KP om planer om at gøre meritlæreruddannelsen mere attraktiv:
"En krævende uddannelse på mange parametre"

Offentliggjort Sidst opdateret

Skolens to ministre undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og uddannelsesminister Christina Egelund (M) udtaler i dag til Information, at det skal være mere attraktivt at tage en meritlæreruddannelse. 

Det indebærer blandt andet, at deltagerbetalingen, der i dag lyder på ca. 80.000 kroner, skal sænkes.

Begge ministre har i denne uge besøgt meritlæreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole (KP). Her fortalte studerende, at netop økonomien er afgørende for både at tiltrække nye studerende – og at fastholde dem på uddannelsen.

Det fortæller institutchef Lis Madsen fra KP’s læreruddannelsen i en nyhed på KP's egen hjemmeside.

”Vi har i øjeblikket ca. 1.000 meritlærerstudende indskrevet på Københavns Professionshøjskole, hvoraf langt flertallet i forvejen arbejder i folkeskolen. De skal balancere deres skema i skolen med undervisningen her på meritlæreruddannelsen, mens de også har et familieliv, der skal fungere. Og regninger der skal betales. Så det er en krævende uddannelse på mange parametre”, siger Lis Madsen.

På KP er det cirka 50 procent af de meritlærerstuderende, der kommer med en kandidatgrad. 40 procent har en bachelorgrad, mens de resterende 10 procent har en anden uddannelsesbaggrund.

Da den nye læreruddannelse trådte i kraft denne sommer, blev der også indført en mindre justering af meritlæreruddannelsen. Den gamle meritlæreruddannelse lød på 150 ECTS – svarerende til 2,5 årsværk, mens den nye har 135-150 ECTS alt afhængig af, hvilke undervisningsfag den studerende vælger.

kp.dk: Udspil: Regeringen ønsker flere meritlærere