Anmeldelse

SkriveSkud 6. klasse

Giv skriveundervisningen et skud

Serien om kreativ, stilladserende skriveundervisning med fokus på skriveprocessen er nu klar til 6. klasse. De seks skriveforløb er inspirerende og lige til at gå til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

“SkriveSkud”, som er en del af dansksystemet “DanskSkud”, er en serie med fokus på skrivning til 3.-6. klasse. Denne anmeldelse handler om “SkriveSkud” til 6. klasse. Bogen er delt i to: “SpireOpgaver” og “SkriveSkud”. Førstnævnte drejer sig om at skrive kortprosa, en tale og en ansøgning, sidstnævnte om at skrive en erindring, en reportage og en biografi. Derudover indeholder bogen en kort velkomst og tre sider til læreren om materialet og dets afsæt. De tilhørende arbejdsark og plakaterne kan downloades.

Fakta:

Titel: SkriveSkud 6. klasse

Forfatter: Sabine Birch Larsen

Pris: 218,75

Sider: 104

Forlag: Gyldendal

Til alle seks skriveopgaver hører en eller flere modeltekster. Nogle af dem er forfattet til lejligheden, andre er af for eksempel Hans-Otto Jørgensen. Små opgaver om blandt andet tegnsætning og stedord støder eleven på undervejs. De tre forløb i “SkriveSkud” sluttes alle af med et såkaldt “væksthus”. Her er ideen, at eleverne kan arbejde videre med forløbet i en præsentation. For eksempel en udstilling, et blogindlæg, en mundtlig præsentation.

Skrivningen er en proces, hvor eleven arbejder i fire faser: førskrive, skrive, revidere og færdiggøre. Gennem hele processen støttes eleven af skriverammer, således at der skabes god mulighed for stilladsering.

Da jeg for tre år siden anmeldte “SkriveSkud” til 3. klasse, var jeg meget begejstret for materialet. Det er jeg stadig. Ganske vist er der ikke så megen vejledning at hente til materialet. Der er de tre sider til læreren bagerst, og så er der enkelte lærernoter undervejs. Men det gør ikke noget. Materialet er nemlig lige til at gå til, og man kommer godt omkring i de kreative og relevante skriveoplæg, hvor eleverne får kendskab til forskellige teksttyper, så de kan skrive berettende, reflekterende, beskrivende, fortællende, instruerende.

Særlig begejstret er jeg for anvendelsen af modeltekster, de stilladserende skriverammer, det fælles arbejde på klassen og det, at der lægges op til, at der skrives i skoletiden.

Skulle jeg have en 6. klasse i dansk, ville jeg helt sikkert give mig i kast med det meget inspirerende materiale.