Anmeldelse

Subkultur

Subkultur

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når den sociologiske litteratur diskuterer "os" og "de andre", majoriteten og minoriteterne, har der været en tendens til at sætte første gruppe forrest i sætningen. "Vi'et" har traditionelt været det vurderende, agerende og dermed normalitetsbetegnende subjekt, oftest et subjekt bestående af teoretiserende udenforstående fra den akademiske, pædagogiske og psykologiske voksenverden, mens emnet til diskussion har været de andre, de ikke-normale, de ikke-integrerede. Disse minoriteter har ikke selv ført ordet og slet ikke i et samlet værk med netop nej'et som optik. Peter Grønlund har med interview- og essaybogen "Subkultur - undergrund og modkultur" vendt op og ned på dette og sat subkulturerne først. En række meget virkelige personer fra de mest flamboyante subkulturer i Danmark har her taget ordet, og resultatet er interessant, fængende og lærerigt. Med Grønlunds bog bliver vi de Andre, og det har vi godt af!

Fakta:

Titel: Subkultur

Forfatter: Peter Grønlund

ISBN: 9788792294364

Pris: 199 kroner

Sider: 127 sider

Type: Bog

Forlag: Bogkompagniet

Oprøret over danskhedens indgroede normalitetsbegreber er mangfoldigt og flerstemmigt i bogen. Vi møder subkulturelle nicheliv med hooliganisme, graffiti, street art, satanisme, psychobilly, straight edge, goth, queer og anarki, og en række essays sætter tendenserne i perspektiv. Vi følger tankestrømme hos mennesker, der normalt kun skrives om, og som ofte lever på kanten af loven. Det er mennesker med markant anderledes budskaber, koder og symbolbrug. Mennesker, vi tror, vi kender i kraft af et regelmæssigt, men ensidigt mediefokus.

Bogen er intet mindre end forførende stof for den samfundsfagslærer og dansklærer i udskolingen, der forstår, at det direkte møde med anderledesheden er den bedste vej til viden og stillingtagen og dermed til en udfordring af vores tolerancetærskel. Sproget er autentisk og lettilgængeligt, og elever i udskolingen vil føle sig hjemme i disse tankestrømme, hvor Nej'et er et Ja til noget andet.