På Randersgades Skole på Østerbro i København underviser man ikke bare i FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Undervisningen er bygget op omkring målene. Skolen er ikke bange for at sige højt, at målet er at uddanne eleverne til at være "bæredygtighedsaktivister".

"Her tænker vi ikke aktivister som nogen, der afholder demonstrationer. Meningen er heller ikke, at eleverne skal redde verden eller stoppe sult i 8. klasse. Men det er vigtigt for os, at de går ud af skolen og oplever, at de har kompetencer til kunne medvirke aktivt i at løse de problemer, verden kommer til at stå over for. Det er verdensmålene i vores øjne et godt redskab til at sikre", fortæller Rikke Torp Villumsen.

Hun er udskolingslærer og profilkoordinator på skolen. Det er blandt andet hende, der har trukket i trådene, så skolen igennem de seneste år har kunnet tiltrække en række prominente oplægsholdere, der alle har fortalt eleverne om bæredygtighed.

En af dem er Mogens Lykketoft, som var formand for FN's Generalforsamling, da den i 2015 vedtog de 17 verdensmål, der nu er helt centrale for den lille københavnerskoles undervisning fra 0. til 9. klasse. Det store netværk mener skolen ligger godt i tråd med det 17. verdensmål, der har overskriften "Partnerskaber for handling".

Voxpop: Lærere arbejder gerne med verdensmålene

Verdensmålene er stukket af

Siden verdensmålenes vedtagelse i 2015 har de gradvist gjort deres indtog i skolen. På ministeriets portal for undervisningsforløb, Emu, ligger der forløb om verdensmålene. DR Skole har en hel underside om dem.

Dansk Skoleidræt har sat "verdensmålene i bevægelse" med en række øvelser, hvor elever for eksempel skal løbe forskellige distancer efter æbler fra forskellige lande med armene ud til siden som flyvemaskiner for på egen krop at mærke, hvor meget mere energi der skal til for at hente fødevarer i fjerne lande kontra lokalt.

Og på Christiansborg har Socialistisk Folkepartis skoleordfører, Jacob Mark, foreslået, at verdensmålene skal flettes ind i fagenes fagbeskrivelser.

Merete Riisager blev undervisningsminister året efter verdensmålenes vedtagelse. Indtil hun gik af i 2019, oplevede hun, at folkeskolens interesse i dem "eksploderede". Det beskriver hun i sin nye bog, "Selvbyggerbørn". At målene nu fylder så meget i undervisningen, som de for eksempel gør på Randersgades Skole, er et tegn på, at "det er stukket helt af", mener den tidligere politiker fra Liberal Alliance.

"Der er udkommet helt utrolig meget undervisningsmateriale, der ikke bare handler om verdensmålene, men er bygget op omkring dem. Der bliver undervist i det på alle klassetrin. Jeg vil næsten lægge hånden på kogepladen og sige, at hvert andet barn i dette skoleår modtager undervisning i verdensmålene. De har en enorm påvirkning på folkeskolen", siger hun.

Den indflydelse mener hun ikke er uproblematisk. Mange steder har målene nemlig udviklet sig til pejlemærker for undervisningen.

"Der er ikke noget problem i at berøre verdensmålene i undervisningen på linje med alle mulige andre temaer. Det interessante er, hvor meget man gør det, og hvordan man gør det", siger Merete Riisager.

DLF-formand: Verdensmålene skal ikke ind i fagbeskrivelserne

Alle kan ikke være Greta Thunberg

Også Alexander von Oettingen, dr.pæd. og prorektor på UC Syd, kan nikke genkendende til, at verdensmålene fylder mere og mere i folkeskolen. Han kan som sådan ikke se et problem i, at skoler har verdensmål hængende på væggen, underviser i dem eller endog brander sig på dem. Men verdensmålene må ikke få samme status som fagene, påpeger han.

Det mener han, man giver dem, hvis man følger Socialistisk Folkepartis forslag om at skrive verdensmålene ind i fagformålene. Det vil være et opgør med tankegangen om, at den moderne skole "ikke har nogen mål uden for sig selv", siger Alexander von Oettingen.

