I 70'erne, da vi i Danmark gik bort fra den snørklede og sammenhængende skråskrift, tænkte jeg, efter at jeg på psykologistudiet havde beskæftiget mig med og skrevet om skrivningens indflydelse på læseindlæringen, at nu kunne der nok gå 20 år, før man opdagede følgerne. Der gik 35 år.

Nu betragter vi med bekymring de 18-20 procent af de unge, der har svært ved at læse og dermed svært ved at få en uddannelse i vort moderne samfund. Og efter mine erfaringer og studier med kendskab til forskeres resultater er det netop denne gruppe, der ikke kan undvære startarbejdet med skråskriften. Jeg vil tage et barn frem som eksempel, en stor dreng, der på grund af adfærdsvanskeligheder blev henvist til skolepsykologen, som var mig. Han var normalt begavet, men viste sig ved min undersøgelse at have visuelle vanskeligheder. Han lagde ikke mærke til de bittesmå forskelle på bogstaverne, men brugte sin gode forstand til at gætte sig frem, når han læste. Det kan klare teksterne de første år, men så kniber det. Han skulle fra starten have haft masser af opgaver i at kende forskel på r og n, b, d og p, n og u og flere andre. Hvordan giver man den slags individuelle opgaver i 1. klasse? Det har man ikke mulighed for, når den helt anderledes skrift, skråskriften, er afskaffet. Og forskning viser, at har man først vænnet sig til en tåget opfattelse af et ord, så er det fremover den forestilling om ordet, man ser. Man ser stadigvæk ikke detaljer, hvilket kan forklare, hvorfor det er så svært at få resultater af læsetræningen i de store klasser.

Men vigtigt er det at understrege, at det er børnene selv, der skal arbejde med omkodningen, og hvordan man ønsker at skrive som voksen, bliver ens egen sag.

Perception, det at blive bevidst om det, man ser eller hører.

