Anmeldelse
Fortællerejsen
Gør eleverne til forfattere
Ny bog om at skrive fantasy giver lærere og elever en grydeklar opskrift at gå efter i arbejdet med at skrive sin egen historie.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
At fantasygenren er kommet for at bliver, kan ingen vist være i tvivl om. Mange børn elsker genren og kan leve sig helt ind i de eventyrlige universer og persongallerier, som genren byder på.
Fakta:
Titel: Fortællerejsen
Forfatter: Hans Ole Herbst
Pris: 211,25
Sider: 88
Forlag: Dansklærerforeningen
Med "Fortællerejsen" er der nu et bud på et materiale, der gør arbejdet med at skrive fantasy dejligt overskueligt. Bogen begynder med en prolog og en gennemgang af de vigtige elementer og regler i fantasygenren.
Efter prologen følger et kapitel, førfasen, hvor eleverne skal have styr på deres histories verden, historiens hovedtræk og heltens karaktertræk. Dette arbejde er struktureret dels som fælles arbejde i klassen, dels som selvstændigt arbejde. Hver af fasens dele indeholder begge former for arbejde, så man kan dele ideer og inspirere hinanden.
I førfasen præsenteres eleverne også for otte punkter, der skal være i historien: Hjemme, det store vendepunkt, rejsen ud, modstand, hjælp, spænding, klimaks, rejsen hjem. Disse otte punkter danner nu rammen for det egentlige skrivearbejde. Hvert kapitel i elevbogen lægger op til et kapitel i elevens historie. Der bliver gennemgået, hvad kapitlet skal kunne, der gives eksempler på, hvordan man kunne skrive det pågældende kapitel, og der veksles igen mellem fælles arbejde i klassen og individuelt arbejde.
Når historien til sidst er færdig, er der et kapitel om at lade en anden person testlæse den, så man kan rette til ved uklarheder i handlingen eller lignende. Til allersidst er der forslag til, hvordan man samler sin historie til en bog og udgiver den.
Det meget overskuelige format er en gave til både lærer og elev. Man er aldrig i tvivl om, hvor langt man er kommet, og om hvad der er næste skridt i den proces, man har i gang. Foruden at være grundigt skrevet er bogen også illustreret med tegninger, der sammen med teksten kan understøtte elevernes fantasi. Hvis man måske ikke har så livlig en fantasi selv, kan man støtte sig op ad illustrationerne, der viser et univers et sted mellem vikingetiden og middelalderen. Stregen sender tankerne hen på nogle af de nyere lærebøger i historie.
Jeg vil vove den påstand, at alle kan undervise i at skrive fantasyhistorier, hvis de bruger denne lille bog. Både vikaren, den nyuddannede og den garvede lærer. Det er bare at sætte i gang og få lavet klassens eget fantasybibliotek.
Når alle har skrevet deres bøger, kan man afslutte forløbet med en udgivelsesfest: Inviter naboklassen ind eller forældrene over, server lidt snacks, fortæl om processen, og vis produkterne frem. Det kan kun blive sjovt og hyggeligt.