En elev mener, at det kan være let nok at løse en konflikt. Hvis det er ens bedste ven, der mener noget andet end én selv, gider man jo ikke at have en konflikt.

»Hvad så hvis han kysser din kæreste?« spørger Karin Olander.

»Så vil jeg nok ikke tilgive ham lige med det samme«, kommer svaret hurtigt fra drengen.

8.c på Jyderup Kommuneskole lærer om konflikthåndtering. Karin Olander fra skolens kompetencecenter står for undervisningen. Centrets fire ansatte er AKT-lærere (Adfærd, Kontakt, Trivsel) og har oveni specialundervisningstimer. De bliver desuden tilkaldt, hvis der opstår problemer i en klasse.

Kurset i konflikthåndtering varer tre gange to lektioner, og mange af klasserne på skolen i Vestsjælland har været igennem kurset.

Vi kan ikke lide konflikter, fortæller Karin Olander klassen, men vi kan lære at håndtere dem.

Uanset hvor i verden man bor, har man tre grundmåder at reagere på, når man møder en konflikt: Man kan gå, slå eller blive stående og tale om uenigheden. Og slå behøver ikke at være fysisk vold, man kan også slå med ord.

Eleverne skal nu hver især skrive, hvordan de vil takle konflikter. De skriver kun til sig selv, og man kan have forskellige måder at klare konflikter på i forskellige situationer, understreger hun.

Hvordan man ser verden

Frys! Eleverne går i stå i den stilling, de sidder i. Karin Olander spørger Matthias, hvad han ser. Et stykke hvidt papir på bordet. Josefine ser Amandas nakke, og Kenneth ser tavlen. Men er tavlen grøn, sort, eller fokuserer man på de røde streger, der danner tern i den ene side af tavlen? Klassen taler om, hvor forskelligt man ser afhængigt af ens udgangspunkt.

Karin fortæller om en gruppe blinde indere, der møder en elefant. Den første mener, at det er en mur, for det kan han mærke. Nej, det er noget tyndt, der bevæger sig, siger den anden. Den tredje mener, at det er en slags vifte, der blafrer i vinden. Andre bud er, at det er en træstamme, en slange eller et spyd. Så forskellig kan man opfatte en elefant, alt efter hvor man føler på den - når man er blind.

Eleverne bliver præsenteret for giraf- og ulvesprog.

»Giraffen har et stort hjerte. I en konflikt vil den altid sige 'jeg' først. Ikke fordi den er egoistisk, men fordi den tager udgangspunkt i sig selv og tager ansvar for sig selv. Den kan for eksempel sige: 'Jeg så, at du trådte min ven over tæerne, og jeg blev ked af det, for det er min bedste ven'«, siger Karin Olander.

Ulven vil derimod bebrejde, kritisere og sige noget i stil med: »Du er altid så hamrende irriterende«, »det er også din skyld«.

Aktiv lytning og empati

For at kunne løse konflikter skal man kunne forstå og acceptere sine egne følelser.

Klassen taler om, at man har nogle behov. Som Josefine siger: For at blive accepteret - ligegyldig hvordan man ser ud.

Karin Olander fortæller, at det er vigtigt i en konflikt at begynde med at sige »jeg så« eller »jeg hørte« eller »jeg mærkede«. Og så fortælle om sin følelse, hvorfor man blev ked af det eller bange, irriteret eller vred.

Hun går hen til klasselærer Dorthe og forklarer eleverne, at hvis hun siger, at Dorthe altid roder, så bliver Dorthe ked af det. Men hvis hun i stedet siger: »Jeg har brug for at kunne finde tingene igen« - »så får jeg lyst til at samarbejde«, siger Dorthe.

Klassen skal øve sig i, hvordan man bliver en god lytter. En lille øvelse to og to. Eleverne nikker til hinanden, læner sig mod den, der taler, og viser interesse.

Derefter skal alle op fra stolene, hoppe og sige en tysk remse efter Karin. Det får blod til hjernen.

Konflikttrappen

Eleverne kommer med eksempler i forhold til konflikttrappen, som Karin har skrevet på tavlen. Den begynder med en uoverensstemmelse på nederste trin. Næste trin er personificering, og derefter vokser problemet, samtale opgives, og man skaber fjendebilleder. Eleverne prøver at sætte deres eksempler på konflikter ind og bliver overraskede over, hvor langt de ofte er oppe ad trappen.

»Hvornår begynder man at råbe og skrige ad hinanden om små ting?« spørger en elev.

Det kan man faktisk gøre hele vejen, hvis man er en type, der råber og skriger, svarer Karin Olander.

Det med at gå kan være svært, mener en dreng. »Det er svært at gå fra hinanden, hvis man går i samme klasse«, siger han stille.

»Hvad kan man så gøre?« spørger Karin.

Efter lidt tid når han frem til, at man vel kan blive venner igen, hvis man kan tilgive hinanden.

»Ja, det er et meget flot ord, men hvis man kan det, så hjælper det«, siger Karin Olander.

En pige fremhæver, at hvis man siger undskyld, skal man mene det.

Det begynder hos os selv

Timen slutter med, at eleverne løber rundt i lokalet og kaster en bold til hinanden to og to, mens de prøver at genere de andre, der kaster bolde. Det kræver koncentration og opmærksomhed, og det hele ender i grin og en lille slåskamp for sjov.

Karin Olander er uddannet på Center for Konfliktløsning, men har også en uddannelse i eurytmi, som bruges til små bevægelsesøvelser, så eleverne får rørt sig i al den alvorlige snak.

»Der findes ikke noget, der er rigtigt eller forkert, når vi taler om følelser og behov. Konflikter opstår som regel på grund af behov, der ikke bliver opfyldt, eller følelser, der ikke bliver anerkendt. Nogle gange kan man ikke gå direkte til mægling, når man skal løse konflikter. Nogle har måske brug for en brydekamp med faste regler for at komme videre, eller de voksne må give to børn i konflikt en timeout og sørge for, at de ikke leger med hinanden i en kortere periode«, siger hun.

»For at få en løsning skal begge parter komme til orde. Det kan kræve en mægling«.

»Vi kan kun begynde hos os selv, og børnene skal lære, hvordan de kan hjælpe sig selv og hinanden, hvis de voksne ikke kan«.

Karin Olander fortæller om en elev i 3. klasse, der en dag kom løbende for at hente hende. Pigen fortalte, at hun desværre selv havde været »ulv« i sin måde at tale på, men at de andre også var »ulve«. Vil du ikke nok hjælpe os? spurgte pigen.

»Det er det flotteste. At kunne se sig selv, erkende at man har været ulv og gerne vil have hjælp. Det er et vigtigt skridt på vejen at vide, hvad en konflikt er, og hvordan man kan hjælpe sig selv og andre«.

»Konflikthåndtering er en del af menneskelivet, at kunne håndtere sig selv. Vi har valgt at undervise i det her, fordi det er vigtigt, og fordi vi har Karin, der kan det. Fællesskabet er det bærende i skolelivet og i samfundet«, siger skoleleder på Jyderup Kommuneskole Jacob Plambeck.

»Det er ikke et spørgsmål om at mindske konflikter, men om at håndtere dem, og det gavner fællesskabet, når man kan håndtere sig selv«.

Konflikthåndteringen er en del af en større handleplan, hvor skolen også vil uddanne et elevmæglerkorps. Lærerteamene har også fået tilbuddet om at få et kursus i konflikthåndtering, hvis de har lyst.