"Engelsk ... i en fart" er ligesom de der lister, man kan være heldig at få stukket i hånden af en engleblid kollega på en regnfuld onsdag i december. De der lister, der lige samler alle de lege, vi kender i forvejen, men som vi ikke lige kan huske i farten. Og åh, hvor er det fedt med sådan en liste, som man kan have liggende sådan lige ved hånden, så den sjove starter eller brainbreaket, eller hvad det nu alt sammen hedder, er let at gå til.

"Engelsk ... i en fart" er altså ikke ubrugelig. Den er bare uoriginal. Den ligger der med sit fine, hårde omslag med skolegårdsbilledet, sine lækre, tykke, glittede sider, sine 50 lege med dejligt meget bevægelse. Instruktionerne er kortfattede og letforståelige. Det er den enkleste opskrift på en hurtig leg – så bogen virker!

Men det er altså ikke den dybe tallerken, vi sidder med her. Legene i "Engelsk ... i en fart" er gamle kendinge som frugtsalat, rød, gul, grøn, stop, Kims leg, hviskeleg, Boogie woogie … Lege, som virker, men også lege, som de fleste lærere har liggende i beredskabet i hjernen.

Jeg savner opfindsomhed, og så savner jeg lidt mere sprogligt input. Mange af legene handler først og fremmest om bevægelse og ikke så meget om sprog – og nu er det jo engelsk i en fart.

For at opsummere: "Engelsk ... i en fart" er en praktisk liste over lege, men en liste, man kunne samle ved at google en ti minutters tid. Legene er gamle kendinge. Instruktionerne er kortfattede og overskuelige. I am not amused!