Antallet af ensomme børn stiger, viser undersøgelse. Måske er mobning blevet til isolering af nogle børn, advarer mobbeforsker Helle Rabøl Hansen. Skolernes indsats mod mobning må medtænke ensomhed, opfordrer hun.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Antallet af skolebørn udsat for mobning er dalende - og det er jo godt. Men i den seneste undersøgelse fra Mary Fonden har forskerne for første gang spurgt til skoleensomhed. Og dette tal ser ud til at vokse, i takt med at antallet af mobbede børn falder. Så måske har problematikken bare flyttet terræn.
Annonce:
Det er en diskussion, som mobbeforsker Helle Rabøl Hansen gerne vil sætte i gang. Hun mener, at arbejdet fremover skal handle om både mobning og skoleensomhed. Derfor er spørgsmålet om skoleensomhed taget med i den nyeste undersøgelse. Fordi hun synes, hun ser en tendens.
»Tidligere var der en tendens til, at lærere og andre gav den mobbede elev noget af skylden selv. Den tendens er blevet mindre, og det er positivt. Men når vi spørger til skoleensomhed, så ser vi, at mange mener, at den ensomme elev selv har en del af skylden. Og så har vi jo ikke i tilstrækkelig grad fået udfordret de individualiserede måder at forklare børns sociale problemer på«, siger Helle Rabøl Hansen.
»Ensomhed ser ud til at være mobningens skygge. Semantisk retter ensomhed sig til det enkelte individ, men ensomhed kan altså også være mobning. At udelukke nogen er en gråzone inden for mobning«.
I den nyeste undersøgelse om mobning fra marts i år, »Forståelser af mobning og ensomhed i grundskolen«, har forskerne Jens Christian Nielsen fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og Helle Rabøl Hansen spurgt til læreres og skolepædagogers forståelse af skoleensomhed. Ingen af de fagprofessionelle betragter ensomhed som noget, der altid eller næsten altid er selvforskyldt. Men 45 procent mener, at ensomhed i skolen kan være delvist selvforskyldt, mens 55 procent svarer, at ensomhed i skolen aldrig er selvforskyldt.
Lærere og skolepædagoger mener i høj grad, at ensomhed skyldes manglende sammenhold i skoleklassen. Det svarer syv ud af ti af fagpersonerne i undersøgelsen. Næsten lige så mange svarer, at ensomhed kan skyldes manglende tolerance og åbenhed over for forskellighed, mens seks ud af ti mener, at ensomhed skyldes manglende sociale kompetencer hos den ensomme.
Kun fire procent svarer, at det primært er lærernes opgave at gøre noget ved ensomheden hos den enkelte elev. 95 procent mener, at det er en opgave, der ligger både hos lærerne og uden for skolen.
Annonce:
»Nogle børn og unge oplever at være luft for de andre. Derfor vælger de at være tavse i løbet af skoledagen, for det er da bedre end aktivt at blive chikaneret af de andre i klassen. Så kommer lærerne og siger: 'Du byder ikke nok ind i undervisningen' eller 'Du skal ikke være så tilbageholdende'. Men Eva på 13 år har ikke lyst til at byde ind og dermed gøre opmærksom på sig selv. Så er det bedre slet ikke at blive set«, siger Helle Rabøl Hansen.
Hun understreger, at antimobbeplanerne i skolen stadig er vigtige, og at det i det hele taget er vigtigt at beskæftige sig med trivslen i klassen, men at det er oplagt at tænke ensomhedsproblemet med i processen.
»Trivselsopgaven fylder ofte meget lidt i udskolingen. Men den er altså vigtig hele vejen i skoleforløbet. I indskolingen er der fokus på legegrupper og trivsel i klassen, men det tynder ud opad i forløbet og er ofte helt væk i udskolingen. Det er stadig vigtigt at lægge mærke til, om der er børn og unge i klassen, som du aldrig hører de andre tale om eller med. Jeg kan godt være bekymret for, om skoleensomhed har overtaget noget af mobningen. Måske er arbejdet mod skoleensomhed 'det nye sorte' på trivselsområdet«, siger Helle Rabøl Hansen.
