Se hvilke film tysk- og fransklærerne er allermest begejstret for, når de skal vise film i undervisning. CFU's konsulenter giver også deres bud på nye, spændende film, som du kan vise eleverne.

Her er de mest populære film i tysk- og franskundervisningen

Mangler du en god film til næste skoleår eller til den sidste lektion inden sommerferien? CFU har lavet en liste til folkeskolen.dk/tyskfransk over, hvilke film der er populære blandt tysk- og fransklærere. Du kan også få inspiration til nye og stærke filmoplevelser til dig og eleverne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du ikke ved, hvilken film du skal vise i din tysk- eller franskundervisning næste gang, kan du måske finde et god bud lige her.

Center for Undervisningsmidler (CFU) har nemlig delt listerne over, hvilke film tysk- og fransklærerne oftest bruger i undervisningen med folkeskolen.dk/tyskfransk.

I tysk ligger filmen De andres liv på førstepladsen som den mest sete film i undervisningen. Filmen foregår i DDR i 1984 og handler om Stasi-manden Wiesler, der får ordrer til at overvåge dramatikeren Dreyman.

For Christina Hellensberg, der er pædagogisk konsulent i tysk i CFU’s afdeling på Københavns Professionshøjskole, er det overraskende, at De andres liv ligger nummer et. Hun tror måske, at det kan skyldes, at listen både dækker over de mest sete film i grundskolen og på gymnasierne – for selvom det er en god film, kræver den også meget af eleverne, mener hun.

”Det er en fantastisk film, men eleverne skal have en god forforståelse for tiden under DDR. Hvor meget grundskoleelever beskæftiger sig med det, ved jeg ikke”, siger hun.

En del af Christina Hellensbergs arbejde er undersøge, hvilke film CFU har mulighed for at tilbyde skolerne og sammen med kolleger på øvrige CFU'er udvælge dem, der er bedst egnet til sprogundervisningen.

Hun har derfor også et par bud på nyere film, man som tysklærer kan prøve at vise eleverne.

”Jeg har prøvet at vælge nogle film ud, der tager fat i nogle tunge emner med et glimt i øjet, en god portion humor og som er tæt på elevernes livsverden. Til udskolingseleverne kan jeg for eksempel anbefale filmen Mein Sohn, der Klugscheißer. Det er en film, der med en humoristisk facon tager fat i det at være ung og anderledes. Derudover har CFU også lavet et kapitelsæt med spørgsmål til filmen, som gør det nemt for læreren at bruge filmen”.

Artiklen forsætter efter faktaboksen

Fransk førsteplads er ikke for alle elever

På top-ti listen for film, der hitter i franskundervisning, er det også en af de tungere historier, der tager førstepladsen.

Her finder man nemlig filmen Amanda, som handler om den unge David, der bliver nødt til at tage sig af sine niece, efter at hans søster bliver dræbt i et terrorangreb i Paris.

”Det er en flot, rørende og meget stærk historie. Men jeg vil anbefale, at lærerne ser den, inden de viser den i klassen. Den kan nemlig være meget voldsom for nogle elever”, siger Danièle Eychenne, der er pædagogisk konsulent i fransk på Københavns Professionshøjskole.

Danièle Eychenne fortæller også, at hun ofte har hørt lærere være begejstret for listens nummer fire: Den nye dreng. Filmen, der handler om drengen Benoit og hans vanskelige start på sin nye skole, har nemt ved at fange eleverne opmærksomhed, har hun fået at vide.

”Derudover er den rigtig god, hvis man gerne vil snakke om ungdom og venskaber med sin klasse. Den giver også et rigtig godt indblik i, hvordan skolesystemet i Frankrig fungerer”.

Når folkeskolen.dk/tyskfransk spørger til, hvilke film Danièle Eychenne finder særligt relevante for fransklærerne, peger hun blandt andet på tredjepladsen på listen over de mest sete, som er en af hendes egne personlige favoritter, C.R.A.Z.Y.

Filmen handler om drengen Zach, der skal kæmpe for at finde sin plads i familien og få lov til at leve sin identitet fuld ud.

”Det er en film med et helt fantastisk persongalleri og fed musik. Og så synes jeg også, at det er rart, at den foregår i Québec i Canada. Filmen giver også både anledning til at snakke om familie, identitet og seksualitet med eleverne”, siger hun.



Se hvilke film Christina Hellensberg og Danièle Eychenne anbefaler her

Christina Hellensbergs anbefalinger til tyskundervisningen


Film til mellemtrinnet

  • Die Pfefferkörner und der Fluch des schwarzen Königs
    "Det er en fængende filmoplevelse til mellemtrinnet, der kan bruges i arbejdet med nære temaer som 'Freunde', 'Zusammenhalt', 'Schule' og 'Eltern'. På CFU findes der note med konkrete ideer og et kapitelsæt, som taler ind i det faglige fokus, der er nævnt“. (Se trailer)

  • To gange Lotte
    ”Filmen handler om emnet skilsmisse, som eleverne kan spejle sig i. Filmen lægger op til at eleverne sammenligner og trækker paralleller til egne erfaringer. Der er en pædagogisk vejledning på CFU, hvor der er oplæg til at arbejde med at beskrive og sammenligne de to pigers egenskaber, fritidsinteresser og dagligdag”. (Se trailer)

  • Mina Mausi (kortfilm)
    ”Filmen er valgt, fordi den er en kilde uden overvældende meget sprog, men en billedfortælling med en overskuelig lydside, som kan være afsæt for at arbejde med sproget. På CFU er der en pædagogisk vejledning, hvor fokus primært er på forskellige sider af mundtlig kommunikation, blandt andet på chunks i filmen”.

