Anmeldelse

Alfabet Atlet

Alfabet-atlet er et herligt nyt ord

En billed-bogstav-bog med bevægelse. Årets bogstavindlæringsbog.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan være vanskeligt at lære alfabetets bogstaver at kende – både de store og de små. At benytte rim og remser er velkendt, men at tilføje bevægelse gør motivationen endnu større, og det er, hvad denne udgivelse gør.

Fakta:

Titel: Alfabet Atlet

Forfatter: Lotte Salling og Dina Gellert

Pris: 249,95

Sider: 40

Forlag: Carlsen

Hvert bogstav bliver præsenteret på en side med et tolinjet rim til både det store og det lille bogstav omgivet af glade illustrationer, der alle starter med pågældende bogstav, og yderligere vrimler det med små tegninger af børn, der former bogstavet med deres krop alene eller sammen med andre. Den kropslige leg fremmer den sproglige opmærksomhed og gør det til en sjov og underholdende måde at lære alfabetet på. Lotte Salling er jo også kendt for sine udgivelser med dialogisk læsning som grundlag, hvilket styrker børns ordforråd og kommunikative kompetencer. Det mærkes også her.

Nogle af kropsbogstaverne kan downloades fra forlagets hjemmeside og hænges op i klasselokalet. Der er forslag til, hvordan bogen bruges, og tips til videre leg med alfabetet.

Lotte Salling kan det med at sætte ord sammen på forunderlig vis og få de sjoveste remser frem. Dina Gellert kan fange ordene og remserne og give dem liv med sin streg. Et flot makkerpar.

Dette er nok årets udgivelse til bogstavindlæringen og bør være tilgængelig for alle, der arbejder med dette emne.