Det var en mandag. Kort før efterårsferien i 2012. Lotte Bilde husker dagen tydeligt.

For den dag blev et vendepunkt i hendes liv. Hun arbejdede som børnehaveklasseleder på Kirstine Seligmanns Skole i Vejle på femte år. Inden da havde hun i flere år været skolepædagog, men jobbet som børnehaveklasseleder var hendes drøm.

”Alle opgaver på en skole er vigtige. Men jeg har altid set det som ekstra vigtigt at tage imod børnene i skolen og få indprentet dem skolens kultur. Man har et kæmpeansvar som børnehaveklasseleder. Jeg var meget stolt af det. Det var svært at æde, at det skal jeg ikke være lige nu”, siger Lotte Bilde.

Overså de første signaler

Hvis hun havde vidst, hvad hun ved i dag, havde hun reageret hurtigere på de signaler, som hendes krop sendte. Men som nyansat i drømmejobbet bider man smerten i sig, forklarer Lotte Bilde.

”Det første år i børnehaveklassen får jeg en muskelknude på halsen. Min stemme blev hæs. Jeg har ikke været underviser før, så den nærliggende forklaring var jo, at jeg stod og talte højere. Jeg gik til talepædagog i to år, hvor jeg lærte at bruge stemmen mere praktisk, men det gik først væk flere år efter, at jeg var helt nede at kradse i stress”, siger hun.

”Det var det første symptom. Det overså jeg fuldstændigt. Jeg var nyansat, så jeg ville ikke sige, jeg havde ondt. Den gik jeg med selv. Jeg ved slet ikke, om jeg fik nævnt det for min arbejdsgiver”.

Det næste tegn, kroppen sendte, var øjnene.

”Lige pludselig forsvinder synet. Jeg kunne ikke se børnene. Jeg gik til øjenlæge. Jeg fik at vide, at jeg havde øjenmigræne. Det har også været udløst af overbelastning”.

De sidste år som børnehaveklasseleder kom gråden krybende. Først om morgenen inden arbejdet, så også om eftermiddagen efter arbejde.

”Så tørrede jeg øjnene og gik ind på arbejde. Jeg kunne parkere den. Jeg var glad for børnene og mine kolleger. Men når jeg havde fri, skulle jeg direkte hjem og hvile, inden jeg kunne købe ind eller være sammen med min familie. Jeg så det ikke. For der var noget sorg i at indrømme, at det var for psykisk for hårdt for mig at være børnehaveklasseleder”.

Pludselig sygemelding

Den dag før efterårsferien i 2012 går Lotte Bilde lidt tidligt fra skolen.

”Jeg havde haft en hård dag. Der var en sød dreng, som fyldte meget. Hold fast, da jeg mærkede, at jeg faktisk havde skældt ud – det gør jeg normalt ikke. Jeg gjorde ingenting forkert, men det var på kant med sådan, som jeg vil være”.

Hun skal til læge for at få tjekket et modermærke. Da hun kommer ind til lægen, lyder det første spørgsmål: ”Hvordan går det?”

”Så begyndte jeg bare at græde, og jeg kunne slet ikke holde op. Så sagde hun: 'Du skal sygemeldes'. Jeg prøvede at overbevise hende om, at jeg bare lige skulle holde den kørende til efterårsferien, men hun holdt fast. Det var godt”.

Svært at nå at se alle elever i øjnene hver dag

Lotte Bilde vendte aldrig tilbage til skolen. Efter et års sygemelding sagde hun op, så skolen kunne ansætte en ny børnehaveklasseleder til skolestart.

”Jeg vil ikke pege fingre ad, at jeg blev syg af stress, fordi jeg var børnehaveklasseleder. Man har mange ting i livet, og det er svært at sige, hvad det egentlig er, der gør, at bægeret løber over”, forklarer hun. ”Men det er svært at nå at se alle i øjnene i løbet af en dag”.