  • Die Wolfsbande (kortfilm)
    ”Den er valgt, fordi filmen handler om relevante emner såsom venskab, om at holde sammen og om at tro på sig selv - og til dels om transidentitet og angst. Til kortfilmen er der et kapitelsæt på CFU med fokus på udvalgt ordforråd og spørgsmål.”

Film til udskolingen

  • Kein Herz für Inder
    ”Filmen er virkelig sjov. Den er et eksempel på, at 'tunge emner' kan tages op på en virkelig humoristisk måde. Den handler om relevante emner som ’Freundschaft’, ’Toleranz’, ’Familie’ og ’Anders sein’. På CFU findes en pædagogisk vejledning til filmen, som lægger vægt på forforståelse, opbygning og brugen af ordforråd og chunks til at kunne beskrive og til brug i basale spørgsmål og svar-strukturer.”

  • Amelie rennt
    ”Det er en god fortælling, der handler om ’identitet’ og ’at blive voksen’. På CFU findes elevark med opgaver og omfattende undervisningsmaterialer til tysk, fra Goethe Instituttet og fra Bundeszentrale für politische Bildung.” (Se trailer)

  • Dessau Dancers
    ”Filmen har en humoristisk og ungdommelig tilgang til det historiske indhold og kan fange elevernes umiddelbare interesse. Vi følger den 18-årige Frank og hans venner, da Break-Dance-bølgen når til DDR i 1985. Men i det konforme samfund er der ikke plads til den vilde, utvungne og ikke mindst individualistiske udtryksform. Det konfronteres de unge dansere hurtigt med og deres venskab sættes på en svær prøve. Filmen er oplagt at anvende i forbindelse med temaerne ’DDR’, ’Jung sein’, ’Freundschaft’.” (Se trailer)

  • Tigermælk
    "Det er en virkelig god og måske lidt overset fortælling, som rummer en række aktuelle og relevante temaer, for eksempel ’Familie’, ’Freundschaft’ og ’Erwachsen werden’. Den berører en række aspekter i forhold til. ’Kultur og samfund’, for eksempel flygtninge og æresdrab. På CFU kan man finde Filmcentralens vejledning, der giver en klar rammesætning til læreren og konkrete elevopgaver, som også går tæt på filmens scener.” (Se trailer)

  • Mein Sohn, der Klugscheißer
    "Filmen er valgt, fordi den er virkelig sjov. Den repræsenterer en humoristisk indfaldsvinkel til et tema, der kan blive tungt. Dialogen er relativt let og tydelig, og det er derfor muligt at få øje på masser af chunks og relevant ordforråd, som man kan arbejde med. I forhold til samtale har filmen masser at byde på, hvis man vil tale om, hvordan man kan fremstå som anderledes, om det at være anderledes og til at beskrive forskellige måder, hvorpå fordomme kommer til udtryk".

  • Kaugummiblase (kortfilm)
    (Se trailer)

  • Superheroes (kortfilm)

Danièle Eychennes anbefalinger til franskundervisningen


Film til mellemtrinnet

  • Den nye dreng
    "Denne ungdomsfilm egner sig både til mellemtrinnet og udskolingen. Størstedelen af handlingen i filmen foregår i et skolemiljø på et fransk ’collège’ og handler om venskab og fjendskab, som især finder sted blandt drengene. Filmen handler også om den første forelskelse og om at være ny i klassen og forsøge at tilpasse sig. Filmen giver på en kærlig og humoristisk måde et godt indblik i de indre og ydre konflikter, de unge teenagere skal håndtere i deres hverdag”.

  • Tomboy
    (Se trailer)

  • Mit liv som squash
    (Se trailer)

  • Bill

  • Jeanine

Film til udskolingen

  • C.R.A.Z.Y.
    "Filmen kommer rundt om temaer som broderskab, familie, far-søn relation, identitet og homoseksualitet. Desuden har det musikalske univers en stor plads i filmen. Filmen er velegnet til udskolingen og ungdomsuddannelserne og kan åbne for samtale om at føle sig anderledes samt om temaet kønsidentitet. Under 'supplerende materialer' på CFU finder du et materiale med konkrete aktiviteter om Québec og det Quebekiske sprog. Der er også forslag til at arbejde med forskellige aspekter af filmen, som stereotyper, familien og identiteten". (Se trailer)

  • Les misérables
    Det danske Filminstitut skrev om filmen: ”Eksplosivt drama, som vandt Juryens pris på filmfestivalen i Cannes 2019. Det er en varm sommerdag, og Stéphane har sin første dag som politimand i et berygtet ghettoområde i en forstad til Paris. Spændingerne i området er ligesom heden tæt på kogepunktet, og Stéphane får sig en voldsom ilddåb. Da en løveunge bliver stjålet fra et omrejsende cirkus, og en dreng filmer politiet begå overgreb mod en ung fyr, koger det hele over og ender i vold og gadekamp. Les misérables er en nyfødt slægtning til Mathieu Kassovitz’ sort-hvide klassiker Hadet fra 1995”. (Se trailer)

  • Forlad mig ikke

  • Aime-moi (kortfilm)

  • J’me sens poubelle (kortfilm)

  • Belle guelle (kortfilm)