Af: Herdis Lystbæk & Astrid Møller Nielsen

Midt i eksamensforberedelserne på vores tredje år på læreruddannelsen modtager vi en påmindelsesmail fra vores faglærer om, at vi skal HUSKE at hægte hver og en eksamensdel på kompetence-, færdigheds- og vidensmålene. Vi er da heller ikke i tvivl om, at de fede bogstaver er en understregning af, at hvis ikke vi gør det.. ja så skal vi nok ikke regne med noget imponerende resultat. For så er der jo ikke nogen sammenhæng, og så ved de jo ikke, om vi overhovedet vil noget med vores undervisning…

Dét er fremgangsmåden som lærerstuderende, og den trænes man skam hurtigt i.

Det er muligt, at læreruddannelsen løber efter toget, der kører med de paradigmeskift, som gør os alle lidt forpustede. Og fred være med det. Vi ved jo godt, som nyklækkede lærere om et års tid, at professor Per Fibæk har fat i noget med sine meningsfulde mål, og at måldiskursen kom forbi for at efterlade noget nyttigt. Ligeså vel som vi ved, at den formålsdrevne undervisning igen har rettet ryggen og finder sin plads i klasselokalet. Vi skal alle være her og støtte op, når vores svagheder viser sig. Sådan er det også med mål og formål.

Hvornår det er mest meningsfuldt at forestå undervisning som er hhv. mål- eller formålsorienteret må være op til den enkelte lærers professionelle dømmekraft. Men vores hensigt er her at plædere for en af de måder at arbejde på, hvor læringsmål og evalueringsmetoder sendes uden for døren. En måde, som af nogle skoler prioriteres højt, af andre kun lidt og af nogle slet ikke. Vi taler om morgensamling og morgensang. Ja, eller bare samling og sang.

Det at synge fælles har haft sine op- og nedgangstider gennem historien, men oprindeligt opstod fællessangen som et middel for budskabet. En sammenhæng mellem at ville sige noget og opleve det sagte gennem sangen. Siden har sangen kunnet og skullet mange forskellige ting. Men det er en kendsgerning, at fællessangen har været med til at danne fællesskab mellem mennesker med forskellig social og kulturel baggrund, og mon ikke vi kan slå fast, at netop dét er mere aktuelt i dag end nogensinde?

Vi kan kun gisne om, at de skoler, som helt eller delvist fravælger fællessang og samling på tværs af klasser, gør det fordi, de hverken finder mål eller formål i arrangementet. Måske kan de bare ikke spille klaver, eller måske anser de det ligefrem for et arrangement af unyttig karakter? Hvis vi vil eleverne noget, sige dem noget som fællessangen kan støtte op omkring, ja hvad nytter det så at have en flok unger samlet i et aldersspænd op til 10 år med vidt forskellige forudsætninger for forståelse og abstraktionsevne? Hvad nytter det at synge “Spurven sidder stum bag kvist”, når 9. klasse ikke ved, hvad “tenens rappe vinge” betyder, og 1. klasse ikke kan udtale “skok af skyggeringe”?

I den formålsdrevne undervisning handler det ikke om at sikre sig, at eleverne får lært noget bestemt inden for en bestemt tidsramme. Formål har ofte et mere langsigtet perspektiv, som man ikke kan sikre sig at opnå, og man kan lige så godt lade være med desperat at stirre efter synlige “tegn på læring”. Når vi samler os, synger og fortæller skal eleverne ikke bagefter nedskrive en rapport om, hvad de så fik ud af det. Det eneste, vi beder dem om, er at slå lyttelapperne ud, tage imod og synge med.

I vores seneste praktik på Knudsøskolen ved Ry fik vi hver fredag morgen 40 minutters frie tøjler til at gøre med alle skolens elever, lærere, pædagoger og eventuelt fremmødte forældre til morgensamling, som vi ville. Vi tog udgangspunkt i Højskolesangbogen, i spritnye og ældgamle sange, i Grundtvig, Rosendahl, H.C. Andersen og Erik Sommer. Og mens vi fortalte en historie om det, der var engang og det, som sangene vil fortælle os, sad 120 børn og lyttede. Jovist var der uro i rumpetten indimellem, men trofast og stiltiende var opmærksomheden rettet mod fortællingen. Med dén erfaring at blot 14 elever i gårsdagens dansktime gav begyndende tinnitus og anledning til den konklusion, at lærergerningen er hårdt tjente penge, blev netop arrangementet her tankevækkende.

