Ifølge Janne Juhl Prip har særligt boldspillene i Fit First været et hit, mens det har taget længere at komme til de højintense øvelser i de sportsgrene, eleverne ikke kendte så godt i forvejen.

Stort forsøg med idræt tre gange om ugen: "Nu bevæger eleverne sig mere - også i fritiden"

I 10 uger har 75 udskolingsklasser som led i et forskningsprojekt haft tre lektioner idræt om ugen med fokus på højintensiv bevægelse. Eleverne på 8. årgang på Havdrup Skole venter spændt på resultaterne af de afsluttende fysiske test, men deres lærer kan allerede se gode effekter af forløbet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Idræt tre gange om ugen med fokus på højintensiv bevægelse i godt to måneder. Det er indholdet af det forløb, Janne Juhl Prips elever netop har været igennem.

Hun er idrætslærer på Havdrup Skole i Solrød Kommune, der har lagt to 8. klasser til forskningsprojektet Fit First, hvor i alt 75 udskolingsklasser fra 16 skoler har haft idræt med høj puls tre gange om ugen i 10 uger.

Janne Juhl Prip tog selv initiativ til at få 8. årgang tilmeldt projektet, efter hun så et opslag på Facebook.

Før og efter de 10 uger får eleverne målt deres blodtryk, vægt, fedtprocent og muskelmasse.

De skal desuden gennemgå en balancetest, udføre stående længdespring og gennemføre en yo-yo-løbetest.

”Testene ved starten af projektet viste, at de var i dårlig form. Og det var også min forventning. Der er altid store forskelle fra klasse til klasse, men overordnet set kan man sige om eleverne i de to klasser, at deres fysiske form godt kunne være bedre. De gav lidt hurtigt op, når der kom sved på panden”, siger Janne Juhl Prip.

Bevæger sig mere i fritiden

Hun var særligt interesseret i at se, om mere bevægelse i skolen kunne føre til, at flere af dem også ville begynde at dyrke mere idræt i fritiden. Det var der nemlig ikke særlig mange af dem, der gjorde inden forsøget.

Og selv om resultaterne af de afsluttende fysiske test ikke er kommet endnu, kan læreren se, at forsøget har været en succes, når det handler om at øge elevernes lyst til at bevæge sig.

”Der er flere, der har meldt sig ind i et fitness-center eller er begyndt at løbetræne i fritiden”, siger Janne Juhl Prip, som tilføjer, at engagementet i idrætstimerne også er steget under projektet.

”De første uger skulle vi lige over den omvæltning, at man skulle have idrætstøj med tre gange om ugen, men deltagelsen er kun vokset derfra”.

Fit First-projektet er udviklet af Syddansk Universitet, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund og kommer med en udførlig vejledning til at få mere højintensiv bevægelse ind i idrætstimerne med aktiviteter fra 17 forskellige sportsgrene.

De to 8. klasser på Havdrup Skole har i løbet af det 10 uger lange forløb blandt andet fokuseret på badminton, volleyball, fodbold og kickboksning.

Ifølge Janne Juhl Prip har særligt boldspillene været populære.

”Kickboksning er der ikke så mange, der kender i forvejen, og der er meget teknik, man skal lære, inden man kan skrue intensiteten i vejret. Og det er jo det, projektet har handlet om”, siger hun.

Manualer til alle klassetrin

Inspirationen til aktiviteterne i Fit First er hentet hos 20 forskellige specialforbund under Danmarks Idrætsforbund.

Der er endelige manualer til indskoling og mellemtrin klar, mens manualen til udskolingen er klar i en test-version, indtil det forsøget med udskolingsklasserne er endeligt afsluttet. Manualerne kan findes her.

Janne Juhl Prip er ikke i tvivl om, at forløbet har forbedret elevernes fysiske form:

”Jeg kan se, at mange af dem har tabt sig, og motivationen for at få sved på panden er sådan nogenlunde over en kam forøget. Nu handler det om at fastholde samme niveau af deltagelse i den ene idrætstime vi har om ugen. Og forhåbentlig har forandringen sat sig så dybt, at abonnementet til fitness-centeret også bliver fornyet”.