Hvis en skole ikke ejede gymnastiklokale, og hvis vejret var for dårligt til udendørs øvelser, skulle kroppen ikke forsømmes af den grund! Flere gymnastiklærere anbefalede den såkaldte skolegymnastik, hvor eleverne lavede øvelser imellem skolebordene – eller ligefrem på bordene – med pulte og bænke som redskaber. Mange lærere var af den opfattelse, at eleverne bedre tog undervisningen til sig, hvis de ofte blev udsat for såkaldte »opkvikningsøvelser« – det vil sige fysisk udfoldelse som afveksling for den almindelige undervisning, ikke blot i gymnastiktimerne. Det kunne være en pause i læsningen, hvor eleverne skulle lave en lille sangleg eller nogle ben- og armbøjninger. KILDE: K.H. Knudsen: Kortfattet vejledning i gymnastik for landsbyskoler, 1916, side 65.
Rend og hop
»Børns Tankeverden sættes nu engang i større Svingninger af et kort Frikvarter end af Finlands Forblødning og den franske Kulturkamp tilsammen«.
Tanken om, at børnenes mulighed for fysisk aktivitet øger deres lyst og evner til indlæring, er i dag bredt accepteret. I en konkurrence, hvor eleverne selv kunne designe deres »drømmelokale«, foreslog en 4. klasse på Starup Skole denne model med klatrevæg, hængekøje, individuelle skoleborde, håndvask og behageligt lys. Selvom de nok ville studse en smule over selve indretningen, ville 1800-tallets pædagoger ikke umiddelbart rynke på næsen over disse elementer. Både ergonomiske møbler, lys, hygiejne og mulighed for bevægelse var blandt de krav, som de førende skolefolk stillede til det perfekte klasselokale. KILDE: Politiken 29. november 2011 – artikel med overskriften »Elevernes drømmelokale har klatrevæg«.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I gamle dage skulle børnene sidde stille på deres plads i skolen og kun rejse sig, når læreren kom ind, og når de blev hørt i deres lektie. Sådan opstilles kontrasten mellem den sorte skole og moderne pædagogik gerne. Og det er korrekt, at der herskede en ganske anden - og mere hårdhændet - disciplin i skolen for 100-200 år siden, men det var ikke et ideal, at børnene ikke rørte sig ud af flækken i skoletiden.
Annonce:
Bevægelse blev betragtet dels som en naturlig drift for barnet, dels som et pædagogisk virkemiddel, der kunne holde børnene friske, og det var et krav til offentlige skolebygninger, at der var legeplads, hvor børnene kunne »tumle sig« i frikvartererne. Selve eksistensen af frikvarterer skyldtes en erkendelse af, at børn var nødt til at have pauser i det boglige terperi. En lærer udtrykte det i et pædagogisk tidsskrift i 1904 således: »Børns Tankeverden sættes nu engang i større Svingninger af et kort Frikvarter end af Finlands Forblødning og den franske Kulturkamp tilsammen«.
Legepladserne var dog ikke indrettet med redskaber til leg, men var oftest en gruset plads, for eksempel gården mellem skolebygningen og lærerens bolig. I byskoler var der oftest asfalterede områder med adskillelse mellem drengenes og pigernes legeplads. Boldspil blev først udbredt i 1800-tallets slutning, men sanglege, springe-buk, kapløb og formentlig slåskampe har været udbredt.
Der opstod gerne konflikter, når lærerens krav om, at børnene skulle udenfor og røre sig, også blev fastholdt i dårligt vejr. Nogle skoler havde et læskur, hvor madpakkerne også kunne indtages, men ellers var man udsat for elementernes rasen; børnene blev våde, kolde og syge og deres tøj snavset, og ikke alle forældre værdsatte den pædagogiske gevinst i, at børnene skulle ud at lege i regnvejr.
