"Nærvær og empati i skolen" er en håndbog, som har 69 øvelser til at styrke lærerens evne til både at tænke og at føle klart. Bogen anerkender, at det ikke er en let kunst, men de 69 øvelser kan hjælpe den enkelte til at rette nærvær mod sig selv, men også  mod andre.

I første del beskrives essensen i det gode læringsmiljø. Der er her lagt fokus på kompetencen til at danne gode relationer og kompetencen til at møde det hele menneske. Her påpeges det blandt andet, hvordan læreren – for at udvikle gode relationer med eleverne – skal udvise tolerance, respekt, interesse og empati over for hver enkelt af eleverne. En opgave, som i mine øjne kan virke noget uoverkommelig, men håndbogen argumenterer vel for sin sag, da det netop påpeges, at da læreren ikke er ligestillet med eleven, har denne derfor et større ansvar for relationens kvalitet. Dog skal man som lærer turde se sig selv i øjnene og erkende egne begrænsninger i forhold til den gode relation.

Det er bogens tese, at fællesskabsfølelsen starter hos individet. Derfor er relationen til barnet vigtig, så barnet ikke mister kontakten til sig selv – eksempelvis gennem skamfølelse. Med andre ord: Bliver man selv taget alvorligt, tager man også andre alvorligt. Med mange forskellige eksempler påpeges det, hvordan balancen mellem indadrettet opmærksomhed og udadrettet opmærksomhed er altafgørende for læringsmiljøet. Der inddrages også, hvad der beskrives som naturlige kompetencer (hjerte, bevidsthed, åndedræt, kreativitet og krop). Disse beskrives som fundamentet, når det gælder udvikling af den enkeltes nærvær, empati og opmærksomhed.

Anden del udgøres af konkrete scenarier og konkrete øvelser til at tackle hverdagen i skolefritidsordningen og i klassen. Grundlæggende udgør mange af øvelserne forskellige åndedræts-, berørings- og visualiseringsøvelser, som bruges til at lade den enkelte mærke, hvordan han eller hun har det. Mange af øvelserne er også bakket op gennem film fra den dejligt overskuelige hjemmeside bornslivskundskab.dk. I anden del påpeges det også, hvordan procesdimensionen – altså hvordan vi gør tingene – ofte er undervurderet i forhold til relationerne i klassen i forhold til indholdsdimensionen, som der ofte fokuseres på. Procesdimensionen er den atmosfæreskabende dimension i fællesskabet og fortjener mindst lige så meget opmærksomhed som indholdsdimensionen. 

Bogen er herligt konkret og overkommer den svære balance, der kan være mellem teori og praksis. Den anbefales herfra i disse inklusionstider, hvor roen måske er svær at finde – for som det også påpeges i slutningen: jo dybere kontakten er indadtil, jo længere kan den enkelte række ud i verden med empati, nærvær og opmærksomhed på både lokalt og globalt plan.