Anmeldelse
Thors brudefærd
Thors brudefærd
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En af de bedste og mest dramatiske af de nordiske myter, historien om Thors brudefærd, foreligger her som et dramamusikstykke og indeholder alt, hvad man kan ønske sig til en opførelse på mellemtrinnet. Gode replikker, der vil fungere på scenen, gode sange, som eleverne vil komme til at holde af, forskellige anvisninger på, hvordan man eksempelvis med stor gevinst kan inddrage stomp. Endvidere gode råd i forhold til kulisser, regi og organisation i det hele taget.
Fakta:
Titel: Thors brudefærd
Forfatter: Henny Nørgaard, Dorte Troldborg Sandegaard, Tomas Lynge Sandegaard
Pris: 150 kroner
Sider: 52 sider
Type: Bog
Forlag: Dansk Sang
Først og fremmest er historien om Thors brudefærd en god historie, der kan tåle mange gentagelser, og en historie, hvor den enkelte elev kan glemme sig selv og gå ind i en rolle og - i et meget fremmed univers - være en anden. Som sådan er udgivelsen et dejligt modstykke til dramatik, der foregår i elevernes eget univers, og hvor distancen til "sig selv" er langt sværere at nå.
Stykket indeholder kun tre sange, men disse bruges i forskellige sammenhænge og, som forfatterne lægger op til, i forskellige versioner med og uden korstemmer. Melodi og becifringer er ikke sværere, end at elever på de nævnte årgange vil kunne klare at spille til.
Som det angives på bagsiden, er stykket naturligvis også brugbart i andre sammenhænge end i skolen. I de frivillige ungdomsorganisationer og i det kirkelige arbejde vil stykket være brugbart.
Endelig skal de oplagte tvær- eller overfaglige muligheder naturligvis nævnes: Mange fag vil kunne tage del i arbejdet: dansk, musik, kristendom, billedkunst .