Det er umuligt at se det hele. Det kan ikke lade sig gøre. 160 forestillinger glider over scenerne, og hvis man er rigtig, rigtig ihærdig, kan man nå at se 18 eller 20 i løbet af en weekend. Så har man også set meget. Og set nok.

Sådan er vilkårene for det store opbud af teaterkøbere fra hele landet, der er mødt frem til årets børneteaterfestival. Med notesblok og papir i hånden halser de fra forestilling til forestilling, fra oplevelse til oplevelse, fra teaterunivers til teaterunivers.

Købernes situation ligner meget anmeldernes. Vi halser også fra forestilling til forestilling og gør vores bedste for at se alt, hvad vi kan nå. Og med trætte og teatermætte øjne bliver vi nødt til at skelne.

For eksempel mellem, hvad der er nødvendigt teater, og hvad der er unødvendigt. Af de nødvendige teateroplevelser på dette års festival er der Holbæk Teaters dramatisering af Kristian Ditlev Jensens stærkt roste selvbiografiske »Det bliver sagt«. Forestillingen har samme titel og er ikke blevet mindre rost end sit forlæg: I sin blotlægning af et barn i en pædofils syge kløer er den uafrystelig. Og fuld­stændig nødvendig. At den så samtidig er fremragende løst både dramatisk, scenografisk og instruktionsmæssigt, gør den bestemt ikke mindre vigtig. Blot nemmere at forstå.

Hvordan man smager en engel

I den anden ende af det store spænd af erfaringer og professionel kunnen, som børneteatermiljøet byder på, møder man den nye gruppe »Udspring« og dens gendigtning af Jostein Gaarders »I et spejl, i en gåde«. Emnet, den tager op, er ikke mindre nødvendigt end Holbæk Teaters: Hvad sker der i et barn, når hun ved, hun skal dø? Gruppen har kaldt forestillingen

»Cecilie og Ariel eller hvordan smager en engel?«, og hvor famlende den end er præsenteret, scenografien er for løs og instruktionen for upræcis, så kan den ikke undgå at røre sit publikum.

Hverken hos Udspring eller Holbæk Teater er jeg i tvivl om, hvad de vil sige mig. Eller at de ville sige mig noget. Men der er desværre også forestillinger, hvor man som tilskuer konstant må søge efter en grund til at blive siddende på stolesædet. Den fornemmelse havde jeg for eksempel under Abstrax Teaters »Pigerne på trappen«.

Hvis viljen er rigtig god, kan jeg måske overtales til at tro, at der ligger en vedkommende historie bag den forvirrede fortælling om et par piger på en trappe, en hjort et sted i Sverige og en stor, mørk dame på et værelse. Men godt løst er fortællingen ikke. Og for Asterions Hus »Iliaden« gælder nærmest det modsatte: På trods af et flot formsprog og en ekvilibristisk beherskelse af fysik og krop har den svært ved at overbevise om sin berettigelse her og nu. Ud over at underholde.

Suk efter fornyelse

De to ovenstående eksempler er hentet fra den mellemvare, der ofte er meget delte meninger om. Nogle kan lide den ene, andre kan lide den anden forestilling. Personligt ærgrer jeg mig, når jeg støder på en forestilling, som bærer præg af, at der hverken er lagt nok tid eller nok hjerteblod i arbejdet. Når jeg får en klam fornemmelse af, at det, som sker på scenen, vist er set før. Bare friskere, mere oplagt og mere vedkommende. Som tilskuer kan jeg ikke undgå at sukke, først og fremmest efter den førnævnte nødvendighed, derefter efter fornyelse.

Fornyelsen er der

Dramatiker, instruktør, teaterleder og formand for BørneTeaterSammenslutningen, foreningen, der organiserer 56 af landets professionelle børneteatre, Michael Ramløse forklarer, at fornyelsen er der måske er den svær at få øje på, men den er der. Og hvis ikke den er der, er den på vej.

»Den kommer til dels gennem en række unge dygtige folk, der kommer ind i de såkaldt gamle teatre. Og indimellem op­står der helt uden for børneteatermiljøet nye børneteaterinitiativer, der vil sige børnene noget, og som er i gang med at finde et nyt formsprog«, siger Michael Ramløse, før det kommer med et opgivende suk:

»Det er ikke så tit, de dukker op. Desværre kommer der mange, mange som ikke har noget at byde på. Og desværre kommer der også forestillinger på festivalen, som efter min bedste mening aldrig skulle have været produceret, og hvis de var blevet produceret, så burde de aldrig nogen sinde være vist for et publikum. Det synes jeg er ærgerligt og beskæmmende. Både for området og for en så stærk og flot manifestation som børneteaterfestival«.

Heldigvis var der få af den slags tåvridende eksempler på den netop overståede festival. Og heldigvis er der altså stadig mange teatre, der har meget at byde på. Læs anmeldelserne og vurder. Eller endnu bedre: Kom selv til festival næste år er det i Ringsted og se, hvad det danske børneteater har at byde på. På trods af denne kritik kan det stadig med rette kaldes for verdens bedste.

Læs mere på www.teatercentrum.dk

folkeskolen@dlf.org

»Det er klassiske dramaer, absurde komedier, små kammeroperaer, moderne dans, mime, slapstick, gadeteater og meget mere. Det er teater med nærhed og med indhold, det er teater på børnenes præmisser, det er provokerende, og nogle gange er det ligefrem skræmmende teater«.

Disse meget præcise ord er taget fra bagsmækken af Carsten Jensens »For det største i de mindste et strejftog gennem dansk børneteater 1994-2004«.

Bogen udkom på årets børneteaterfestival og er en selvstændig opfølgning af forfatterens tidligere »Intet spil for galleriet«. Udgivet af BørneTeaterSammenslutningen og i kommission hos forlaget Drama.

Læs mere på www.drama.dk