Hvert år går cirka 60.000 elever ud af den danske folkeskole, og desværre har cirka 20 procent - en femtedel - læsevanskeligheder. Ti års skolegang, hvor elever langsomt må erkende, at selv om de føler sig fulde af handlelyst og muligheder, er der noget, der bremser dem.

I 1965 viste undersøgelser, at der var tre procent ordblinde i det danske samfund. Man skal ikke sidestille de tre procent ordblinde med de 20 procent læsesvage, for de er undervist forskelligt i starten, men det bør forpligte os til at tænke over forskellen mellem måden at starte læseundervisning på.

Lærerne jublede, da man smed den »sorte skole« ud. Nu skulle børnene have det godt, og man ændrede skolestarten og læseindlæringen. Lette ord og meget ros og lov til at gætte svære ord blev indført. På den måde går det fint et par år. Men så bliver ordene sværere, og i 4. klasse kan det blive så svært, at man skal have hjælp. Det er bare for sent - for hjerners arbejdsform er svær at ændre.

Hvordan bar man sig ad i 1965? Man bar sig tåbeligt ad med streng disciplin og skønskrift og stavning. Skønskriften tvang børnene til i de første år at studere de enkelte bogstaver og stavelser, og det har været tortur for mange, men det lærte hjernen en for læseindlæring vigtig måde at arbejde på. De blev alle hurtige til at opfatte et bogstav og en stavelse korrekt, og det er der brug for. For når man læser, skal man opfatte så mange tusinde detaljer - og de læsesvage skal lære det som det første, for ellers er det for sent.

Resultatet af den form for læsestart kan fremlægges her, fordi det står i »Standardiserede Standpunktsprøver i Retskrivning for år 1965«. Man kan her se den procentvise vurdering for 7. klasse i marts 1965, hvor fire ud af ti elever lå i midtergruppen. Hvis man i dag tager prøver i klasserne, fremstår resultaterne ofte i to grupper: en god og en dårlig, mens midtergruppen er borte.

Ved brug af skråskrift må børnene omkode det trykte bogstav til en anden figur. Det er svært, og med tvang bliver det let tortur. Men et forsøg i 1970'erne viste, at hvis man overlader det til børnene selv, så går det fint. Og det er altså barnets hjerne, der er afgørende, og ikke lærerens.