Børneliv

Børn, der er vidner til vold i hjemmet, klarer sig dårligere i skolen

Børn fra hjem med vold mellem de voksne har et højere fravær, og færre gennemfører folkeskolens afgangsprøve.

Offentliggjort

Børn, der oplever fysisk og psykisk vold mellem de voksne i hjemmet, klarer sig dårligere i skolen end deres jævnaldrende klassekammerater.

Det viser nye tal fra Børns Vilkårs rapport "Psykisk vold i hjemmet".

- Børnene har langt mere fravær end andre børn. De har simpelthen sværere ved at passe deres skolegang, og børnene har et dårligere karaktergennemsnit, siger specialkonsulent ved Børns Vilkår Anne Kappelgaard Bove.

Børn, der er vidne til vold i hjemmet, har gennemsnitligt en fraværsprocent på 9,5. Tre fjerdedele af børnene består 9.-klasses afgangsprøve og de, der består prøven, har gennemsnitligt et karaktergennemsnit på 5,9.

Til sammenligning har deres øvrige klassekammerater en fraværsprocent på 5,2, mens 89 procent består afgangsprøven. De, der består den, gør det gennemsnitligt med et karaktergennemsnit på 7,5.

Undersøgelsen bygger blandt andet på en registeranalyse blandt 7564 børn under 18 år, der kom fra hjem med indikatorer på vold.

11 procent af skolebørn i 8. klasse har oplevet fysisk, psykisk eller materiel vold mellem de voksne.

76 procent af de elever, der har oplevet vold mellem de voksne i hjemmet, har desuden selv været udsat for vold i hjemmet.

Børnene fortæller ifølge Børns Vilkår, at de oplever symptomer som mavepine, ønsker at forsvinde væk og har tanker om misbrug og selvmord.

Mange af børnene tør ikke række ud efter hjælp, og dem, der rækker ud, bliver ikke troet på og modsagt af deres forældre.

Og konsekvenserne fortsætter, efter at børnene har forladt grundskolen og er blevet voksne, fortæller Anne Kappelgaard Bove.

- Det er vanskeligt for dem at komme ind på arbejdsmarkedet, og de er i risiko for at få et ustabilt voksenliv, siger hun.

Børns Vilkår efterlyser - som en del af en større handlingsplan - at der kommer en selvstændig paragraf i straffeloven, der kriminaliserer vold begået i et barns nærvær, ligesom det allerede er indført i Norge.

- Vi ønsker noget tilsvarende, fordi man på den måde giver mulighed for at forældrene kan blive straffet.

- Men allermest ønsker vi, at der sker et paradigmeskift, hvor man får øjnene op for, hvilke alvorlige konsekvenser det her har for børnene, siger Anne Kappelgaard Bove.