Anmeldelse

Bæredygtighed på spil

Kan man spille sig til planlægning af undervisningsforløb? Faktisk ja og det er slet ikke så dumt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta

Bæredygtighed på tværs

Forfatter: Mia Vinkelman

1.972 kroner

Forlag: Vinkelman.dk

Brætspillet Bæredygtighed på tværs er et dialog- og planlægningsværktøj. Spillet har en meget bred målgruppe af både lærere og af elever i hele skoleforløbet. Spiludvikleren lægger op til at bruge spillet som planlægningsværktøj i fag- eller årgangsteam og som værktøj i undervisningen til brainstorm, projektopgaveinspiration, elevinddragelse med videre.

Som planlægningsværktøj i fag- eller årgangsteam tages udgangspunkt i et overordnet fælles tema blandt 14 forslag, for eksempel 'Sundhed og trivsel', 'Vand og spildevand', 'Skovdrift og skovhugst' og 'Energi og teknologi'. Der knytter sig tre verdensmål til hver af de 14 temakort. De deltagende lærere vælger og fremlægger på skift kort med input ift. fag, læring, rammer og elevaktiviteter. Målet er, at snakken munder ud i et samlet undervisningsforløb for årgangs- eller fagteamet.

Ved brug af Bæredygtighed på tværs i undervisningen kan målet være situationsbestemt: indblik i elevernes interesser, inspiration til synopsis, brainstorming og planlægning af projekter, herunder projektopgaven, og give eleverne indflydelse på planlægningen. Alt efter klassetrin i indskolingen og på mellemtrinnet vælger eleverne blandt forskellige temabrikker og aktivitetskort ud fra interesse og ønsker til forløbet. Eksempler på temabrikker, som eleverne kan vælge blandt, er 'Grøn omstilling', 'Madspild', 'Demokrati', 'Natur' og 'Retfærdighed'.

På trods af en meget kortfattet lærervejledning vil Bæredygtighed på tværs fungere fint som planlægningsværktøj. Det vil være med til at sikre en struktureret brainstorm og at alle bliver hørt i planlægningsfasen i lærergruppen og ikke mindst ved brug i undervisningen i forbindelse med planlægning af projektopgaveforløb med videre.