Selvom vi er i en tid hvor man prøver at minimere kønsforskellen mellem drenge og piger, viser forskning at både drenge og piger, håndterer diskussioner og konflikter forskelligt i deres perceptioner, og dermed i deres måder at diskutere på. 

Det giver knas i kommunikationen både i forhold til eget køn og kønnene i mellem. For begge parters vedkommende giver det nogle ”benspænd”.

Men der er faktisk nogle aspekter, vi voksne kan tage højde for, når der diskuteres. Og vi kan lære børn, hvordan man håndterer diskussioner og konflikter, under hensyntagen til disse aspekter. 

I løbet af deres opvækst lærer drenge og piger at håndtere diskussioner og konflikter på forskellige måder. I vores kultur er de sociale opvækstvilkår, både hjemme og i skolen, nemlig generelt stadig fokuserede på, at drenge bliver fysisk/kønsorienterede, og piger bliver relationsorienterede. 

De sociale og kulturelle opvækstvilkår giver derfor drenge og piger forskellige værktøjer til at håndtere diskussioner og konflikter.

Drengene håndterer ofte konflikter enten via anvendelse af fysiske værktøjer, som slåskampe, trusler og anvendelse af fysiske greb, eller via prankning/jokes, som er en envejskonflikthåndtering.

Pigerne håndterer konflikter via verbale relationsorienterede værktøjer, som ekspression af følelser og omsorg, men også via indirekte konflikthåndtering som diskreditering i små grupper. 

Hvad betyder de forskellige håndteringer for konflikterne?

For pigernes vedkommende, giver det at håndtere konflikter relationsorienteret verbalt umiddelbart en fordel, da de udvikler deres relationelle verbale kompetencer, og dermed finder ud af hvor de hver især står overfor hinanden. Deres indirekte håndtering giver dem dog kun en halv fordel, da de ikke får sagt alt i forum.

For drengenes vedkommende, giver deres fysiske anvendelser og envejshåndteringer af konflikter dem verbale inkompetencer når de diskuterer, da de ikke udvikler deres relationelle verbale kompetencer. 

Kort sagt: Pigerne ”taler emotionelt men undlader dele af de vrede følelser”, mens drengene ”taler fysisk og envejsorienteret”.

Og det er faktisk ikke altid til pigernes fordel, at de har lært at kommunikere relationsorienteret da de undlader at diskutere dele af relationen, ligesom det ikke altid kun er en ulempe for drengene, at de ikke har lært hele repertoiret indenfor den emotionelle verbale kommunikation.

Hvorfor er det relationsorienterede verbale værktøj ikke altid en fordel for piger at benytte sig af, eller en ulempe for drenge ikke at mestre det?

Den verbale fordel for pigernes vedkommende vendes derfor desværre ofte til en ulempe, da de tit tager flere gamle uafsluttede konflikter med ind i den nuværende konflikt. Det betyder, at de er nødt til at forholde sig til flere konflikter, og dermed flere ”bolde i luften”. Det at de er nødt til at forholde sig til flere diskussioner samtidig, betyder at de sjældent når at løse nogen af problemerne – det er for uoverskueligt og tager for lang tid så de når at opgive, og vælger derfor ofte at bruge tid på at opnå en god relation ”lige nu”, i stedet for at få løst problemerne. 

Da de stadig er frustrerede efter endt diskussion, fordi de ikke fik løst konflikten, vælger de derfor ofte at tale om deres frustrationer i de små grupper, hvilket ikke hjælper den overordnede relation. Og med dette opnår de endnu flere uløste konflikter, og dermed frustrationer overfor hinanden, som de går og tænker på.

For drengenes vedkommende giver den manglende emotionelle verbale kompetence ligeledes konflikter, der ikke løses på en hensigtsmæssig måde. Sejrherren i den fysiske kamp har ikke fået løst problemet, men blot vist den anden, at det er ham, der lige nu er længere oppe i hierarkiet, og den besejrede vil, udover ydmygelsen, ligeledes stå tilbage med uløste frustrationer. ligesom ”pranknings- jokesejren over den anden heller ikke løser noget. 

Til gengæld har drengene en fordel, når de endelig relationsdiskuterer, for de bringer ikke andre konflikter end den nuværende konflikt ind i diskussionen, de styrer efter målet – at få løst konflikten hurtigst muligt for så at komme videre. Denne hurtige løsning af en konflikt fører dog ikke altid til en konfliktløsning, da der primært fokuseres på at komme videre og ikke på sagens kerne.

Kommunikationens betydning i konflikterne

Drengenes arbejden udadrettet via fysiske trusler, voldsomt kropssprog, slåskampe pranks/jokes er aldrig at foretrække i konflikter, da de ikke fører til en løsning. At arbejde kun med det mål at komme ud af konflikten, er heller ikke hensigtsmæssigt da alle involverede parter aldrig er fuldstændig enige om, hvad der skete, og hvorfor det skete. Sandsynligheden for at alle de involverede parter tænker det samme og har samme syn på verden er nemlig praktisk taget ikke eksisterende.

Pigernes inddragen af gamle konflikter og talen om hinanden i små grupper giver ”støj”/ bias i den nuværende konflikt, da fokus ofte ændres, på grund af gamle uløste konflikter, og dermed følelser der opstår. Konflikten tager derfor ofte en drejning i en anden retning, som ender med at hverken den nuværende konflikt, eller gamle inddragede konflikter, bliver løst tilfredsstillende for alle involverede parter.

At bruge vores kroppe fysisk er vigtigt for os, men i diskussioner og konflikter er det verbale emotionelle værktøj at foretrække. 

Multitasking er ofte fordelagtigt, men netop i diskussioner og konflikter er det en fordel, kun at have fokus på det konflikten eller diskussionen handler om. 

Hvad kan man som lærer gøre?

Som lærer er det nødvendigt at anerkende og forholde sig til den forskellighed vi stadig accepterer hos børn, hvis vi vil gøre noget andet. Men hvad kan vi voksne gøre, som er anderledes end det vi gør nu?

Vi kan lære drenge at tale om de følelser som frustrationer og irritationer etc. der starter en konflikt, og derefter italesætte følelserne i forhold til de relationer de har. Efter slåskampe, der alligevel opstår, er det stadig vigtigt at prøve at finde årsagen, og derefter tale om relationer og løsninger.

Vi kan lære piger at have fokus på én ting ad gangen, når de er frustrerede eller irriterede, og vi kan lære dem at alt skal frem i plenum, da diskreditering i små grupper gør relationerne værre, og konflikterne større. Når snakken i de små grupper alligevel sker, er det vigtigt at italesætte hvad det gør ved relationerne.