Gennem flere år har vi jævnligt taget vores elever med på cykelture. Under Coronaen er det blevet til cykelture en eller to gange om ugen. Vi cykler ud i landskabet for at komme på museum eller få oplevelser i naturen. Cyklerne er blevet en af vores muligheder for at komme ud af huset og se noget andet. Og eleverne er vilde med det.

Også, selv om det nogle gange er hårde ture på 20-40 kilometer i al slags vejr. For nogle elever er det bedre, jo længere det er, og jo værre vejret er.

”Viktor og Magnus cykler ved siden af hinanden og taler om normalitet. De prøver at finde ud af, hvad der mon er normalt. 5 klasse har lige været nede og tale med præsten i Skelby/Gunderslev kirke, og nu skal de cykle 10 km hjem til skolen i Fuglebjerg, så der er god tid til at tale om det emne, som optager dem efter dette besøg.”

De får en oplevelse af at kunne klare det, og det er vores opfattelse, at de får styrket deres selvtillid.

Oven i cykelhjelmen får de styrket fællesskabet i skolen, for de hjælper hinanden. De svageste cyklister kører forrest, og de stærke venter pænt bagved og uden at håne. Det er aftalen mellem dem.

”Sofie står på en mark og stamper i jorden. Det siler ned, og hun orker ikke at cykle mere. Hun fortæller, at hun lige har brug for en pause. Klassen er på vej til Karrebæksminde, en tur på ca. 30 km. Hendes klassekammerater synger en sang fra den musical, de lige har været med i. Ingen skælder ud eller hundser med hende. Sofie sætter sig igen op på cyklen, og cykler videre. På et tidspunkt siger en dreng til hende, ”jeg orker ikke mere”. Sofie spørger, om hun skal tage hans taske, samtidig med at hun siger til ham, at hun godt kender det med at være træt, men det skal nok gå. Hun mener godt nok at hendes to lærere er strenge, men når man har klaret cykelturen, føler man sig ekstra sej.”

At de også lærer noget om at begå sig i trafikken, er indlysende. Vi fortæller dem om reglerne for en cyklist, når de f.eks skal igennem et trafiklys. På den måde bliver de uafhængige af deres forældre og de bliver bevidste om, at de kan transportere sig selv.

Lærke råber med glæde i stemmen:

"Yes,vi skal cykle gennem skov, det har jeg altid drømt om".

Det er på en tur til Næstved, hvor klassen skal lære, hvordan man klare sig i et lyskryds. Turen er i alt på 43 km. Da de skal vælge mellem den lette og direkte vej hjem eller den lange igennem skoven, vælger de skoven. Måske fortrød de, for det var lidt hårdt.

Vores cykelture indbyder også til at udvikle eleverne sanselighed. De opdager, at hvis de er stille ude i naturen, er der en mulighed for at se en hare eller nogle rådyr.

Vi vil meget gerne være med til at skabe en cykelkultur blandt vores elever, og vi er allerede godt på vej.

Vores ledelse støtter os og vores kolleger og de fleste forældrene bakker op om cykelturene. Ledelsen giver os timer til turene, kollegerne ved at komme med ’thumbs up’ og spørgsmål til, hvordan man kan gøre det. Og forældrene sørger for at elevernes cykler og udstyr er i orden (stort set).

Som lærere oplever vi, at vi får snakket med børnene på en anden måde, når vi er ude at cykle. Vi kan se, hvordan de kæmper med tingene, og vi kan bruge det i undervisningen.

For vi – og de – ved, at de kan klare meget mere, end de selv tror.