tidløst eller særdeles tidstypisk. De øvrige reklamer kan ses på blandt andet YouTube, og selv om fem år kan man temmelig sikkert finde reklamer, der passer til de undervisningsforslag, der er i bogen. Næste oplag har forhåbentlig fået læst lidt grundigere korrektur.