Læring er noget, der opstår mellem mennesker, ikke inden i et menneske, mener den schweiziske sociolog og læringsteoretiker Étienne Wenger. Det er det læringssyn, som ligger til grund for hans teorier, der bliver brugt vidt og bredt i arbejdet med praksisfællesskaber på blandt andet skoler i hele verden. Det er også sådan, han mener, man bør se på undervisning i grundskolen.

Derfor glider han også hurtigt af på det klassiske journalistiske spørgsmål om, hvad der bliver de vigtigste pointer, som lærerne skal tage med sig fra det oplæg, han skal holde på årets Læringsfestival om en uge.

For sådan foregår det ikke, når man skal lære nogen noget, pointerer han. Det starter med en samtale mellem mennesker.

"Jeg er ikke lærer. Jeg er læringsteoretiker. Derfor er det også svært for mig at fortælle lærere, hvad de skal gøre. Jeg præsenterer dem for en teori, og så kan vi sammen diskutere og have en samtale om, hvordan den er relevant for dem", lyder det over Skype-forbindelsen fra Schweiz.

"Men helt grundlæggende vil jeg sige, at vi er sociale væsner, og derfor er læring ikke bare en simpel, kognitiv proces, der putter information i vores hoved eller færdigheder i vores hænder. Undervisning handler også om at blive et menneske i verden i relation til andre mennesker".

Så er scenen ligesom sat. Og på det bagtæppe vil Étienne Wenger alligevel gerne komme med nogle bud på, hvad hans syn på undervisning som socialt fænomen betyder for lærerrollen i praksis i folkeskolen.

"Læreren bør tænke mere på, hvem eleverne er på vej til at blive, og mindre på det pensum, de skal have ind i hovedet. Og i den proces skal man bruge både sig selv og verden", siger den 68-årige læringsteoretiker og tilføjer med et stort smil: "Hvis jeg kan formidle det til lærerne på fem kvarter, så vil jeg være meget glad".

En følelse af at mestre

Mængden af viden eksploderer i disse år, påpeger Étienne Wenger. Men i stedet for at udvide pensum i skolen bør man gå den anden vej, mener han. Fokusere på færre ting, der tager udgangspunkt i elevernes interesser.

Til gengæld skal de opnå en følelse af at mestre det stof, der bliver fokuseret på. Så vil de nemlig senere i livet have lettere ved at lære nye ting.

"Jeg siger ikke, at man nødvendigvis skal afskaffe pensum. Men der er så mange steder at rette sin opmærksomhed hen i verden i dag. Der er så mange tilbud, at det bliver yderst vigtigt at lære at navigere i det. At lære at vælge, hvor man skal rette sin opmærksomhed hen", siger han.

"Nogle gange bliver skolens problem, at den vælger for eleverne. Hvad man skal lære, er allerede tilrettelagt for en. Og så øver man ikke at være voksen, for det at være voksen handler om at foretage valg om, hvilke informationer man skal give produktiv opmærksomhed ud fra, hvem man er, og hvem man ønsker at blive".

Kan eleverne i grundskolen overskue konsekvenserne af de valg, de tager, hvis de selv må vælge, hvad de vil lære?

"Man skal naturligvis ikke helt åbent spørge eleverne: 'Hvad har du så lyst til at lære i dag, lille elev?' Men vi skal bruge deres interesse til at lære dem den disciplin, det kræver at fokusere længe nok på noget til at mestre det", siger Étienne Wenger.

Børn skal selvfølgelig ikke vide, hvad de vil være, når de bliver voksne, understreger han. Så de skal ikke specialisere sig i den forstand.

"Men skolen skal udfordre eleverne til at blive virkelig gode til noget, de interesserer sig for. Det er mindre vigtigt, om det er skak, guitar, fodbold eller kvantefysik. Det vigtige er, at man lærer, hvad der skal til for at mestre noget".

"At mestre noget transformerer en som menneske. Og lige præcis det skal man opleve i skolen. Det er et helt andet pensum. Det er et pensum, der handler om identitet i stedet for information".

