Forskning

Tema om skoletræthed

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det nye nummer af Institut for Uddannelse og Pædagogiks magasin »Asterisk« har tema om skoletræthed. Ungdomsforsker Mette Pless - der har skrevet ph.d.-afhandling om overgangen fra skole til ungdomsuddannelser - skelner mellem »den lille skoletræthed« og »den alvorlige skoletræthed«.

»For den store hovedgruppe af skoletrætte er der snarere tale om folkeskolemæthed end skoletræthed. De er ikke trætte, fordi de ikke kan følge med fagligt. Det er snarere, fordi de har været i samme klasse med de samme elever, lærere og omgivelser i ni-ti år. De trænger til nye udfordringer, kammerater og sociale rammer«, siger Mette Pless.

Det er værre med »de alvorligt skoletrætte«.

»De føler sig sat udenfor. De føler ikke, de passer ind i skolen. For disse elever er skoletræthed en grundlæggende erfaring, der farver deres billede af, hvad det vil sige at gå i skole. De ved, at de er nødt til at komme videre i uddannelsessystemet, men det er svært, fordi de ikke kan finde motivationen. De vægrer sig ved alt, de forbinder med skole«, fortæller Mette Pless.

I en anden artikel udtaler søvnforskeren Poul Jennum, at »unges træthed ikke skyldes ændringer i deres fysiologiske døgnrytme, men er socialt betinget af, at far og mor accepterer, at deres børn går for sent i seng«.

»Asterisk« er et magasin for uddannelsesforskning, der udkommer fire gange om året og udgives af Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Du kan læse »Asterisk« kvit og frit på dpu.dk/asterisk