Denne bogs største kvalitet er et stort beskrivende og analyserende afsnit om elevers kedsomhed i skolen. Det er uhyggelig læsning, og det er spændende som en kriminalroman. For selv om lærere er sammen med deres elever dage, uger og år og derfor ved meget om dem, er der også meget, de ikke ser og ikke hører. Meget, som har stor indflydelse på, hvad de enkelte elever får ud af at gå i skole.

Ditte Dalum Christoffersen har fulgt to klasser fra 7. til 9. Det kom der en spændende ph.d.-afhandling ud af, som hun nu har redigeret, forkortet og bearbejdet til en tankevækkende bog i forlaget Unge Pædagogers serie ”Forskning for skolen”.

”Jeg bruger ikke de voksne”, fortæller Poul fra 7.x i en af de mange åbenhjertige elev-forsker-samtaler, som – sammen med observationer – er det empiriske grundlag for bogen. Poul keder sig i skolen, og hans oplevelse er, at hverken forældre eller lærere lytter til ham. Han skal bare tage sig sammen, mener de. Er det ikke ret svært at klare sig, når man er 13 år og ikke har nogen voksne, man stoler på? spørger Ditte Dalum. ”Sådan har det altid været”, svarer Poul. ”De tror bare ikke på det, vi siger. Jeg tror, de er bange for sandheden, at vi ikke særlig godt kan lide det, vi laver”. Her rammer Poul måske ind i et voksenkedsomhedstabu, mener Dalum. Mens nogle elever står af, fordi de synes, at opgaverne er kedelige, er der andre, der mener, at de spilder tiden, fordi opgaverne er for nemme, eller fordi det virker meningsløst at skulle vente på at komme i gang med dem.

Derhjemme kan børnene altid lave noget andet – spille på computer, gå på Facebook, se tv, være sammen med venner, læse en bog, ringe til mormor … I skolen derimod er der meget færre flugtveje ud af kedsomheden, ja, ofte er der kun én legitim måde at klare det på: At tage sig sammen og løse opgaven. Og mens de politiske forventninger om faglig opstramning, så Danmark kan klare sig i den globale konkurrence, siver ned over ledere og lærere som kontrol, målstyring, test og evaluering, sker der noget med eleverne. De skal skrive logbog, de skal sidde stille, de skal samarbejde og høre efter. De skal blive inde i klassen, de skal gå ud af klassen. De skal spise, de skal lade være med at spise. De skal sidde stille på stolene … på bestemte skemalagte tider og regelbundne måder. De skal have lyst! Men samtidig skal de også være selvstændige, kreative og innovative. De skal forholde sig til sig selv, til læreprocesserne og til de mål, som andre har opstillet. Og lærerne skal kontrollere, at det hele går rigtigt til.

Det gør det selvfølgelig ikke. For børn og unge møder langtfra altid politiske og pædagogiske forventninger med nysgerrighed, åbenhed og lyst til at lære mere. Lige nu. De møder med mentale rygsække fyldt med følelser og kropslig uro, længsler efter venskab og popularitet, angst for social eksklusion og meget, meget mere. I den hverdag, der præsenteres i bogen, slipper skolen generelt ikke godt fra at forsøge at få de officielle krav og forventninger til at gå i dialog med elevernes egenverden. Med undtagelse måske hos Sanne i fysik/kemi.

Poul er en stille dreng, men stille på den forkerte måde, mener lærerne. Han sender kropslige signaler, som åbenlyst signalerer kedsomhed. Er der slet ikke undervisning, der er spændende? bliver han spurgt. ”Øh, sidst var fysiktimen, tror jeg nok”, svarer han. Der skulle han nemlig svare på en masse spørgsmål på et ark, og det var udfordrende! Der var ting, han blev nødt til at finde ud af, inden han kunne svare, fortæller han.

Et spændende ark med udfordrende spørgsmål!? I stort set alle elevinterview omtales fysiklæreren Sanne som ”tillidsvækkende, sjov og lyttende”, hos hende var der meget mere bevægelse, samtaler hen over bordene og mere latter. ”Bevægelser og lyde bærer i disse timer præg af at være anderledes selvfølgelig legitime”. Sanne korrekser ikke eleverne på samme måde som andre lærere, og hun skælder sjældent ud. ”At få lov til at bevæge sig, tale og grine synes at være væsentligt for den gode lærers praksis, og det muliggør, at eleverne kan forbinde sig til meningen sammen med hinanden gennem forbindelser til den faglige længsel”. Og så gør aktiviteter med reagensglas og kolber, lodder og trisser også noget. Eleverne henter selv i skabe, de vejer, måler og eksperimenterer – sammen og alene. De låner af hinanden og spørger hinanden. Her vågner Poul op, så et ark med spørgsmål om Danmarks jordbund bliver udfordrende og relevant!

Bogens styrke er, at der gås helt tæt på elevers verden af følelser, lyster og tanker, som lærerne ofte kun fornemmer – og som overtrumfes af de såkaldt faglige krav. Det ser ud til, konkluderer Ditte Dalum, at jo mere politikere og lærere forsøger at stramme grebet gennem kontrol og disciplin, for at eleverne skal få et større fagligt udbytte af skolegangen, ”jo mere synes man at forhindre lyst til læring – og dermed vanskeliggøres faglig læring. Jo mere lærere synes at skulle kontrollere - og forsøger at gøre det - jo mere kalder det på modmagt fra eleverne”.

At korrekturen har svigtet et par steder, at der henvises til en blå pil, der er sort, og til et rødt kryds, der også er sort, og at de få illustrationer generelt er dårligere gengivet end i ph.d.-afhandlingen, er irriterende, men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af, at det er en fremragende og vigtig bog.