Resiliens er en af flere vigtige faktorer til at fremme trivsel. Det er en livskvalitet og en personlig egenskab, som alle børn og unge har brug for. Samtidig er resiliens noget, man kan træne og indrette miljøer til at fremme. Derfor giver det rigtig god mening, at skolen skal arbejde med resiliens som i det fireårige EU-forskningsprojekt Upright.

Det mener Hans Henrik Knoop, lektor med særlige kvalifikationer på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, og forskningsansvarlig på den danske del af forskningsprojektet.

Forskningsprojekt vil styrke elevers evne til at klare modgang

»Resiliens, som også kaldes robusthed, hårdførhed eller modstandsdygtighed, er en livskvalitet, alle ønsker sig, og som alle forældre ønsker for deres børn. Ikke for at blive pansret og ufølsom, men for at være modstandsdygtig nok til, at man bevarer troen på det hele. Resiliens hører samtidig til i rækken af trivselsfremmende faktorer, hvilket i sig selv er mere end tilstrækkelig grund til at arbejde med resiliens i skolen. Fordi trivsel fremmer sundhed, læring, kreativitet, selvtillid«, siger Hans Henrik Knoop.

I en virkelighed, hvor stadig flere børn og unge har svært ved at klare livsomstændighederne, kan resiliensfremme for alle børn og unge i skolen være med til at forebygge alvorlige problemer som angst, depression og stress.

»Man kan være tilbøjelig til at overse betydningen af ordinær/almen resiliens i hverdagen, fordi man mestendels taler om resiliens i forhold til særligt sårbare og udsatte personer og grupper. Men det forebyggende element i resiliensfremme er en potentiel resurse for alle børn og unge, da forebyggelse af alvorlige problemer næsten altid er at foretrække frem for behandling, efter at skaden er sket. Så der er god grund til at arbejde med resiliensfremme for alle børn og unge - og ikke kun i forhold til de særligt udsatte«, pointerer Hans Henrik Knoop.

En god arena

En klassisk kritik af arbejdet med robusthed vil være, at det bare er symptombehandling, hvor man ændrer på barnet i stedet for at ændre på det, der skaber problemerne, nemlig pres fra skole og samfund.

Hans Henrik Knoop mener bestemt også, at det er vigtigt at forstå de ydre kilder til elevers mistrivsel, men det mener han ikke er noget argument imod, at eleverne lærer vigtige livsfærdigheder i skolen

»Tværtimod: Det vil ruste dem til bedre og mere engageret at gå ind i deres tid. Mennesker kan kun tåle at være stressede i få dage, før det har helbredsmæssige konsekvenser, og da vi ikke kan forvente ændrede strukturer lige med det samme, er det på alle måder godt at lære noget om, hvordan man kan fungere i det nuværende, så man kan fortsætte kampen for det bedre«, siger han.

Han mener, at det er godt for alle at lære noget om sig selv og andre, som kan bruges 24/7 - herunder lære noget videnskabeligt om resiliens og andre kilder til trivsel.

Robusthed på skoleskemaet

»Det er ikke mere symptombehandling end matematikundervisning, som vi får på grund af matematisk uvidenhed. Jeg vil så gerne tilføje, at årsagsbehandling selvfølgelig ofte er både bedre og billigere end symptombehandling, og at Upright netop er 'årsagsbehandlende', for så vidt projektet har som formål at styrke elever og fællesskaber i kampen mod kilder til mistrivsel og forebyggelige skader«.

Han understreger, at han normalt ikke kalder sig resiliensforsker, men at han via sine fagområder - trivsel og positiv psykologi - indirekte har forsket i resiliens i mange år, da de tre fagområder er spundet ind i hinanden.

En fælles udfordring

Når så mange børn og unge har svært ved at tackle livet, mener Hans Henrik Knoop, at det har mange grunde. Digitaliseringen med dens konstante overbelastning af menneskers kognitive kapacitet er meget vigtig, men de flygtige sociale relationer, præstationskulturen og curlingkulturen har også stor indflydelse.

»En særlig grund til at interessere sig pædagogisk for resiliens er en bestyrket formodning om, at forældre, dagtilbud og skole utilsigtet er kommet til at fremme skrøbelighed i børn og unge. Gennem en uheldig kombination af curling, som indebærer, at de ikke har oplevet tilstrækkelig modgang, som gør stærk, og høje forventninger, som de ikke oplever at kunne leve op til. Man bliver skrøbelig af at blive curlet, på samme måde som man får et svagt immunforsvar, hvis ikke immunforsvaret udfordres af fremmedlegemer, så det kan opbygge antistoffer«, forklarer han.

Mange af grundene til det stigende antal skrøbelige unge handler om udvikling i samfundet og strukturer, som ikke ændrer sig på den korte bane. Derfor har børn og unge i dag ekstraordinært brug for, at idealerne om elevens alsidige udvikling tages alvorligt, så vi bliver bedre til at forebygge, at de bliver syge.

»Det er selvfølgelig et politisk spørgsmål, om man mener, det er skolens opgave at undervise børn og unge i resiliens. Men efter min vurdering ligger det allerede implicit i folkeskolens formål, for så vidt det er umuligt at leve op til dette formål, hvis man ikke kan holde til at være i skolen«, siger han.

Godt for alle

Han kalder det en stensikker satsning at arbejde med livskvaliteter såsom resiliens i skolen og særligt i den systemiske form, hvor det er et samarbejde mellem lærere, elever, forældre, ledelse og eksterne resursepersoner.

»Resiliensforskningen viser, at der er mange grunde og mange samvirkende, adaptive systemer, der forklarer, hvorfor nogle børn og unge holder modet oppe, mens andre bryder sammen. Så skolen er en god arena at arbejde med resiliens i«, fortæller han.

»Det at vide noget om, hvordan du bliver god til at håndtere en omskiftelig hverdag, håndtere pres, det er en livsfærdighed, på samme måde som ærlighed, tillid og udholdenhed er. Det er godt at kunne, det er noget, forskningen viser, du kan træne, og det er noget, du med sikkerhed vil kunne bruge hver eneste dag resten af livet. Det må da siges at være kundskaber og færdigheder, som er betegnelsen værdig«, slutter Hans Henrik Knoop.

Forsker: Derfor bør skolen arbejde med robusthed