Anmeldelse:

Rimelige rim og pæne pointer

Det er ikke altid let at være dyr! Hvad med at være en bi med allergi, en søsyg skibspapegøje, en fugl med højdeskræk eller en mørkeræd natsværmer? … Rimsmeden Henrik Hohle Hansen og illustratoren Louise Johannesen har et sjovt blik for problematikkerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvem tænker på hestens forventningspres, når den hele tiden skal være bedst i ridekonkurrencer? Eller hvad med den smukke svanes morsomme pointe: "En grim, grim ælling var blot en dum, dum fortælling". Livet som bøffel er heller ikke let med al den skubben og masen i den store flok, for i virkeligheden vil vor bøffel hellere bo for sig selv ved en skøn oase.

Også de moderne kønsproblematikker er med: Jeg er født som høne, / men det er ingen skam, / at jeg skiftede til hane / og fik hanekam. Og gorillahannen vil hellere være en lille silkeabe og gå og rode i kjoleskabe.

Meget morsom er historien – rimet – om en vandrende pind, der hedder Lise. Hun vejer slet ingenting og er holdt op med at spise. Hun har simpelthen anoreksi. Også rimene med sneglen, der er helt nedslidt, fordi den er skilsmissesnegl. Far og mor bor hver for sig, og turen imellem dem tager otte dage, så vor lille ven når først frem, når den skal tilbage.

Illustrationerne er festlige og farverige, og Louise Johannesen følger fint med på en sprudlende, sprællevende og humoristisk facon og er hele vejen igennem en mere end god medspiller for Henrik Hohle Hansen.

Det hele er morsomt, livfuldt og let sat op med rimelige rim og pæne pointer. Dejlig billedbog for indskolingen og lige til at blive inspireret og glad af.

Fakta:

Titel: Stakkels dyr

Forfatter(e): Henrik Hohle Hansen

Illustrator: Louise Johannesen

Pris: 290

Sider: 20

Forlag: Jensen & Dalgaard