Efter turen i motionscentrets maskiner er der fri leg i vandet

10. klasse i indbyrdes konkurrence

Konkurrence er nøglen til at få de store klasser op af stolene, så de får mere motion. I Skive lykkedes det at få en 10. klasse til at kæmpe mod hinanden, og det blev til både en første- og andenpræmie i stor national konkurrence

Offentliggjort Sidst opdateret
»Man kan jo ikke se på mig, at jeg er i dårlig form. Og jeg ser jo pæn nok ud, jeg har ikke brug for store muskler«, fortæller Marianne Laursen, mens hun hjælper Mathias Pihl med at styre vægten

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En morgen i sommerferien. Havregryn. Med sukker. Mælk på. Øjne, der falder tungt på mælkekartonen. Bogstaver bliver til ord. Som regel er det ligegyldige ord, der på ingen måde forstyrrer freden. Men ikke denne morgen hjemme hos idrætslærer Dennis Storgaard Gude.

Midt i sine Solgryn fik han en god idé: Hans kommende 10. klasse skulle med i en konkurrence, som blev beskrevet bag på mælkekartonen: »Aktiv rundt i Danmark«, en årligt tilbagevendende kampagne for børn, fysisk aktivitet og sund mad.

Det passede som fod i hose for Dennis Storgaard Gude, der sammen med kollegaen Michael Winther netop var i gang med at forberede sig på det nye temahold i »Krop og sport« på Ti'eren - Skive Kommunes 10. klasse.

»Jeg tjekkede hjemmesiden med det samme og så, at det var både nemt og overskueligt at være med«, fortæller Dennis Storgaard.

Konkurrencen gik ganske enkelt ud på at røre sig mest muligt. Målet var, at hver elev er aktiv i mindst én time hver dag i de tre uger, kampagnen kører - i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefaling. Og jo mere man rører sig, desto større chance for at vinde hovedpræmien.

Efter en snak med kollegaen og en mail til skolens leder var Dennis Storgaard klar til at melde klassens rundt regnet 25 elever til. Men en usikkerhed fik ham til at tøve i sidste sekund. Der skulle mere konkurrence til, hvis de to lærere skulle få en 10. klasse ud at motionere for alvor.

»Det er en svær aldersgruppe at motivere til at bevæge sig mere, end de plejer. Så vi bestemte os for at melde dem til som to klasser, 10.a og 10.b, som så kunne konkurrere mod hinanden«, siger Dennis Storgaard.

Danmark rundt hver morgen

I alt 42.000 elever fra 0.-10. klasse deltog i kampagnen, der varede i tre uger og sluttede på Skolernes Motionsdag, fredagen før efterårsferien. Klasserne var delt op i fire aldersgrupper med præmier i hver gruppe.

De to lærere drømte om at vinde puljen for 8.-10. klasse - og ikke mindst præmien: En super-aktivitetsdag for hele klassen med moderne dyst i kajak-race, klatring, forhindringsbane - alt sammen noget, voksne legebørn er vilde med.

Den enkelte elevs engagement er nøglen til sejr. Princippet i konkurrencen er, at hver enkelt elev skriver alle fysiske aktiviteter på sit personlige aktivitetskort, som så afrapporteres til klassen hver morgen. Jo mere bevægelse, desto flere point. Der er ekstra point for at spise morgenmad, frokost og frugt.

Sloganet »Aktiv rundt i Danmark« skal tages helt bogstaveligt, idet klassen kan bevæge sig rundt i landet ved hjælp af de opnåede point. Hver klasse får et danmarkskort, så eleverne kan følge deres fremskridt. I Dennis Storgaard og Michael Winthers 10. klasse var der to kort, der hver dag skulle opdateres.

»De to hold tog konkurrencen mod hinanden mere alvorligt end konkurrencen på landsplan. Hver morgen gjorde vi pointene op og fandt en vinder«.

Alle former for fysisk aktivitet gjaldt. Det ene hold havde en næsten professionel cykelrytter, og det udfordrede den anden gruppe til at yde en ekstra indsats. Mange spiller i forvejen fodbold og håndbold, andre bringer varer ud eller flytter kasser og flasker på deres fritidsjob, de fleste går eller cykler i skole. Hver ti minutters aktivitet gav et point.

Alle kommunens 10.-klasser blev udfordret

På konkurrencens sidste dag gav de den en ordentlig skalle og udfordrede alle kommunens 10.-klasser til et motionsløb på militærets øvelsesbaner. I alt 110 elever løb enten fire eller otte kilometer, og vinderklassen blev den, der havde løbet flest kilometer i gennemsnit.

Med stolthed i stemmen fortæller Dennis Storgaard, at deres klasse vandt hovedpræmien i kommunen, en bowlingtur, foruden de bedste tider for både fire og otte kilometer.

Endnu stoltere er han imidlertid over, at klassen også løb med hovedpræmien i den nationale konkurrence. Eller rettere: Hovedpræmierne. Den ene halvdel af klassen vandt nemlig førstepladsen med 445 point, mens den anden halvdel med 428 point kom på andenpladsen.

»Med hårdt arbejde, kampgejst og en god portion konkurrencementalitet lykkedes det vores to hold at vinde både første- og andenpræmien«.

Ti'eren i Skive

»Krop og sport« er en særlig linje eller temahold af et halvt års varighed - med 12 timers temaundervisning om ugen, halvdelen som idrætstimer, den anden halvdel som dansktimer.

Ti'eren i Skive udbyder hvert halve år omkring seks temahold alt afhængig af antal tilmeldinger.

På hylderne har de ret forskellige temaer

- Handel og erhverv

- Samfund og psykologi

- Design og innovation

- Hånd og teknik

- Kommunikation og medier

- Dansk

- Praktikeren - med en ugentlig praktikdag

- Ung og global - gymnasieforberedende med dansk på højniveau

- Krop og sport

Læs mere på www.come.to/10kl