At holde en kunstpause, er den planlagte pause, der skal give plads til noget … forventet;

-det ku være klapsalver, det ku være latterbrøl, det ku være gysen. Det ku være så meget; i dag er det en tvungen eftertanke. Jeg vil stille nogle af de spørgsmål, som burde være den naturlige refleksion af en Skoles Virke.

Men sådan er det åbenbart ikke helt, derfor har jeg tænkt mig at gøre det. og jeg har valgt at kalde dem KunstPauser.

Hvad er skolen for en størrelse anno 2022?

-er mit første store spørgsmål, som ikke er blevet stillet i mere end 10 år, samtidigt med, at skolen har undergået kæmpe omrokeringer. De seneste år p.g.a. Corona og optil årene p.g.a. af en skolereform.

Ja, hvad er skolen egentlig for en størrelse her anno 2022?

Det er ikke stedet med kreativitet og håndens kraft overfor åndens!

Det er ikke stedet hvor hvert barns personlige styrker og svagheder mødes 1:1!

Det er ikke det spændende og selvudviklende samfundsprojekt, hvor samtlige aktører mødes i gamle og nye aktiviteter!

Hvad er skolen da?

Skolen er siden 2013 blevet et ikke-sted.

Fremkaldt og forstærket af Corona fremstår skolen nu, som alt det vi faktisk ikke ønsker.

Når skolen ikke længere er der hvor vi mødes, og lader ting ske, bliver skolen absurd og meningsløs.

Skolens iboende styrke er ”selve mødet”.

Man kan ikke ”mødes” via Zoom eller tests.

Man kan uddelegere aktiviteter, der kan løses enkeltvis. Man kan stille ganske få og meget firkantede opgaver, der kan formidles, forstås og løses uden ægte mulighed for at blive mødt/hjulpet ind i essensen og meningen med opgaven.

Skolen er stedet hvor det fælles løfter og faciliterer individers personlige udvikling, der spejler alt tilbage i fællesskabet.

Skolen er stedet hvor kroppe taler, hvor blikke fortæller og hvor suset af fordybelse mærkes fysisk- ligesom larmen af ligegyldighed, gør det.

Når skolen bliver frarøvet sin fysiske substans, formidles viden og intentioner i et vaccuum.

Og det meste af formidlingen bliver tømt for indhold og ender dermed som meningsløse handlinger.

Hvornår blev skolens funktion, som en række meningsløse handlinger indført?

Det var ikke via Corona, men her blev det blot fremkaldt og tydeliggjort.

Hverken forældre eller elever protesterede særligt over at leve den substansløse skole i Coronatiderne. I stedet var oprøret mest imod tidsperspektivet. De mange timer foran skærmen.  

De krævende aktiviteter, der naturligvis kostede forældrenes klare opmærksomhed, fordi ingen undervisning, læring eller oplevelser foregår fra hjerne til hjerne alene.

Forældre, hvis børn mistrivedes pga den manglende personlige og fysiske kontakt, gjorde hvad de kunne og det hjalp. Lidt.

Lærerne vidste naturligvis udmærket hvor fattigt et tilbud, denne her skole er/var.

Men de er generelt udmanøvrerede, og har været det så lang tid, at end ikke deres ledere orker at sikre sig den mest grundlæggende viden om hvad en levet skole faktisk er for en størrelse.

Derfor lavede de allerfleste skoleledere simpelthen bare digitale skemaer, som overtog dagens skoleskemaer- æret være de få ledere og skoler der greb denne her anderledes an. Og sådan gik det i månedsvis. Og sådan er det fortsat for størstedelen af skoler.

Den ”gamle skole” havde grebet Coronaen helt andersledes an.

Her ville man være mødtes i lærerrådet, og diskuteret sig frem til den/de løsninger der ku virke lokalt, præcist og målrettet for LIGE netop denne her skoles børn og forældre.

Men det var dengang, skolen var et fælles anliggende. Her ville man have forholdt sig til substans, kreativitet, udvikling af færdigheder og selvstændighed i løsningen af diverse opgaver.

Her ville man ha taget hånd om sårbare elever med det samme. Her ville klasselæreren være den der sikrede det fællesskab, der nu var under stærkt pres, fordi at alle ved, at det er fællesskabet, der er skolens vigtigste motor. Der hvor skolens virke er udtalt, og synligt i alle beslutningsniveauer, der kan skolen genfindes og genfinde sig selv i mange forskellige former.

Der hvor skolen er tømt for sin indre oprindelige kraft, bliver samtalen tom og fyldt med ydrestyrede beslutninger.

Nu hvor skolen ikke længere er et fælles anliggende, henvises der ikke længere til substans og indhold, men til ”rammer”.

Her under Coronaen har vi kun de konkrete parametre tilbage;

-       om ANTAL elever i et klasseværelse, der afgør skolens funktion, som smittespredersted.

-       om TIMER foran skærmen, der afgør om undervisning finder sted.

-       om lederens evner som SKEMALÆGGER, der måles som effektiv skolegang.

Skolen er ikke et fælles anliggende længere, der af de store videnshuller, tabet af skoleglæde og den rungende tomme genklang af meningsløse aktiviteter.

For at finde tilbage til tiden før Corona, må jeg stille endnu et spørgsmål; hvornår og hvordan tømte vi skolen for meningsfuldt indhold?

Optakten til denne meningstømmende undervisning, startede for alvor med indførelsen af Nationale Tests, der igen opstod i en EU-administrationstænkning og et djøffet behov for ”sammenligning” af skoleliv og viden.

Det kigger jeg på i Kunstpause-2