Anmeldelse:

10 tanker om Digital dannelse

Tankerække og refleksion omkring hvad digital dannelse betyder for vores hverdag. Hvordan kan vi forstå digital dannelse, når vi i forvejen udfordres af dannelsesbegrebet og har svært ved at begribe den gennemgribende digitalisering som foregår overalt i samfundet både i hjemmet, skolen og på arbejdet?

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta:

10 tanker om Digital dannelse

Forfatter: Stine Liv Johansen

200 kroner

163 sider

Forlag: Dafolo

Er digital dannelse, at kunne begå sig på de sociale medier, vide hvordan man betaler med MobilePay eller at gennemskue hvilke algoritmer som ligger bag visningen af Youtube-videoer? Unge som ældre bliver i dag udfordret af en mere digitaliseret hverdag, og nye undersøgelser viser at mange stadigvæk har svært ved at begå sig i den. Forsker og forfatter Stine Liv Johansen tager livtag med emnet gennem en tankerække på ti tanker som kommer vidt omkring.

Disse ti tanker omsættes i emner som udfoldes i et almindeligt hverdagssprog krydret med eksempler og anekdoter fra forfatterens barn- og ungdom. Med afsæt i den teknologiske udvikling vendes og drejes temaerne, som ikke er simple. Hvad menes for eksempel, når vi taler om det digitale? Er noget digitalt blot fordi der er sat strøm til, eller har begrebet fået en anden og mere kompleks betydning?

Et kendetegn ved bogens behandling af emnerne er forfatterens egne personlige erfaringer, uddybende eksempler, egne forskningseksempler samt inddragelse af mange eksperter på området. Vi kommer vidt omkring, og hvis man synes at dannelsesbegrebet er svært at få bearbejdet og afdækket, så er digital dannelse muligvis endnu mere komplekst. Ud over at forholde sig til, hvordan man forstår og udvikler sig i verden, bliver digital myndiggørelse og teknologiforståelse også en del af den avancerede ligning. Den bliver forsøgt beskrevet i den 5. tanke – 'Når dannelse bliver digital'. Beskrivelserne forfalder ikke til at trække i ensidig retning, men forsøger, at opretholde et nuanceret billede af de svære problemstillinger, hvor der typisk hverken udpeges enkelte årsager eller løsningsmodeller.

Bogen kan dels være en form for tematisk roadmap for fagpersoner, der har med børn og unge at gøre. Dem kan bogens tanker skabe rum for refleksion og udvikling af egne holdninger til digital dannelse. Jeg kan dog ikke lade være med, at tænke, om der vil være generationsknas i forståelsen af bogen. Vil yngre læsere, som ikke nødvendigvis er vokset op med tv-avisen eller kassettebånd, kunne relatere til bogens indhold eller vil de se den i helt andet perspektiv, end undertegnede anmelder som kunne nikke med på eksemplerne med både VHS-bånd og spil på Commodore 64? Kommandoen til Commodoren var vist i øvrigt load”$”,8,1