Anmeldelse

En smuk pakke er leveret. Tak for det.

Bogen rammesætter sit teoretiske fundament for arbejdet med børns læring, omsætter det til den konkrete undervisningsform 'Eleven som forsker', krydrer det med lidt ekstra strategier til de elever, der måtte finde formen udfordrende - og så lige forskning der fortæller, hvordan både elever og lærere oplever det.

Offentliggjort

Fakta:

Eleven som forsker - En projektbaseret undervisningsform med skoleudvikling som formål

Forfattere:  Micki Sonne Kaa Sunesen og Martin Brøchner-Nielsen

232,50 kroner

106 sider

Forlag: Dafolo

'Eleven som forsker' består af syv kapitler, der er let tilgængelige og læsevenlige. Bogen står på to søjler: Den ene er aktionsforskning lavet i et samarbejde mellem de to forfattere, Micki Sunesen som er forsker, og Martin Brøchner-Nielsen, som er lærer. Den anden er Lars Erling Dales budskab om, at professionelle selv bør involveres aktivt i den forskning, der produceres til lærerprofessionen.

'Eleven som forsker' er også en undervisningsform, der baserer sig på et udvidet samarbejde mellem lærer og elever, da de i fællesskab skal lave undersøgelser på skolen med det for øje, at forbedre og udvikle den konkrete skolehverdag til gavn og glæde for hele skolen og med fokus på dybdelæring.

Forfatterne beskriver deres dybdelæringsforståelse som en, hvor læring ses som en aktiv skabt konstruktion i en vekselvirkning mellem tilegnelse og anvendelse i skiftende sociale situationer, og som konsolideres via gentagelse, øvelse og træning. Det kræver altså både tid og fordybelse, hvilket i sig selv er vigtige elementer i elevernes hverdag.

Et otte-ugers forløb bygget op efter bogens opskrift og er et forpligtende projektarbejde, der har sine rødder i dagligdagens udfordringer på skolen. Samtidig er det en måde, hvorpå skolens fag flettes sammen i det, forfatterne kalder 'funktionel tværfaglighed'. Det faglige arbejde gøres nærværende og forbundet til elevernes konkrete virkelighed.

Bogen byder på konkret anvendelige modeller og forståelser til arbejdet. Det bliver derfor håndgribeligt at omsætte det til egen praksis som professionel.

Forfatterne præsenterer netop også den egenproducerede forskning i forhold til, hvordan undervisningsformen opfattes af henholdsvis elever og lærere. Det er interessant læsning, der viser, hvordan elever oplever en større grad af medbestemmelse, at være mere i gang og have mere fleksibilitet i arbejdet i skolen.

Forskningen peger ligeledes på, hvad det kræver af de professionelle omkring eleverne. Det bliver tydeligt, at der er brug for kompetencer fra læreren, der kan hjælpe eleverne med at stilladsere både kognitivt, socialt og emotionelt. Hjælpen skal støtte planlægning og struktur i arbejdet og den vanskelige kunst, det kan være at samarbejde og ikke mindst at kunne håndtere den usikkerhed, der kan følge med, når man arbejder som forsker i praksis.

Heldigvis har bogen også fokus på, at det ikke er alle elever, der nødvendigvis trives under denne form for undervisning. De dedikerer et kapitel til supplerende metoder, der kan bruges, så alle elever har mulighed for at lykkes som forskere.

Bogen henvender sig til professionelle med interesse for skoleudvikling og ikke mindst for den demokratiske dannelsesproces i skolens virke.

"Demokratisk deltagelse er et sindelag som skal trænes og opøves".

Det er bare med at komme i gang. Verden kalder!