”Jeg er nødt til at sige, at jeg tror ikke, vi når dertil.", siger Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen.

Regeringsparti: Jeg tror ikke, at vi ender med et mobilforbud

Der er ikke umiddelbart et regeringsforslag på vej om et forbud mod mobiler i folkeskolen, lyder det fra Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen til Skolemonitor.

I går lød det ellers fra Socialdemokratiets undervisningsordfører Astrid Kragh til samme medie, at der ”bestemt” kunne blive behov for at ”se på et forbud”, hvis ikke skolerne ”har ordentligt greb om det”.

Men sådan lyder det ikke fra et andet parti i regeringen.

”Jeg er nødt til at sige, at jeg tror ikke, vi når dertil. Man skal huske, at når man siger forbud, så er der nødt til at følge noget bagefter; og hvad skal straffen være?”, siger Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen.

Hun peger på, at mange skoler allerede har en mobilpolitik.

”Så jeg tror, det løser sig”, siger hun til Skolemonitor.

Fra Radikale, Konservative og Liberal Alliance lyder det ligeledes, at der ikke er et behov for at indføre et mobilforbud på skolerne.

Til gengæld mener Dansk Folkeparti, at der bør indføres et mobilforbud. Partiets undervisningsordfører Alex Ahrendtsen fortæller til Skolemonitor, at partiet vil fremsætte et beslutningsforslag om et mobilforbud til efteråret .

skolemonitor.dk: Folkeskolekreds revser SF's idé om skærmforbud: »Altså, vi er enige i at begrænse skærmtid, men rolig nu, Jacob Mark«