Cirka en elev i hver klasse i udskolingen er ude i nærmest kronisk skolefravær, fortæller lærer Meike Diederichsen. Hun kan umiddelbart godt forstå, at man i Undervisningsministeriet ser elevfravær som et parameter, når en skole skal vurderes. Men hun mener ikke, at det holder. Netop fordi der er opstået stort fravær hos unge, der har det rigtig dårligt generelt eller i hjemmet.

"Jeg har én, der ikke har været i skole i et halvt år, og mine kolleger kender til det samme. Vi gør det, man plejer at gøre: inddrager forældrene, børne- og familiecentret, AKT og PPR. Men vi oplever, at det er problemer, der ligger udenfor skolen", siger Meike Diederichsen, der har skrevet en kronik til folkeskolen.dk om emnet. (se link til højre for artiklen)

Der kan for eksempel være tale om familier, der har det dårligt, om nomadefamilier eller et barn, der må blive hjemme for at passe på en psykisk syg forælder.

Vigtigt at være social

"Jeg har jo ingen videnskabelig empiri for det her, men jeg oplever, at selvskadende adfærd hos unge som at skære i sig selv eller spiseforstyrrelser er for nedadgående. Til gengæld er kronisk fravær for opadgående. Det er dér, de unge tydeligt viser, at de har det dårligt. Min mavefornemmelse er, at det er et modefænomen, og jeg mener, at man skal tænke på selvskadende adfærd her".

Meike Diederichsen forklarer, at det i dag for de unge er meget vigtigt med social interaktion. At være social er lig med at være. Og den ultimative form for selvskade er at stoppe samværet med jævnaldrende. Et selvskade-fænomen for facebook-generationen.

"Klassekammeraterne opgiver at regne vedkommende med i fællesskabet. Også i klasser hvor der er et godt socialt fællesskab. Andre gange kan den unge fraværende godt have noget kontakt via de sociale medier med nogle af kammeraterne", fortæller hun.

"Det er altid et råb om hjælp. Den unge lukker ned, burer sig inde og deltager ikke i noget. Desværre har det en smittende effekt. Men råbet om hjælp betyder ikke nødvendigvis, at den unge bliver mobbet i skolen eller har skoleproblemer. Det kan sagtens være i hjemmet, at problemerne ligger".

Ellen Trane: Opgør med 'tys-tys lukkethedskultur'

Meike Diederichsen mener, at det mest fortvivlende er, at skolen jo kun kan gøre noget, hvis den unge kommer og fortæller, at der er problemer.

"Vi har nogle, vi fanger, før det går galt. De kan tale med én, der måske kan hjælpe dem, og vi kan sørge for, at den unge får et reduceret skema, hvis det kan hjælpe".

Systemet virker ikke

Meike Diederichsen fortæller, at skolen har fået øje på dette problem indenfor de seneste par år og bestemt reagerer, når der er tale om meget fravær for en elev. Så går apparatet med forældresamtaler, netværksmøder og alt andet i gang. Men forældrene er ofte magtesløse. De kan være en del af problemet og kan ikke få barnet afsted til skole om morgenen.

Som regel begynder problemet i puberteten, hvor nogle oplever omstændigheder, der er for hårde for dem.

Hun nævner også det andet fravær, at familien vælger at tage på ferie udenfor skoleferierne. Eller giver deres børn en "fridag" fra skolen ind imellem. Men det er det kroniske fravær, som hun kalder tragisk.

"Selvskadende adfærd er en sygdom. I behandlingsverdenen betragter man disse sygdomme som en relationel lidelse - det er ikke den unge men hele familien, der lider af selvskadende adfærd. Vi har grupper mod angst i skolen, AKT, SSP og PPR. Vi holder netværksmøder og har "hjemme-hos" for de socialt svage. Men hvad nytter det, når hovedpersonen bliver væk", spørger Meike Diederichsen.

"De fraværsramte unge har taget systemet med bukserne nede, for der er ikke et beredskab, der matcher deres behov".

Samtidig ser hun dokumentationen, hvor skolen skal melde fravær ind hver morgen.

"Vi er sat skakmat af en lidelse, der foregår udenfor skolen. Første skridt mod en løsning er at tale åbent om det", siger hun.