Dannelsen har fået en mere fremtrædende rolle i skolen. Den fragmenterede målorientering havde fra starten den svaghed indbygget, at helheder og sammenhænge fortonede sig til fordel for "fluebens"-didaktikken. For lærerne var det imidlertid hele tiden klart, at elevens og klassens helhedsforståelse var vigtig, og den optik fylder nu heldigvis mere i læringslandskabet.

Nyudgivelsen "Fortæl - Det narratives betydning for elevens oplevelse, forståelse og dannelse" leverer en række gode saglige og teoretisk begrundede argumenter for denne optik. Grundtanken i antologien er, at fortællingen er grundlæggende for, at det ”for eleverne før så ukendte og fremmede kan blive omdannet til et integreret repertoire af dem selv”. I skolen er det derfor lige så vigtigt at møde Aristoteles som at møde Pythagoras.

Gennem fire kapitler sættes der fokus på forskellige aspekter af det narrative. Det handler blandt andet om, hvordan man kan lære af og gennem narrativer, ved at eleven spejler sin egen fortælling i andres og derigennem bevæges eksistentielt. Men det handler også om at give eleverne redskaber til at forstå, hvordan fortællinger er bygget op, deres rolle i vores kultur, og hvordan der for eksempel i klassen kan skabes fælles fortællinger.

Afsættet i kapitlerne er ofte små sigende klip fra skolens hverdag, som dog ikke altid følges helt til dørs. Bedst gøres det i Bettina Perregaards skitse af et undervisningsforløb med udgangspunkt i kunstneren Gunter Demnigs såkaldte snublesten: Rundtomkring i Europa er der nedlagt små bronzebeklædte brosten med navn, fødselsdato og dødsdato på jøder, som under anden verdenskrig blev deporteret og likvideret. Stenen forener den store historie med den lille, fortiden med nutiden og fremtiden og mig og et andet menneske. Ved at opsøge stenene og gå bag om historierne bag navnene får eleverne øje på fortællingens kraft – den kan forene mig med et menneske, som ikke er her længere, men også med et sort kapitel i den store historie. Eksemplet indrammer klart og smukt antologiens grundmodus.

Den lille håndbog skriver sig ind i en lang og bred tradition for fokus på det narrative, der ses med filosofisk, pædagogisk, psykologisk og litterært perspektiv. Den rummer i komprimeret og lettilgængelig form de første pejlemærker, man kan etablere, hvis man skal beskæftige sig med fortællingen i pædagogisk praksis. Det er tætte tekster, hvor der introduceres til mange og ret store områder. Tempoet er derfor relativt højt, men hverken skribenter eller læsere bliver stakåndede undervejs. Skal man længere ind, kan man forfølge nogle af referencerne i de kortfattede litteraturlister med helt centrale tekster. Men bogen vil med sikkerhed kunne give mange lærerstuderende og andre med interesse for det narrative et første blik ind i det kæmpe felt.