I skrivende stund er medierne fyldt med beskrivelserne af endnu en humanitær katastrofe: Mange hundrede bådflygtninge er på tragisk vis druknet i Middelhavet i et, må man formode, desperat forsøg på at skaffe sig bedre liv. Katastrofen er bare et eksempel på det utal af katastrofer, der ifølge Jespersen i stadig stigende antal vil ramme os alle, hvis ikke vi snart får dæmmet op for det, han kalder den kollektive fortrængning, og tager fat på arbejdet med at skabe bæredygtige løsninger på globale udfordringer med klima, miljø og fordeling af de knappe goder.

Det er forholdsvis let at affeje Jespersen som en fantast, en gammel socialist, en økoflipper – og hvad man ellers kan finde på at bruge af ord om en mand, der foreslår ting som ”global borgerløn”, ”den lille grønne” (et økorevolutionært skrift) for skoleelever og så videre. Men det er også for let.

Jespersen opregner fire mulige fremtidsscenarier:

1.     Vi klarer skærene med ny teknologi

2.     Vi formår at gennemføre en bæredygtighedsrevolution

3.     Nedturen kommer, men nænsomt

4.     Det store sammenbrud.

I bogen beskæftiger han sig mest med scenarierne 2 og 3, da det er dem, der giver basis for håb og handling i forhold til at undgå scenarie 4. Teknooptimismen tror han ikke meget på.

Jespersen understreger gentagne gange, at han ikke er akademisk ekspert på området, men så meget mere en mand med en vision og en mission. Det lykkes ham faktisk også at argumentere ganske overbevisende for sine tanker om et nyt dannelsesideal og en ny formålsparagraf for folkeskolen, hvor bæredygtighed, kropslighed, viden, stoflighed, sanselighed, global bevidsthed og tidens mest populære ord - resiliens – indgår som centrale begreber.

At der er alvorlig grund til bekymring for det nuværende verdenssamfund og den globale (u)orden, er der vist ingen, der for alvor kan være i tvivl om.

Jespersens bog er et interessant indlæg til debatten om , hvordan vi får fremtidsparate mennesker ud af de små poder, der starter i børnehaveklasse. De skal helt sikkert leve i en ganske anden virkelighed, som vi knap aner konturerne af - og alligevel forbereder vi dem i høj grad til en blind fortsættelse af konkurrencestatens forbrugs- og væksttankegang. Det er alt for kortsigtet, mener Jespersen, og på den ikke alt for lange bane decideret undergravende for livet på kloden som sådan. Det er ikke kineserne eller inderne, vi skal konkurrere med – men dem og mange andre, vi skal finde holdbare løsninger sammen med.

Jespersen er ikke blind for, at det ikke er gjort med et nyt dannelsesideal i folkeskolen, og han kommer da også rundt omkring de politiske niveauer både nationalt, regionalt og globalt. I samme bog, hvor han beskriver stoleøvelser, der kan illustrere resursefordelingen i verden. Intet er for småt og intet for stort til at medtages i denne bog, og det er dens største svaghed. Det er svært ikke at miste fokus i læsningen, når man i stor hast bevæger sig mellem Gandhi-citater (og mange andre), muldtoiletter, global Tobin-skat og stoleøvelser. Hvor skal man ende, og hvor skal man begynde? I den forstand er Jespersens bog nok et meget godt billede på virkeligheden: Kompleks, uoverskuelig og afhængig af såvel den enkelte borger som vores øverste politiske niveauer.

Tilbage står, at vi må i gang med at tænke anderledes – alle sammen – og det kan man finde god hjælp og inspiration til i bogen.