Pensum fylder hele skoledagen

Vil det ikke skabe enorm ulighed, hvis man ikke sikrer sig, at alle forlader skolen med nogle basale færdigheder?

"Der er helt klart et ulighedsproblem i verden i dag, som et nationalt curriculum kan være en vej til at udjævne. Især fordi man er nødt til at kompensere for, at elevernes meget ulige forhold på hjemmefronten har meget stor betydning for læringen. Det anerkender jeg", siger Étienne Wenger.

Han understreger dog, at han savner skarphed i afgrænsningen af, hvad det så er for basale færdigheder, alle skal have. I de fleste lande, læringsteoretikeren har besøgt, udfylder indlæring af pensum stort set hele skoledagen, fortæller han.

"Lige nu koncentrerer man sig om, hvor meget eleverne maksimalt kan nå at lære i løbet af skoletiden. Man bør i stedet koncentrere sig om, hvad minimumskravene er for at kunne begå sig som voksen i verden i dag", siger Étienne Wenger.

"Kort sagt: Hvordan kan man minimere mængden af ting, som alle elever skal lære, uanset om de er interesserede i det eller ej. Det er vi nødt til at være meget skarpe på. Og så kan vi bruge mere tid på at lære eleverne at blive mennesker, der kan foretage valg i verden. Der er i stand til at fokusere på det, de skal, hvis de skal blive de mennesker, de gerne vil være".

Hvordan måler man som politiker med ansvar for kvaliteten i skolen, om den lever op til det?

"Jeg er ikke imod målinger i sig selv. Vi skal selvfølgelig måle, om eleverne opnår helt basale færdigheder inden for førnævnte minimumspensum. Skolen er blevet rigtig god til at måle for eksempel med Pisa, og det er fint med mig", siger Étienne Wenger.

"Men omvendt synes jeg heller ikke, vi i skolen skal fokusere på de ting, der er lette at måle, bare fordi de er lette at måle. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man virkelig fokuserede på det, så ville man også kunne finde måder at evaluere - ikke nødvendigvis måle - om man har formået at dygtiggøre sig nok i et felt til, at man mestrer det".

For den schweiziske teoretiker er det vigtigere at diskutere, om undervisningen giver mening, og hvilket grundsyn man i skolen har på læring.

"Har man en kognitiv teori, interesserer man sig udelukkende for, hvad der er inde i hovedet på en person. Det betyder måske i virkeligheden ikke så meget, slet ikke i det 21. århundrede, hvor man kan slå alverdens informationer op med et par klik på internettet", siger Étienne Wenger.

"Så hvilke læringsteorier skal vi i stedet bruge i skolen, hvis vi skal skabe mennesker, der kan begå sig i verden i det 21. århundrede? Dét er det vigtige. Derfor vil jeg gerne skubbe til selve tænkningen. I retning af hvad der opleves som meningsfuldt".

Det kræver politisk mod

Hvad det mere konkret betyder for en lærer i et klasselokale, understreger Étienne Wenger igen, at han ikke ved. Til gengæld er han helt klar over, at det er en stor opgave, han opfordrer skolen til at tage op.

"Mine teorier er blevet brugt til praksisfællesskaber for lærere over hele verden. Men ikke så meget i selve undervisningen. Og for at være fair: Det er virkelig svært for uddannelsesverdenen at ændre det grundlæggende syn på læring. For det kræver en fuldstændig omlægning af uddannelse, metoder og den politiske diskurs. It's a very big deal. Og meget svært at gøre", siger han.

Han anerkender derfor også, at det ikke er så let for en lærer at læse hans teorier og beslutte sig for at følge dem. Der er pres fra forældre, politikere og alle mulige andre. Alle har en holdning til skolen, og hvad og hvordan vores børn skal lære, som han siger.

"Der skal en gentænkning af skolen til, som vil kræve politisk mod at prøve af. Lærerne er ikke særlig fri. Det er for mig at se vigtigt, at man går i dialog med dem. Det er også derfor, jeg synes, at Læringsfestivalen lyder som et fantastisk sted at holde oplæg. Et sted, hvor folk kan tage en pause og reflektere over, hvad vi egentlig gør i skolen - sammen. Det ville være en fantastisk start".