De allerfleste af os kan jo lide at få fortalt historier. Aldrig har serie-industrien haft det bedre. Vi æder streamede fortællinger med hud og hår uden at skulle bruge det til noget bestemt. Nogle gange oplever vi så, at vi har fået nyttig viden, uden vi havde anstrengt os for det. Og det er måske netop en vigtig pointe. Fortælling kan levere dét, som Løgstrup omtaler som tilværelsesoplysning. Fortælling kan formidle budskaber, som ikke senere skal overhøres, men som kan bundfælde sig hos den lyttende og skabe en mening i en ikke yderligere defineret sammenhæng. Budskaber og oplysninger om samfundet, hinanden, sansninger og synsninger.

For at blive i Løgstrups termer, har vi altid med hinanden at gøre, og selvom nogen måske nok vil mene, at fortælling begrænser eleven til at være en passiv lytter, har fortælling nogle unikke potentialer i egenskaben af indlevende formidling. Det, vi oplevede til morgensamlingen på Knudsøskolen, var netop, at vores entusiasme smittede. Vores indlevende og opmærksomme fortælling skabte nysgerrighed og årvågenhed hos eleverne, og ja, altså også hos vores lærerkolleger og forældre, der sneg sig med ind i salen. Man kunne måske foranlediges til at tro, at eleverne nød en “gratis omgang”, idet de på ingen måde skulle stå til regnskab for morgensamlingens indhold. Men vores oplevelse var, at alle lyttede, deltog og var interesserede af lyst. At vi skabte et trygt rum for den læring, de ikke vidste, de ville få.

Man kan sige, at vi førte en undervisning, der på temmelig sikker vis læner sig op af Folkeskolens formålsparagraf stk. 1. Med udgangspunkt i en sangbog, der ifølge sangbogsudvalget er et spejl af dagens samfund, og som derfor er et oplagt bidrag til en indføring i og fortrolighed med dansk kultur og historie (jf. Skolens Formål, §1). Det er en undervisningsform, der hverken er udpræget differentieret eller udvalgt på baggrund af alder eller klassetrin men en fælles undervisning, hvor præmissen er, at alle får noget ud af det.

Ikke nødvendigvis lige meget og slet ikke målbart, men vi skal turde tro på, at den præmis for undervisning er god nok. At den kan tilføre elevens udvikling og læring et aspekt, som har et mere overordnet formål. Og hvor det i øvrigt er yderst oplagt at tale om emner, som også vedrører Folkeskolens formålsparagraf stk. 3.

Denne undervisningsform kan og skal naturligvis ikke stå alene, og inspireret af Fibæk mener vi også, at en stor del af elevers faglige læring jo er intenderet af netop færdigheder i bestemte kundskaber. Denne del er dermed ret konkret og målbar, hvilket bestemt er væsentligt og motiverende - på visse tidspunkter…

Kampen for, at mål i skolen ikke bør have en større plads end berettiget, understøttes desuden af Lene Tanggaards ideer om kreativitet og om, at det umiddelbart unyttige kan vise sig at blive det mest nyttige. Vi bør på alle tidspunkter have intentioner med vores undervisning, men vi kan, som tidligere nævnt, aldrig sikre os, hvad eleverne lærer, og vi bør derfor også holde os åbne over for, at eleverne kan gå hjem med noget andet, måske mere, end vi troede, vi kom med.

Vi lærere skal ikke opleve mål og formål som hinandens modsætninger. I stedet skal vi nu, når dansk skolehistories tredje rasende stormvejr af både målstyringsaffære- og foragt er gledet forbi, turde søge den balance, hvor mål og formål tilsammen skaber en meningsfuld praksis. Og hvor vi dermed også indimellem tør lade læringsmålskontrollanten blive hjemme, så vores elever får fri til at synge en sang og lytte til en fortælling.

Indlægget er skrevet med inspiration fra:

Tanggard. L. & von Oettingen. A. i: Tidsskriftet KvaN, Skolens Formål, nr. 108, september 2017

Fibæk Laursen, P. m.fl., Mål med mening, mellem dannelse og målstyring, 1. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag 2018

Sanghåndbogen - en præsentation af sangene i Højskolesangbogens 18. udgave, Folkehøjskolernes Forenings Forlag 2006