Der er dækket op. På bordet med den flotte hvide dug og de fine glas er der dækket op. Til 21 personer. Kigger man nærmere, og det skal man i denne forestilling, hvor publikum ikke sidder, men som en flok hvileløse vandrere bliver kostet rundt omkring det lange bord, kan man se, at alle opdækningerne er vidt forskellige.

For hvert af H.C. Andersens eventyr er der valgt en række objekter. Et sted er der store vandglas og en stor glasskål. Det er »Den lille havfrue«. Hun er meget tørstig, i hvert fald kan man i uendelige mængder hælde og hælde vand ned i glasskålen. Hvor det forsvinder hen, er mig en gåde. En anden opdækning er »Konen med æggene«.

En vægt, som den tjenerklædte Bodil Alling - på trods af makker Joachim Eggerts advarsler om, at det går galt - bliver ved med at læsse til med figurer af bondegårdsdyr. Symbolet på alle konens luftkasteller. Det går galt. Det vælter selvfølgelig.

Som publikum ikke kun vandrer vi med. Vi gyser også med, lever med og ånder med i denne uvante teatermagi skabt af Gruppe 38 og deres håndplukkede gæsteinstruktører og skabt gennem en omsorgsfuld brug af lys, lyd, objekter, filmforevisninger og lugte. Stort og godt gået af det mere end 30 år gamle Århus-baserede teater - som også modtog en velfortjent Reumert-pris for det kunstneriske kvantespring.

Endnu en fornyelse kommer fra Århus. DaDunk hedder gruppen af ti unge musikere, der med energi og spilleglæde - og i bedste stomp-stil - slår på alt, der giver lyd fra sig. Den spinkle historie, som de har bundet deres rytmer, dans, rap og sang op på, hedder »Klods Hans«. Den kender vi jo godt. Men her fortælles den, så det store publikum i alle aldre ikke kan undgå at klappe, synge og huje. Godt spillet af denne gruppe unge musikere.

For formidlere

En anden nyhed, om end i en helt anden retning, er festivalens arrangementer for formidlere: Oplæg, foredrag og uformelle caféarrangementer. Proppet ind i et weekendprogram, hvor 150 forestillinger allerede kæmper om pladsen.

Ikke underligt var formidlerarrangementerne mest velbesøgt på de tidspunkter, hvor der ikke også var forestillinger i gang. Heller ikke underligt var det mest lærere og bibliotekarer i udkantsområder eller områder, hvor der ikke er tradition for at samarbejde om køb af teater, der mødte op.

For eksempel Jette Malmskov fra én af Nykøbing Falsters centralskoler, Toreby Skole. Gennem 20 år har hun haft tjansen som teaterkontaktlærer, men det har først været i månederne op til Børneteaterfestivalen, det første fælles kommunale projekt i den nye Guldborgsund Kommune, at hun har mødtes med de teaterinteresserede kolleger fra områdets andre skoler.

»Ligesom mange andre steder i landet skal vi spare mere og mere. Derfor har det også været interessant for os at samles for at se, hvordan vi kan blive en pressionsgruppe over for den nye kommune. Hvis vi skal have nogle til at flytte herned, så skal der også være noget kultur. Også børnekultur«, siger Jette Malmskov med tanke på områdets negative befolkningstilvækst.

Storkøberne fra Odsherred

Men der er også mulighed for at høre om andre menneskers dyrekøbte erfaringer med at arrangere børneteater.

For eksempel delte Annie Hass og Britta Skov ud af deres erfaringer fra »Musik og teater i Odsherred«. I en kæmpe bus, halvt fyldt med børn, halvt fyldt med voksne, ankommer de til festivalen.

Udstyret med hvide evalueringsskemaer ser hver enkelt deltager syv af årets forestillinger - og noterer sin umiddelbare vurdering. Og at børn nogle gange vurderer en forestilling meget anderledes end velmenende voksne, har de ofte oplevet. For eksempel elskede børnene forestillingerne med Mister Jones. Mange af de voksne syntes derimod, at de var dårlig smag. Men nu havde Annie Hass og Britta Skov bedt børnene med på råd, nu havde de samlet skemaerne ind i bussen på vej hjem - også børnenes skemaer - og i løbet af de 48 timer, der havde fulgt efter hjemkomsten, havde de bearbejdet noteringerne af oplevelserne. Demokratisk og åbent.

»Og så kan man ikke lige pludselig vende om og sige, at netop den forestilling vil vi alligevel ikke have«, smiler Britta Skov.

Det er på baggrund af den store gruppes samlede vurderinger, at de bestiller de 120 forestillinger, som skal sikre, at hvert enkelt skolebarn får sine to teateroplevelser i løbet af skoleåret.

Når pengene forsvinder

»Pengene til indkøb af teaterforestillingerne ligger i vores pulje. Lige fra projektet startede i 1974, mere permanent i 1979, har det været vigtigt, at teaterposten ikke figurerer på skolernes budgetter. Ellers skal der ikke meget til, før pengene forsvinder. Måske skal der sættes en projektuge i gang, arrangeres en lejrskole eller indrettes nyt fysiklokale«, siger Britta Skov.

At der er brug for et forum, hvor den slags erfaringer - og mange, mange flere - kan blive formidlet videre til andre teaterformidlere, er Rikke Giselsson fra Teatercentrum ikke i tvivl om:

»Det er Teatercentrums ønske at etablere sådan en erfaringsopsamling, og den skal nok være elektronisk. Men man skal hele tiden holde sig for øje, at selvom vi taler om det samme, formidling af teater, er der vidt forskellig praksis over hele landet«.

Det digitale formidlernetværk er altså i tænkeboksen, og det kan ikke erstatte det direkte møde, som Jette Malmskov og andre teaterinteresserede nu har fået gennem festivalens formidlerarrangementer. Det skal være et både-og. Et netværk på nettet, hvor de hårde oplysninger kan ligge. Og et forum på festivalerne, hvor de ensomst placerede af teaterkontaktlærerne kan finde sparringspartnere.