Anmeldelse
Blodet - og dets mange funktioner
Blodet - og dets mange funktioner
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvorfor har vi blod i kroppen? Et udmærket spørgsmål, som de fleste elever i 7. klasse formentlig ikke har tænkt særligt meget over.
Fakta:
Titel: Blodet - og dets mange funktioner
Type: Internet
Forlag: Bloddonorerne i Danmark
Bloddonorerne i Danmark har lanceret en hjemmeside, som fortæller en hel masse om netop det. Materialet henvender sig til elever fra 7. klasse og består af 22 afsnit om blodets vigtigste funktioner. Hele tiden kan man i menuen til venstre følge med i, hvor langt man er nået. Til de fleste af afsnittene er der såkaldte quiz-spørgsmål, som eleven kan svare på og til sidst se sin samlede score. Spørgsmålene er den helt traditionelle læs og forstå-type, og en gennemsnitlig kvik elev vil ikke skulle læse mange sider, inden hun finder ud af, at hun kan nøjes med at skimme teksten og nemt besvare spørgsmålene, da mange af svarene er direkte citater fra teksten.
Men eleverne vil kunne hente mange gode informationer, og arbejder man i biologi med celler og fysiologi, kan hjemmesiden udmærket bruges som supplement eller som ekstra information i forbindelse med opgaveskrivning.
En pæn hjemmeside, men når man nu vælger at bruge en masse energi på at lave den, er det da ærgerligt, at man ikke bruger mediets muligheder. Hvorfor er der ikke nogle animationer af blodets kredsløb, hjertets arbejde og så videre? Hvorfor er der ikke brugt lækre fotos af kroppen indeni, men kun tegninger? Jeg formoder, det er en økonomisk overvejelse - flotte animationer er dyre og fotos ligeså. Men hvor er det synd, at et ellers godt tænkt og velformuleret undervisningsmateriale ender med blot at blive en internetbog. Så tror jeg faktisk hellere, jeg ville have haft bogen på tryk.