Disse ord blev skrevet med blyant på en notesblok, før de blev tastet ind på computer.

Forskning viser nemlig, at det at skrive i hånden kan aktivere mere af hjernen og blandt andet øger hukommelsen. Ligesom forskning viser, at de, der læser ordene i det trykte magasin, sandsynligvis husker dem bedre end dem, der læser dem på en skærm.

Men er de analoge medier og værktøjer altid bedst? Det spørgsmål satte forsker og underviser på læreruddannelsen Lise Baun sig for at blive klogere på i en ny ph.d.-afhandling, der rusker op i en hellig gral inden for klassisk skriveundervisning: At børn bedst lærer at skrive ved at sætte blyant til papir.

Lise Baun blev helt konkret interesseret i, hvordan digitale skriveapps har indflydelse på de helt nye elevers første oplevelser med at skrive. Hun havde observeret, at der blandt forskere herskede en konsensus om, at brug af digitale værktøjer gav stillesiddende, monoton og individualistisk undervisning. Og jo mindre lærerne kunne bruge skærme i undervisningen, jo bedre.

Men da Lise Baun begynder at undersøge emnet, bliver hun overrasket:

”Jeg har fundet ud af, at der er en række potentialer ved at bruge digitale skriveapps, som kom helt bag på mig. Og som fortæller mig, at hvis man går til værktøjerne med nysgerrighed og en vilje til at eksperimentere, så er der virkelig meget at hente”, siger den læreruddannede Lise Baun, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

Engageret i undervisningen

Lise Baun følger i sin afhandling en 1. klasses danskforløb med den populære app Skriv og Læs. Her kan eleverne være med til at lave deres egne digitale bøger med billeder, lyd og tekst. Eleverne kan selv tage billeder med deres tablet og bruge dem i deres bøger, og de kan indtale tilhørende fortællinger. De kan også gøre forsøg med ”børneskrivning”, som læreren eller pædagogen kan oversætte til voksenskrivning via en voksenadgang.

Til den allerførste lektion, Lise Baun observerede, kom det bag på hende, hvor mange forskellige måder eleverne gik til opgaven på.

”Stemningen var livlig og engageret og meget legende. Eleverne havde hver sin tablet, men fandt på mange forskellige måder at arbejde på, og de syntes, det var sjovt. Det var i høj grad en social aktivitet for eleverne”, siger Lise Baun.

Engageret, livlig og legende er nøgleord i Lise Bauns forskning. Noget af det første, hun lagde mærke til, var, at eleverne konstant brugte hinanden og arbejdede sammen. Også selv om opgaverne var individuelle.

”En helt lavpraktisk fordel er, at eleverne kan se, hvilke bogstaver hver især skriver, fordi det foregår digitalt. Så automatisk bliver de interesserede i hinandens tekster og har mulighed for at kopiere dem”.

Ofte opstod der spontant gruppearbejde, fordi flere elever gik sammen om én elevs opgave.

”På den måde kunne det på overfladen se ud, som om nogle elever ikke lærte eller lavede noget, fordi de ikke havde skrevet på deres eget arbejde. Men de fik oplevelser med at skrive, refleksioner og en masse snak med de andre”, siger Lise Baun, der opsummerer det således:

”Eleverne fik succesoplevelser med at være i et fællesskab, der handler om at skrive. Og det ved vi er utroligt vigtigt i den tidlige skrivefase”.

Får flere med i klubben

Et af Lise Bauns eksempler på et lille skrivefællesskab handler om Ida og Malthe, der sidder ved siden af hinanden med hver deres tablet. De har fået til opgave at skrive en tekst om hinanden og har stillet hinanden spørgsmål om deres familie, hobbyer og kæledyr. Ida begynder på sin tekst, men Malthe kan ikke komme i gang og går i stedet rundt i klassen.

Han hilser flere gange på de andre ved at ”dabbe” – armposituren kendt fra fodbold. Ida griner og tager et billede af Malthe, mens han dabber, og det bliver tilfældigvis fokus i Idas tekst. Ida skriver ”dab” i en taleboble ud for billedet, og Malthe læner sig indover og siger ordet højt. Mens Malthe gentager ordet igen og igen, forsøger Ida at skrive en sætning til billedet ved langsomt at oversætte sine lyde til bogstaver i alfabetet. ”Jeg vil ha’ et dab”, bliver det til.

Eksemplet viser ifølge Lise Baun, hvordan de digitale værktøjers alsidighed giver eleverne masser af muligheder for at gøre skriveprocessen social, ikke mindst fordi de nemt kan trække på deres egne erfaringer og viden fra hverdagen.