Hun havde op til 36 elever i en børnehaveklasse sammen med assistenter. Efter et halvt år blev eleverne delt i to klasser, men hun havde stadig ansvaret som børnehaveklasseleder for alle.

”Jeg havde ikke tid til omsorgen. Jeg gik hjem og følte, at jeg havde et knæk i mit relationelle arbejde. Jeg kunne godt nå at lære dem ABC og spisetimen, men jeg kunne ikke nå i dybden, hvis jeg kunne se, at der var en, der var mere end ked af det. I længden kradsede det i min pædagogiske sjæl”.

Hvert år byder på nye elever og nye kulturer i klassen.

”Du har lige maj, juni, hvor du får plads til at dykke ned i det pædagogiske. Men så starter du forfra”.

Konkrete beskrivelser af symptomer

Hun var sygemeldt i to år. Derefter gik hun hjemme uden løn, mens hun helede. Langsomt begyndte hun at skrive en blog om stresssymptomerne, som hun levede med.

”Når jeg søgte på stress, så fik jeg at vide, hvad jeg skulle gøre. Gå til mindfulness. Der stod, at personen er væk to til tre uger, og så er man tilbage på jobbet, eller også siger man op. Jeg følte, jeg lige skulle skynde mig at slappe af, så jeg kunne komme tilbage på arbejdet. Hele tiden brugte jeg på at sige til mig selv, at jeg ikke skulle have det, som jeg havde, i stedet for at tænke på hvordan det føles”, siger Lotte Bilde.

Stress rammer ikke kun den enkelte, men også kolleger, familie og venner, understreger hun.

”Jeg kunne ikke gå i farvet tøj eller neglelak, for det afspejlede ikke, hvordan jeg havde det indeni. Jeg fik kvalme. Jeg følte det, som jeg havde fået solstik. Man føler sig meget udsat. Der er meget angst forbundet med det”, siger hun.

Jo flere symptomer, hun beskrev på sin blog, jo flere tilbagemeldinger fik hun. Det fik hende til at begynde at samle symptomerne sammen til en bog, så både stressramte, arbejdsgivere, kolleger og pårørende kan få en forståelse for, hvad det vil sige at være stressramt.

”Jeg har samlet 37 symptomer. Der er sikkert mange flere og helt andre. Det er meget individuelt, men mit mål er at bygge bro mellem systemer og mennesker. Det tror jeg, man kan gøre ved at aftabuisere de mange symptomer, som stress fører med sig”.

”Nogle symptomer i min bog er spøjse. For eksempel det at købe lottokuponer. Man vil gerne købe sig frihed til ikke at skulle tænke over, hvornår og hvordan jeg kommer tilbage på arbejde”.

Undgår relationelt arbejde

Lotte Bilde har været raskmeldt siden 2014. Hun har haft vikariater som pædagog, og lige nu hun et deltidsjob i en helsekostforretning. Hun har også været guide på et kunstmuseum.

”Det er godt at formidle uden at skulle tage børneskæbner med hjem om natten. Jeg undgår helst relationelt arbejde lige nu. Jeg kan ikke gøre det 80 procent, så gør jeg det 100 procent og så kammer det over”, siger hun.

Hun håber, at hun kan komme ud på skoler og andre arbejdspladser og fortælle om stresssymptomer, og hun har over seks år langsomt samlet sine erfaringer i en bog, som hun nu har udgivet under titlen ”Sådan smager stress”.

Bogen er en illustreret opslagsbog, som henvender sig til både stressramte, pårørende og arbejdsgiverne. Selv har hun været til mange fagdage på skolen, hvor stress blev nævnt, men hun føler, at der mangler et fælles sprog for, hvad det egentlig er.

Et sprog, som man må udvikle på hver arbejdsplads, da alle steder er forskellige.

”Jeg vil gerne på en enkelt måde give flere indsigt og forståelse for, hvordan stresssymptomer føles. Det går stærkt, når man er leder, men man skal sætte plads af til den følelsesmæssige faglighed”.