Solen skinner stædigt ind i 9.a's store, lyse klasseværelse. Det er september 2011. Matematiklæreren står ved tavlen og underviser. Ida Thrane sidder på forreste række. Helt tæt på læreren.

En almindelig sensommerskoledag - og så alligevel ikke. Ida staver et ord forkert og mærker straks vreden. Nogle gange knækker hun blyanten, når hun har det sådan. Andre gange begynder hun at råbe og skælde ud eller græde. Lige nu føler hun sig sur og irriteret, sløv og lidt svimmel. Hun rejser sig og går ud af klassen.

Uden for klassen kan Ida ikke stå på benene længere. Hun må ned at ligge. Hovedet hviler mod gulvet. Farven forlader hendes ansigt. Et øjeblik efter går glasdøren til klasseværelset op. Kammeraterne myldrer ud. Ida registrerer skoene, der hastigt passerer forbi hendes ansigt. »Hvorfor hjælper de mig ikke«, tænker hun.

Idas veninde Michaela kommer løbende. Hun har taget Idas lille sorte taske med hvide prikker med. »Hvordan er dine tal?« spørger Michaela og rækker Ida tasken. Ida kommer lidt op og kyler vredt tasken ind i en blå radiator. »Jeg vil ikke teste nu«, siger hun.

I tasken ligger Idas udstyr til at måle blodsukker med. Et lille prik med en nål i fingeren får en dråbe blod frem, som presses mod apparatet. Straks kan det registrere, om Ida behøver insulin eller sukker. Siden hun var seks, har Ida haft en elektronisk insulinpumpe forbundet til kroppen. Alt hvad hun spiser, omregner hun i kulhydrater. Tallet trykker hun ind på en sort boks, og straks strømmer den blodsukkerregulerende medicin ind i årerne. Nogle gange har hun for meget insulin i kroppen. Så falder hendes blodsukker.

Michaela er ret sikker på, at det er tilfældet lige nu. Men Ida vil ikke testes. »Hold nu kæft«, vrisser hun slapt til Michaela.

Michaela har prøvet det før. Hun ved, at Ida ikke er sig selv, når blodsukkeret er lavt. Hun ved, at Ida takker hende, når hun igen får hevet blodsukkeret i vejret.

Flere elever med diabetes udfordrer skolen

Pigernes klasselærer Karna Trads kommer ud fra et andet klasseværelse. Sammen med Michaela får hun Ida op at stå. Med et fast tag i hver arm går de langsomt mod kontoret. Ida hænger mellem dem. Mens de forsigtigt går ned ad gangen og forcerer de tre trin til aulaen, spurter tankerne gennem Karnas hoved. Hun er kontaktlærer for Ida og er i tæt kontakt med forældrene om, hvad hun skal gøre, når Ida får det dårligt. Men det er ikke så tit, det sker. Hun mangler rutinen. Igen og igen løber mulighederne gennem hovedet. Skal jeg ringe efter en ambulance eller efter hendes mor? Hellere ringe en gang for meget end en for lidt, husker hun moderens ord. Hvad er det rigtige at gøre? Hun føler en let panik brede sig i kroppen. Men hun holder fast i Ida, får hende bugseret ind på kontoret og presset hende ned på en stol mellem de to sekretærers skriveborde. De åbner en brik æblejuice, der altid står på kontoret. Michaela sætter sugerøret mellem Idas læber.

Selvmedicinering i skolen

Ida er type 1-diabetiker. Det vil sige, at hendes eget immunsystem ødelægger de celler i bugspytkirtlen, der producerer det livsvigtige hormon, insulin. Ida kan fungere fuldstændig normalt i hverdagen, men det kræver, at hun måler sit blodsukker flere gange om dagen og regulerer insulinniveauet i kroppen via sin insulinpumpe. Hun skal selv være opmærksom på kroppens signaler og reagere, inden blodsukkeret bliver for højt eller lavt.

Rundt om på skolen har hun juicedepoter, så hun på få minutter kan hive blodsukkerniveauet op.

Det er lettere at kontrollere tallene, hvis Ida spiser sundt og varieret. Det er bedst, at hun får langsomt omsættelige kulhydrater og spiser tre hovedmåltider og tre mellemmåltider på samme tidspunkter hver dag. På det tidspunkt, hvor Ida bliver diagnosticeret, er hun seks år gammel og bor i USA.

Amerikansk styring

Schoolnurse Sue Raatikate. Sådan står der på døren til det lille rum på Lunt School i Falmouth, Maine, to timers kørsel fra Boston i USA. Hver dag står seksårige Ida uden for sygeplejerskens dør fem minutter før frokostpausen. Hendes lærer giver hende et tegn, og hun smutter ud af klassen lidt før de andre. Med sig har hun sit måleapparat og sin madpakke med grovbrød og frugt, som hendes mor har smurt hjemmefra. Sue Raatikate tager imod i jeans og T-shirt, ser i kontaktbogen fra forældrene, tjekker maden, måler blodsukker og giver insulin. Så sender hun Ida tilbage til kammeraterne.