"Selvfølgelig skal børnene lære at indgå i samfundet, i demokratiet og naturen. Men målene skal altid tænkes ind i en pædagogisk kontekst. Man kan ikke bare tage verdensmålene og skrive dem ind. Heller ikke den kristne værdimoral for den sags skyld", siger han. "Hvad kongen, kirken eller Folketinget nu engang mener er vigtigt at få ind i skolen, kan inddrages i undervisningen, når der er en pædagogisk pointe med det i den konkrete undervisningssituation".

Den undervisning, der bedrives i skolen, skal naturligvis også vise ud af den, påpeger Alexander von Oettingen, for eleverne skal jo ikke gå i skole hele livet. Alligevel mener han, det er voldsomt, når Randersgades Skole vil uddanne eleverne til at være bæredygtighedsaktivister.

"Alle kan ikke være Greta Thunberg. Det er en meget høj ambition at sætte for skolen, at den skal sætte eleverne i stand til at forandre verden. Jeg vil nærmere sige, at skolen skal sætte eleverne i stand til at forstå, undres over og finde sig til rette i verden", siger han.

"Man må hjertens gerne også lære eleverne, at verden kan forandres, og at den enkelte betyder noget for det. Men i sidste ende er det politikerne, der skal forandre verden. Det er det, vi har dem for. Det var jo også på den politiske scene, Greta Thunberg tog kampen, selv om hun var skoleelev".

Målene giver mening og sammenhæng

På Randersgades Skole fortæller Rikke Torp Villumsen, at hver enkelte lærergruppe skal gøre op med sig selv, hvor mere eller mindre systematisk og strategisk man vil inddrage verdensmålene.

Randersgades Skole er en såkaldt 2030-skole. Det betyder, at den er en af fem danske skoler, som har opnået verdensmålscertificering og dermed forpligtet sig til at "arbejde strategisk og ambitiøst på at lade FN's verdensmål for bæredygtig udvikling gennemsyre hele skolen".

"Derfor er det oplagt for os at inddrage verdensmålene i udstrakt grad", siger Rikke Torp Villumsen. Hun peger også på, at de lovfæstede mål for skolen indeholder masser af temaer, som verdensmålene kan tjene som redskab til at lære eleverne om:

"Verdensmålene er ikke skrevet ind i kompetencemålene, men alligevel indeholder Fælles Mål bæredygtighed på alle mulige måder. Der står blandt andet noget om demokrati, om miljø og om menneskets forhold til naturen. På den måde ligger verdensmålene allerede i det, vi skal undervise i i folkeskolen".

Rikke Torp Villumsen oplever desuden, at målene gør det muligt for eleverne at danne sammenhænge på tværs af fagene, når de møder samme emner relateret til verdensmålene flere steder.

Når Randersgades Skole underviser i og med verdensmålene, foregår det efter en progression.

"Alle elever har minimum et forløb om verdensmålene om året fra 0. til 9. klasse. Så når man har gået her i ti år, har man været igennem rigtig meget undervisning bygget op om verdensmålene, ligegyldig hvilke lærere man har haft", siger Rikke Torp Villumsen og tilføjer: 

"Progressionen sørger også for, at det er i udskolingen, man lærer at handle. Her bliver innovation og entreprenørskab rammen om forløbene. De er udviklet i samarbejde med eksterne partnere, så det er virkelige projekter, eleverne arbejder med. Rigtige problemer, de skal komme med løsningsbud på. Det oplever vi er meget motiverende for eleverne".

Men netop den tilgang bekymrer den tidligere undervisningsminister.

Man skal vide, før man kan innovere

Merete Riisager ser intet problem i, at man gennemfører velforberedt projektundervisning, der tager udgangspunkt i en virkelig problemstilling. Men det skal være problemer, som eleverne reelt har en mulighed for at påvirke. De skal være inden for deres rækkevidde, som hun siger. I sin tid som minister oplevede hun, at det stigende fokus på innovation og entreprenørskab i tandem med de farvestrålende og grafisk enkle verdensmål satte høje krav til eleverne i folkeskolen.

