CFU-formand: Regeringen skaber en skole med færre fysiske bøger

Regeringens finanslovsforslag lægger op til en stor besparelse på landets CFU’er. Det vil føre til færre fysiske bøger i skolen, lyder det fra CFU-formand. Jacob Mark kalder regeringens forslag for "tosset".

Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste skoleår udlånte landets CFU'er (Center for Undervisningsmidler) over 2 millioner analoge undervisningsmaterialer til landets skoler. Faktisk var analoge materialer så populære, at antallet af lån af analoge eksemplarer steg med syv procent.  

Det fortæller formand for CFU Danmark Søren Grosen, der til daglig er leder af Via's CFU.

Torsdag fik han et stort chok, da det viste sig, at regeringens finanslovsudspil gemte på en besparelser på landets seks CFU’er på 41,8 millioner. 

"Hvis regeringen vil have flere fysiske bøger i folkeskolen og mere læsning så er det at beskære CFU en helt forkert beslutning", siger Søren Grosen.

CFU-formanden er derfor gået i offensiven for at forhindre, at forslaget bliver til virkelighed. Og til det har han samlet en række tal om CFU'ernes udlån af analoge undervisningsmaterialer. 

Ifølge Søren Grosen vil den bebudede besparelse med sikkerhed føre til færre bøger i undervisningen, færre alternativer til digitalisering og mindre praksisfaglighed.

CFU's udlån

CFU udlånte sidste år 2.098.964 analoge eksemplarer af materialer.

I CFU’s indkøb af materialer til skolerne vægter skønlitteratur ca. 2/3 med fokus på at købe bredt ind af bøger, billedbøger, grafiske romaner med mere til alle klassetrin.

De særligt populære titler indkøbes også til udlån digitalt som e-bøger.

CFU har over 10.000 skønlitterære titler i papirbøger og næsten 400 e-bøger at vælge i mellem.

I gennemsnit læste hver elev i de danske grundskoler 4 skønlitterære bøger fra CFU sidste skoleår på tværs af klassetrin og skoletype.

”Man vil tilsyneladende fodre hunden med den egen hale", siger han med henvisning til, at regeringen næste år vil give 35 millioner til intensive læringsforløb og samtidig spare et nogenlunde tilsvarende beløb på CFU'erne.

Jeg er bekymret for, om lærere i de kommuner, som har ondt i økonomien i for vejen, vil blive ramt hårdest.

Stig Toke Gissel, leder af læremiddel.dk

"Det kan kun være dårligt for skolens elever og deres lærere. Hvis regeringen vil have flere fysiske bøger i folkeskolen og mere læsning så er det at beskære CFU en helt forkert beslutning. Platformen MitCFU.dk er den centrale infrastruktur for mange skoler og særligt skønlitterære bøger er i vækst". 

"Det bliver umuligt at bevare den høje litterære kvalitet og de aktuelle bogudgivelser i CFU’s samlinger og derved taber skolens elever og lærer en værdifuld ressource til at styrke børns læselyst i skolen”, siger Søren Grosen.

Værst for skoler i udkantsdanmark

Formanden peger på, at besparelsen vil gå hårdest ud over lærere og elever i fattige udkantskommuner, fordi det er her, der er færrest penge at indkøbe undervisningsmaterialer.

”Hvis regeringen ønsker at understøtte et sammenhængende Danmark i geografisk balance, bør de i stedet for at skære, investere i CFU, som både er lokalt forankret og nationalt samarbejdende”, siger han. 

”CFU’erne når ud i hjørnerne af landet med deres tilbud og understøtter lige adgang for alle kommuner og skoler til undervisningsmidler, råd og vejledning”, siger han videre.

Han bakkes op leder af læremiddel.dk Stig Toke Gissel, som onsdag var i P1 Morgen for at give sit syn på den varslede besparelse.

”Jeg er bekymret for, om lærere i de kommuner, som har ondt i økonomien i for vejen, vil blive ramt hårdest. For de vil få svært ved at supplere de læremidler, som deres skole stiller til rådighed”, sagde Stig Toke Gissel. 

SF vil kæmpe imod 

Hverken børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) eller forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund (M) har kommenteret på besparelserne endnu, men SF’s undervisningsordfører Jacob Mark kaldte i P1 Morgen dem for de besparelser, han har oplevet i sin tid, som giver mindst mening.

”Det, der er så tosset ved den besparelse er, at ministeren, regeringen, os alle sammen, har været ude at sige, at børn bruger for meget skærmtid i folkeskolen, man skal bruge flere fysiske undervisningsmaterialer, og vi ved, at en af grundene til, at de bruger meget tid på skærm er, at der ikke er nok fysiske undervisningsmaterialer". 

"Nu sparer man så på dem, der giver fysiske undervisningsmaterialer, hvilket vil føre til mere skærmtid. Det er på alle måder en besynderlig besparelse”, lød det fra SF-ordføreren.