Forfatteren Hans Otto Jørgensen har skrevet en litteraturhistoriebog om de vilde horder, som Georg Brandes ikke kunne styre.

Eksrektor for Forfatterskolen lancerer alternativ kanon

Henrik Pontoppidan er ikke med i den nye litteraturhistorie, som den tidligere rektor for Forfatterskolen, forfatteren Hans Otto Jørgensen nu udgiver. Det er derimod Marie Bregendahl og Adda Ravnkilde og 11 andre forfattere. "De vilde horder" kalder Hans Otto Jørgensen disse udgrænsede forfattere.

Offentliggjort

 Horden

J.P. Jacobsen
Olivia Levinson
Herman Bang
Betty Borchsenius
Adda Ravnkilde
Amalie Skram
Gustav Wied
Ingeborg Stuckenberg
Ernesto Dalgas
Johannes V. Jensen
Johannes Holbek
Helga Johansen
Marie Bregendahl

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidligere rektor for Forfatterskolen, forfatteren Hans Otto Jørgensen er ved at skrive litteraturhistorien om.

Første bind om det moderne gennembrud er nu færdigt og sendt på gaden, "Horden - 13 digterportrætter, 1872-1912".

De 13 forfattere, der er med i Jørgensens bogen, er nogle andre end de sædvanlige fra de moderne gennembrud. Jørgensen har nemlig et andet litteratursyn end Georg Brandes.

Henrik Pontoppidan er for eksempel en overvurderet forfatter, mener Jørgensen, mens forfattere som Olivia Levison, Adda Ravnkilde og Marie Bregendahl er undervurderede.

Dem og andre har han gravet frem af glemslen eller halv-glemslen. 'Horden' kalder han dem, deraf bogens titel.

Hvorfor 'horden'?

"Det er en uregerlig flok, der pludselig dukker op på den litterære scene. De kommer fra Sæby og Fly og sådan nogle steder og vælter ind i storbyen og bliver litterære. Det nye gennembrud hænger sammen med disse vilde horder, der kommer ind i den litterære verden", forklarer Hans Otto Jørgensen.

Kanon med fejlskud

Brandes kunne ikke styre horden

Og det er altså forfattere fra disse vilde horder, som nu har fået plads i Jørgensens litteraturhistorie.

"Det er en flok, som Brandes ikke kan styre. Han har et program, men det er ikke lavet ud fra virkeligheden, det er lavet ud fra en idé", siger Jørgensen.

"Jacobsen makkede aldrig ret".

En alternativ kanon

J.P. Jacobsen er - sammen med Herman Bang og Johannes V. Jensen - den eneste af Brandes' forfattere, der har fået plads i Jørgensens litteraturhistoriebog.

Er det et alternativ til den officielle kanon, du har lavet?

"Ja - fordi den litteraturhistorie Brandes lavede med det moderne gennembruds mænd, det er dem, der er med igen og igen i alle efterfølgerne". 

"Så der er en helt gren, som er skråret af fra begyndelsen - kvinderne og entartete mænd som Johannes Holbek og Ernesto Dalgas, som ikke er opbyggelige.  Så min horden er alternativ til den eksisterende kanon og litteraturhistorie".

Klaus Rifbjerg og Martin A. Hansen smidt af kanonliste

Eksrektor er ude i pædagogisk ærinde

Hans Otto Jørgensen vil ikke kun korrigere litteraturhistorien, han er også ude i et didaktisk og pædagogisk ærinde, fortæller han.

"Jeg vil frygtelig gerne sige til dansklærerne, at det er vigtigt, at alle de piger, der sidder i klassen også har forbilleder, og det er ikke nødvendigvis Pontoppidan, Bang og Jensen, men det kan også være kvindelige forfattere som Amalie Skram og Ingeborg Stuckenberg".

"Og en forfatter som Herman Bang - det er vigtigt at læse ham, som det han er: en homoseksuel forfatter".

"Det er også vigtigt, at dansklærerne holder op med tro på den definitive løsning på den enkelte test. Man kan få mere ud af at se teksten som en åben tekst og læse den på en åben måde, ikke en lukket måde, hvor der kun er én sandhed", påpeger Jørgensen og fortsætter:

"Så bliver eleverne måske også mere interesserede, altså hvis de både læser tekster, som de bedre kan identificere sig med, og hvis deres læsning samtidig er gyldig. Jeg kommer gerne ud på skolerne og holder foredrag om det".

Mennesket er ikke en helstøbt størrelse

Hvad kendetegner de forfattere, som du har med i horden?

"Noget af det er, at de ser mennesket på en anden måde end Brandes. Mennesket er ikke en given størrelse, et ideal, men er altid i bevægelse".

"For Brandes var den ideelle person en murermester, der sidder ved bordenden med en stor cigar. For de her forfattere er det al den ballade, der er rundt om bordet, der er interessant. Det er de mennesker rundt om bordet, som de her forfattere tegner".

Kvinderne er underrepræsenteret i den offecielle kanon

Hvorfor har du skrevet denne her nye litteraturhistorie?

"Fordi jeg fik mistanke om, at der var noget galt med den eksisterende litteraturhistorie, allerede da jeg var 16. Halvdelen manglede. Kvinderne. Og så gav jeg mig til at læse alle de kvindelige forfattere, der udkom i den periode. Det skyldte jeg min mor - for at oprejse hende fra kvindernes glemsel".

Pia Dahlerup har jo allerede udgivet "Det moderne gennembruds kvinder"?

"Ja - og det er et godt arbejde. Men det er først og fremmest en registrant, ikke en æstetisk kvalificering, hvor de kvindelige forfattere bliver målt med mændene. Det har jeg gjort".

"Den feministiske læsning af kvindelige forfattere har kun interesseret sig for temaer, ikke form, og så får man kun halvdelen med. Men Pia Dahlerups bog er uvurderligt som registrant".

De tavse kanoner

Litteraturen er større end den officielle kanon

Så ideen med at lave en alternativ litteraturhistorie er ikke kun at rehabilitere en række forfattere, siger Hans Otto Jørgensen og tilføjer:

"Det er også at vise, hvor meget større litteraturen er, end hvis man bare læser den eksisterende kanon - fordi så falder man bare i søvn. For den gentager sig selv. Men der er hele tiden værker ved siden af. Og de er ikke allerede blevet læst sønder og sammen af litteraturhistorikere og lærere. De ligger dér bare og venter på én".

Alternativ klassikerserie

Og det er fantastisk læsning, der ligger og venter på én, mener Hans Otto Jørgensen. Nogle af romanerne og novellerne bliver nu genudgivet i en alternativ klassikerserie, "Sandalserien", på forlaget Gladiator, fortæller han. Han var selv med til at stifte Gladiator for et par år siden.

Efterhånden som han får tid, vil han skrive endnu to litteraturhistoriske bind, ét om mellemkrigstiden og ét om perioden fra 1945 til 1970.