I 70`erne, da vi i Danmark gik bort fra den snørklede og sammenhængende skråskrift, tænkte jeg - efter at jeg på psykologistudiet havde  beskæftiget mig med og skrevet om skrivningens indflydelse på læseindlæringen  - at nu kunne der nok gå 20 år, før man opdagede følgerne. Der  gik 35 år.  Men nu står det slemt til, for vi mangler en stor gruppe fornuftige, normaltbegavede mennesker, som på grund af perceptionsvanskeligheder, som man ikke har taget højde for i undervisningen, har opgivet at læse tekster, der for dem synes svære. Når et normalt begavet, fornuftigt menneske opdager, at han/hun ikke kan læse tilstrækkelig godt og åbenbart heller ikke kan lære det, kan han reagere på mange forskellige måder. Jeg vil her tage eet barn frem som eksempel, en dreng, der på grund af adfærdsvanskeligheder blev henvist til skolepsykolog ( som var mig) for mange år siden. Dreng på 12-13 år. Henvist på grund  af adfærdsvanskeligheder. Han har været hos mig et par gange. Vi har snakket om forskellige episoder, og jeg spørger så, hvordan han har det med at følge med i fagene. Han trækker på skuldrene. "Jeg har sgu prøvet 2-3 gange at indhente de andre...lavet lektier og sådan noget. Men jeg kan faneme ikke læse, og jeg kan heller ikke lære det, og så bliver man altså godt tosset på de andre .Ja - så har jeg brækket nogen automater op og knaldet løs på nogen biler. Man bliver sgu så rasende på alting." En sådan dreng og mange, der minder om ham , har nok ikke haft meget støtte hjemmefra, men har haft 4-5 forvirrede år, hvor kammeraterne hele tiden var mere "med" .  Og han ved ikke, hvad han skal bede om, for han går ud fra, at skylden er han egen. Han er ikke ubegavet. Så ville han nok heller ikke være blevet så frustreret. Han viser sig ved min undersøgelse at have visuelle vanskeligheder , sanser ikke de bittesmå forskelle på bogstaverne, men bruger sin gode forstand til at gætte sig frem, når han læser. Det kan klare teksterne de første år, men så kniber det . Han skulle fra starten have haft opgaver i at kende forskel på  r og n, b og d, n og u og flere andre. Hvordan giver man sådanne opgaver? Det har lærerne ikke muligheder for, når den sammenhængende skråskrift er afskaffet. Det tænkte regeringen ikke på, for de fleste voksne med gode embeder har aldrig haft perceptionsvanskeligheder. Og derfor tænkte lærerne heller ikke over det, men syntes, at det jo egentlig var urimeligt at lade småbørn lære to symboler for hvert bogstav. Men i mange, mange år var det en selvfølge at undervise i skråskrift, og undervisning i læsning foregik efter en fælles læsebog og med mange kedelige timers undervisning i en smuk håndskrift. Og mindet om dette kedelige terperi hang ved begrebet skråskrift. Men den kan bruges anderledes, som et eksempel måske kan vise. Opgaverne gives ved at lade de små skrive af  fra en meget let tekst. De skal f.eks. skrive ordet du og kan ikke huske, hvad d er for et bogstav. Så kikker de på deres bogstavremse, som de har sunget  mange gange  og mumler henad remsen " a-b-c d .....nå, der er det , nå det hedder d, og så  skal jeg skrive sådan en figur."  Det er opgaven: man skal identificere bogstavet og derefter handle og skrive et skråskrifts  d. Det er svært og spændende at finde ud af, og børn elsker det  - eller gjorde i 1976, hvor der var lavet læsebøger med disse opgaver. Og hvor det blev understreget, at det ikke måtte være undervisning i skrivning, men at det skulle dreje sig om børns oplevelse af at finde ud af noget selv. Ideen bygger på forskningen . Den russiske psykolog S.L. Rubinstein forklarede :"Når stimulus bliver til signal for handling, forøges sansemodtageligheden." Det vil sige, at man bliver bevidst om det. Oversat til pædagogiske tanker om vores problem siges der, at vi  bør sørge for at sætte børnene i situationer, hvor de føler et klart  behov for at skelne mellem bitte små forskelle, og når forskellen er konstateret, lade det efterfølge af en handling. Hvordan giver man dem sådanne opgaver? - Ved hjælp af skråskriften, som beskrevet ovenfor. De må kikke godt efter de små detaljer og derefter løse en opgave, den at skrive et andet symbol. Dermed har vi fulgt forskerens råd, og barnet er blevet bevidst om bogstavet .Det er det, der er det meget vigtige, hvad enten det drejer sig om noget, man ser eller noget, man hører. Man kan nemlig også  have perceptionsvanskeligheder på høreområdet, have auditive vanskeligheder ,men skriften giver også her muligheder for opgaver .Her en opgaver til et mindre barn: Skriv ordet kone i stavelser med skillestreg imellem. Ordet skal læses og siges i tydelige stavelser, og disse skrives sammenhængende men med skillestreg, så hver hørt stavelse fremstår som en helhed.     Vi bruger mange millioner på specialundervisning. Men ofte føler lærerne, at deres anstrengelser har svært ved at bære frugt. Og en voksen elev kan have svært ved at blive ved, dersom resultaterne ikke  rigtigt svarer til anstrengelserne. Måske kan vi igen finde noget af forklaringen på det ud fra forskeres arbejde. Psykologen D.H. Lawrence  siger i en artikel fra 1963: Når vi ser på en kendt ting, reagerer vi mere på en forestilling herom , som vi har etableret i hjernen, end på tingen selv. Men det vil jo vil sige, at hvis vi 1000 gange har set på ordet "han", og hver gang har gættet os frem til, om der står han eller har, så er der sandsynlighed for, at vi gang nr. 1001 stadig gætter ud fra den samme tågede forestilling om det ord. Egentlig kan man selvfølgelig godt se forskel på figurerne r og n, men man er aldrig rigtig blevet bevidst ang. den detalje, der dog bliver bestemmende for ordet. Man reagerer på en tågeklat, og det bliver man ved med, selv om man undervises i læsning. Det man mangler er den rette undervisning i 1.klasse. Så derved vender vi tilbage til det samme råd: lad små børn i  første klasser tumle med at omkode de trykte bogstaver til den gamle skråskrift.  Et sidste eksempel for at vise, hvordan barnet er prisgivet, når det aldrig er blevet klar over, hvad der skal trænes. Det drejer sig om et nervøst, indelukket barn, hvor vi har snakket om forskellige ting ,og jeg spørger  til faget dansk, og der svares: "Jeg kan ikke stave". " Nå, prøv lige at stave til ordet fabrik." Der staves frabralke. "Hm, prøv lige at sige det, mens du klapper stavelserne". "far-brek." Ved du hvad, det hedder faktisk fa-brik. Prøv lige igen". Og nu staves det rigtigt uden tøven. Han blev bevidst om lydene og kunne så stave. Der var ikke tale om ordblindhed. For at lære noget,  skal man blive bevidst om det. En lærers gentagelser hjælper kun lidt for de børn, der har perceptionsvanskeligheder. De skal hjælpes til at blive bevidst om tingene. Og ved at følge forskernes råd, kan det lade sig gøre.