Besparelser
Forældre samler underskrifter mod skolebesparelser
Flere end 3000 forældre har skrevet under på Skole og Forældres underskriftsindsamling for, at skolerne sikres en god økonomi i de igangværende forhandlinger om kommunernes økonomi
Over 3000 forældre har på nuværende tidspunkt skrevet under på en underskriftsindsamling imod flere besparelser på skole og sfo.
Det er organisationen Skole og Forældre, der har startet en underskriftsindsamling i protest imod, at der mange steder i landet fyres lærere og pædagoger, og støtte til børn med særlige behov spares væk. Det sker, mens regeringen forhandler økonomiaftale med kommunerne.
”Undersøgelser viser, at flere børn i indskolingen er udadreagerende, og alt for mange børn har skolevægring. De reagerer på de rammer, vi tilbyder dem, og hvor der nogle steder ikke længere er råd til forebyggende indsatser og to voksne i klassen. Vi hører om skoler, der har 20 kr. pr. elev til at købe helt basale ting som undervisningsbøger og skoler, der ikke har råd til at erstatte nedslidte stole med nye. Konsekvenserne af besparelserne, vi år efter år skal levere på skolerne og godkende i skolebestyrelser, taler sit tydelige sprog, og nu kan vi ikke mere", siger formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg i en pressemeddelelse.
Skole og Forældre opfordrer til, at politikerne på Christiansborg sikrer kommunerne et økonomisk spillerum målrettet skole- og sfo-området.
"Der er brug for at sikre, at alle børn får en god skoledag, hvor de ikke skal være bange for, om de næste år også kan beholde yndlingslæreren, læseindsatsen eller lejrturen. Eller om der er voksne nok i skolegården til at skabe tryghed og trivsel".