Men allervigtigst giver det muligheder for differentiering, som mange begyndermaterialer i dansk desværre har svært ved for alvor at hjælpe med, siger Lise Baun.

”De elever, som endnu ikke har knækket koden til alfabetet, får stadig erfaring med at skrive, fordi der er noget intuitivt over værktøjet. Alle kan være med fra begyndelsen. Det giver nogle muligheder for differentiering, som ikke er så oplagt analogt, hvor skriveundervisningen traditionelt er foregået meget i takt”, siger Lise Baun.

Fotos er en stor del af opgaverne på Skriv og Læs, enten fotos, man selv skal finde i billedbanken, eller fotos, man selv skal tage på sin tablet.

”Tegning og fotos benyttes ofte til at understøtte de første skriveforsøg. Det går hånd i hånd. I klassen her foregik det ved, at eleverne brugte masser af tid på at snakke om billederne og finde de rigtige til opgaverne sammen”.

”Igen et element, der styrker deltagelsen og det kulturelle fællesskab”.

Tilladt at være ”copycat”

En anden vigtig opdagelse for Lise Baun var, hvor nemt det var for eleverne at kopiere hinanden. Det virker måske som snyd, men eksisterende forskning viser med al ønskelig tydelighed, at det at kopiere er en vigtig måde at lære på.

”Ligesom man skriver af fra tavlen efter læreren, skriver eleverne her af efter hinanden. De kigger hos hinanden og kopierer. Det er blandt andet vigtigt, fordi det betyder, at eleverne har et stærkt fokus på opgaven og indirekte anerkender hinanden for deres arbejde”.

Med et flot ord hedder processen ”skabende mimesis”.

Om forskeren

Lise Baun blev uddannet som lærer fra Frederiksberg Seminarium i 2004 og har arbejdet som lærer i 12 år. Herefter blev hun uddannet som kandidat i didaktik i dansk og arbejdede som videnskabelig assistent på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

Hun er nu ph.d. med projektet ”Samskrivning og mimesis. En undersøgelse af relationerne mellem elever, lærere, tekster og digital teknologi i 1. klasse” og ansat som adjunkt i dansk på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Lise Bauns forskningsinteresser spænder over klasserumsforskning, skrivefællesskaber og begynder­literacy.

”Mimesis er en undervurderet metode til at lære. Ved at overtage tanker og tekster fra de andre elever opstår der noget repetition og genkendelighed, som altid skaber noget nyt. Der er altid læring at hente i den skabende mimesis”, siger Lise Baun.

Det at skabe et nyt produkt er også en af fordelene ved at bruge digitale skriveapps, påpeger Lise Baun. Elevernes resultater bliver meget synlige, fordi læreren kan vise elevernes digitale bøger på smartboard for alle i klassen, og eleverne kan se deres kreationer, de små tekster og billeder og med tilhørende forsider.

”Det kan selvfølgelig også være en ulempe, fordi det risikerer at udstille de elever, som har arbejdet på andres bøger. Men den stolthed, eleverne oplever ved at være forfattere til bøger, er enormt vigtig for skrivelysten”, siger Lise Baun.

Forskeren har stadig kontakt til læreren i 1.-klassen, hun fulgte. Eleverne går nu i 4. klasse, og læreren har fortalt, at eleverne stadig er rigtig glade for at skrive.

”Jeg ved selvfølgelig ikke, om det har noget med forløbet med appen at gøre”, siger Lise Baun. ”Men det vigtigste for mig er at vise, hvordan en lærer, der havde begrænset erfaring med digitale skriveapps, pludselig kunne se nogle fordele i det.

Hun håber, at hendes ph.d.-afhandling vil bidrage til at nuancere debatten om skærme i skolen, som godt kan blive lidt for og imod og forsimplet, føler Lise Baun og understreger, at hendes pointe handler om at påpege de digitale værktøjers potentialer, ikke at underminere de analoges.

Lise Baun har således heller ikke undersøgt, om appforløbet i den 1. klasse, hun fulgte, gav bedre resultater end i en tilsvarende klasse, hvor de kun skrev på papir. Forskningen sammenligner altså ikke, men belyser dynamikken ved brug af det digitale.

”Håndskrift er stadig en utrolig vigtig del af det at lære at skrive. Der er mange kognitive fordele ved at skrive bogstaver i hånden, så jeg siger ikke, at man skal vælge lejr”, siger forskeren, der selvfølgelig opfordrer til at være kritisk over for brug af skærm:

”Men reflekteret brug af digitale værktøjer har et stort potentiale, især fordi det kan løfte nogle af de elever, som måske ellers ikke var kommet med i fællesskabet. Og der er læreren selvfølgelig den bedste til at afgøre, hvornår hvilke værktøjer giver bedst mening at bruge”.