Kommunernes økonomi
Vi har travlt med at lukke økonomiske huller, hedder det i brevet, som formand for skole-, børne- og ungeudvalget i Greve, Claus Jensen (V), har sendt til Mattias Tesfaye på vegne af skoleudvalgsformændene i otte sjællandske kommuner.
Foto: Greve Kommune
Lokalpolitikere i appel til Tesfaye om udhulet skoleøkonomi
Kommunerne mangler penge til de tidlige indsatser, der skal forhindre, at alt for mange børn får brug for specialtilbud, når de kommer i skole, skriver otte frustrerede udvalgsformænd i et åbent brev.
"Kære Mattias Tesfaye,
For et år siden skrev udvalgsformændene på skole- og børneområdet i Region Sjælland til dig og
spurgte, hvornår nok er nok".
Sådan indleder skoleudvalgsformændene fra Faxe, Slagelse, Næstved, Holbæk, Kalundborg, Solrød, Sorø og Greve et åbent brev til undervisningsministeren, samtidig med at finansministeren forhandler med KL om kommunernes økonomi næste år.
"Vi har igennem de sidste par år flyttet flere og flere børn fra det almindelige skoletilbud, så vi nu i 2024 snart nærmer os 7 % af alle skolebørn i Danmark, som går i et specialtilbud. Hvor
mange flere børn skal flyttes fra deres nærmiljø, føle sig stemplet som
anderledes og stå en i statistik, hvor kun 4 % af de børn, som modtager specialundervisning, rent faktisk gennemfører en
ungdomsuddannelse?".
De otte sjællandske udvalgsformænd er vant til at skulle stå på mål for den økonomi, der er aftalt med regeringen. Men de oplever, at de har meget lidt handlerum:
"Som udvalgsformænd vil vi gerne
vende den onde spiral til en positiv spiral, hvor vi investerer i tidlige
indsatser helt ned i vuggestuen, så vi forhåbentligt har langt færre skolebørn,
som har behov for et specialtilbud, men virkeligheden er bare, at kommunerne
har langt mindre, eller ingen penge til tidlige indsatser - i stedet har
desværre vi mere travlt med at lukke økonomiske huller", skriver de i brevet til Mattias Tesfaye og efterlyser handling på nationalt plan, så der tages hånd om børnene i en tidligere alder.