Når Ida har spist, skal hun igen stille på sygeplejerskens kontor og fremvise en tom madkasse. Hvis den ikke er tom, skal hun spise en energibar, inden hun går tilbage til timen. Om morgenen og når hun har fri, skal hun forb

i sygeplejersken for at få målt blodsukker og få insulin.

Hver dag bliver hun lidt før de andre sendt ud i skolebussen med en bolle. Så sidder hun dér og snakker med buschaufføren. Han har også diabetes. I klassen har læreren altid en walkie-talkie med direkte kontakt til skolesygeplejersken. Hvis Ida pludselig er anderledes, end hun plejer at være, bliver sygeplejersken tilkaldt. En dag, hvor Ida sidder på en gynge på den store legeplads med labyrinterne, får hun det lidt dårligt. Hun lægger ikke selv mærke til det. Men hun bliver siddende på gyngen og stirrer ud i luften. Kort tid efter står Sue Raatikate på legepladsen med en juicebrik. Sygeplejersken har set Ida ud ad vinduet og tænkt, at noget var galt.

Da Ida er ni år gammel og skal begynde i 3. klasse, flytter familien til Nibe.

Mobilen fjernstyrer diabetesbørn

Der findes omkring 3.500 børn mellem 0 og 19 år med diabetes i Danmark. Det svarer til, at der er en elev med diabetes på de fleste skoler. Ni ud af ti børn mellem seks og ni år tjekker selv blodsukker og tager insulin. Mange får hjælp af deres forældre over mobilen.

Både i USA og i Danmark er der stor forskel på, hvilken hjælp den enkelte skole stiller til rådighed. På Nibe Skole er Idas forældre hele tiden i tæt kontakt med lærerne. Da Ida begyndte på skolen, var lærerne på et kursus, hvor de fik mere at vide om diabetes. Men i dag har hun andre lærere, og de har ikke været på kursus. Gennem hele skolegangen er det Ida selv, der står for at måle blodsukker og tage insulin. Når Ida er i skole, sørger hun som regel for, at hendes blodsukker ligger lidt for højt. På den måde undgår hun, at hun får det dårligt som den dag i september. Hun er ikke alene. Halvdelen af forældrene til diabetesbørn sørger bevidst for, at børnene regulerer blodsukkeret for højt, mens de er i skole. Det er ikke sundt i længden, og det kan medføre koncentrationsbesvær.

Angsten er med i skole

Det er frikvarter på Nibe Skole. Ud buldrer 9.-klasserne. En dreng får fat i en stol med hjul og hujer ned ad gangen. Undervejs fanger han en pige på sædet og skubber hende i rivende fart ned langs gangen. I det store frikvarter følges Ida med veninderne. Langsomt og i små grupper krænger de sig ud ad døren. Slentrer gennem skolegården og ud på vejen. Rundt i den smalle smøge med de gule mursten, og så står de på torvet i Nibe foran pizzeriaet og Kiwi med bugnende slikhylder. Ida står med en mango i hånden. Hun ved, hun skal være fornuftig, men hun har så meget lyst til at spise pizza og slik ligesom de andre. Men hun kaster op og sover dårligt, hvis hun får for mange hurtige kulhydrater.

Her på det sidste har hun haft dage, hvor hun bare ikke gider tage insulin. Så siger hun »Hold nu op«, når veninderne spørger, om hun har taget sin insulin. Måske er det også derfor, at det ikke går så godt for tiden, og sukkertallene danser op og ned og giver hende mange flere dårlige dage med kvalme og opkast og søvnløshed, end hun er vant til. To gange i år har hun haft insulinchok, hvor hun er besvimet, fordi blodsukkeret har været for lavt. Efter det følger angsten for, at det skal ske igen - også i skolen.

På sin Facebook-side skriver hun, at hun hader diabetes. Og når hun skal i byen, og hendes mor ser på hende og siger »Husk nu«, så hæver Ida stædigt øjenbrynene og stemmen og remser alle reglerne op i et hæsblæsende tempo.

Men noget godt er der kommet ud af at have diabetes. Ida har med en veninde startet en diabetesblog, hvor hun kan få afløb for frustrationerne, og hun skriver digte. Et af dem er blevet trykt i bladet »Diabetes«. Hun har fået et mål. Hvor hun før helst ikke snakkede om diabetes, vil hun nu hjælpe andre.

I sidste måned rejste hun med sin far tilbage til Falmouth, Maine. Hendes mor og far bor ikke sammen længere, og faren leder efter job i byen, hvor han tidligere arbejdede. Idas store ønske er at komme tilbage. I USA følte hun sig mest tryg i skolen. Hendes mor synes, det er en god idé. Sammen med sin far har Ida besøgt den high school, som hendes amerikanske venner går på. Hun har snakket med skolesygeplejersken på stedet. Hvis alt går efter planen, begynder hun efter sommerferien på skolen med sine gamle venner, et mere reguleret diabetesliv og et kørekort inden for rækkevidde.


Artiklen er blevet til på baggrund af interview med Ida Thrane, hendes mor Rikke Poulsen, hendes veninde Michaela Munk og lærer Karna Trads. Desuden er artiklen skrevet på baggrund af interview, rapporter, notater og artikler fra Diabetesforeningen, DLF og American Federation of Teachers.