"Ofte beder man eleverne om at komme med bud på innovative løsninger på problemer, som er langt uden for rimelighedens grænser", siger Merete Riisager og uddyber:

"Man kan spørge sig selv: Hvor mange voksne er reelt i stand til at innovere? Hvor mange voksne finder i virkeligheden på noget nyt? Da jeg gik i skole, kunne man lave en skoleavis, nu spørger man eleverne, hvilke nye energiformer der vil kunne redde klimaet i fremtiden. Det ved topforskere ikke engang. Det er helt stukket af".

I indskolingen mener Merete Riisager slet ikke, at der er grund til at beskæftige sig med verdensmålene. De er og bliver først og fremmest et politisk udviklet redskab, der skal bruges af stater til at udvikle deres politik, understreger hun.

"Børn i indskolingen skal ud i naturen og føle, mærke og opleve den og dermed få respekt for den. De skal lære om dyr, vandliv og kredsløb. Man har ikke behov for verdensmålene for at undervise i menneskets relation til naturen. Det giver ikke mening at tale om klimakrisen, hvis ikke man forstår fotosyntesen. Det hensyn bliver der slet ikke taget i grundskolen i øjeblikket. Ofte inviteres eleverne til en form for aktivisme, som de ikke har forudsætninger for at gå ind i".

Merete Riisager mener, at der indbygget i verdensmålene ligger en generationskonflikt, som er en medvirkende årsag til, at man i disse år ser en stigning i mistrivsel og angst blandt børn og unge.

"Vi lever i en tid, hvor vi pumper børnene med voksenproblemer. Verdensmålene er store, globale, vanskelige problemer, som vi voksne kan se, men som flertallet ikke har nogen anelse om, hvordan vi skal løse", siger hun. "Man bruger verdensmålene til at spørge, hvad eleverne vil gøre ved klimaproblemer, sult eller forurening af verdenshavene. Det er urimeligt og uanstændigt".

Søgen efter en ny normativitet

Verdensmålenes sejrsgang i skolen kan ses som et udtryk for en søgen i tiden efter at beskæftige sig med etik og moral, mener flere af skolens parter. Den tidligere undervisningsminister kalder det en søgen efter "det gode". Her mener hun, at man i stedet bør kigge mod de kristne værdier. Ikke forstået på den måde, at biblen skal være grundlag for, hvad der foregår i skolen. Men for eksempel synes Merete Riisager, at et begreb som næstekærlighed er interessant.

"Man kan sagtens fremlægge en planche om verdensmålene og så gå ud og mobbe sin kammerat i frikvarteret. Selv om verdensmålene virker som retningslinjer til at gøre verden bedre, giver de ikke anvisninger for, hvordan man gør det gode i den nære relation til sin næste", siger Merete Riisager.

Debatten om skolens normative fundament er også rejst af formand for Danske Professionshøjskoler og rektor på Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann. Han er enig i, at debatten om verdensmålene også handler om, hvilke etiske værdier skolen skal bygges på.

"Der er en del af debatten, der går på, om man kan spænde skolen for verdensmålene, og så er der en del, der handler om skolens normative fundament. Både på formålsniveau og i den daglige pædagogik", siger han.

"Skolen behandler allerede mange af verdensmålenes emner som en del af fagene. Det leder mig frem til at konkludere, at det for mange nok handler om, at skolens normative sigte skal tolkes i samme retning som FN's verdensmåls".

Men verdensmålene kan ændre sig, og derfor mener Stefan Hermann i stedet, at man bør kigge på, hvad skolens formål faktisk allerede siger: Nemlig at skolen skal beskæftige sig med menneskets samspil med naturen.

"Det er faktisk en ganske stærk løftestang til i hele skolens virke at håndtere den krise, menneskeheden står i i forhold til naturen. Verdensmålene er verdenssamfundets - ikke skolens - og det vil sige, at det er samfundet, der skal arbejde med dem", siger han.

"Men vi har en tendens til at hælde alle de problemer, samfundet skal løse, ned i skolen. Også fordi skolen har været dårlig til at afgrænse sig selv. Det er helt på sin plads, at skoler arbejder med verdensmålene. Men hvis vi taler om at formalisere en fast plads til verdensmålene i skolen eller i undervisningen, så kører det altså af sporet for mig".