"Hvis man kan sige, at mine oplevelser med filosofi med børn er lig med et flerstemmigt klasserum, da er mine oplevelser af matematikundervisning i grundskolen ikke lig med et flerstemmigt klasserum", skriver Louise Deckers, som er lærer i dansk, historie og matematik.

Omdrejningspunktet for den traditionelle matematikundervisning er opgaveløsning, hvor der findes ét korrekt svar. Kommunikationsmønsteret i denne undervisningsform fører oftest til minimal respons på lærerens spørgsmål og begrænset elevaktivitet og ansvar for egen læring.

"Opgaveparadigmet er en kendt problematik i de danske matematikklasser med manglende dialog og manglende undersøgende tilgang. Jeg har derimod haft en positiv erfaring med brugen af filosofi med børn i mine praktikker, hvor jeg oplever, at der bliver skabt det undersøgende og dialogiske klasserum, som matematikklasserummet tilsyneladende mangler", skriver hun.

I problemformuleringen til sit projekt spørger hun:

"Hvilke potentialer har filosofi med børn i matematikundervisningen, særligt med henblik på at kvalificere matematiklærernes dialogiske undervisning?"

Sokrates' jordmodermetode

Metoden 'Filosofi for børn', som Louise Deckers i projektet kalder PwC (Philosophy with Chaildren) tog form i tiden mellem Første og Anden Verdenskrig, hvor matematikeren og filosoffen Leonard Nelson videreudviklede den sokratiske samtale i Tyskland.

Den sokratiske samtale er en dialogform, der er udviklet af Sokrates. Sokrates' metode kaldes også jordemodermetoden, og idéen er, at den skal hjælpe mennesket med at "føde" sine tanker.

Mennesket bærer ifølge Sokrates sandheden i sig selv, men det har behov for hjælp til at opdage den.

"Hvis man skal overføre det til læring, lokker læreren iboende kundskab frem ved at stille spørgsmål ud fra elevens egne præmisser, og ikke ved at give svarene. Meningen er, at den kundskab, der kommer frem i en dialog, opfattes for eleven som selvfrembragt viden og ikke som en kundskab, der kommer udefra".

Målet med Leonard Nelsons arbejde var ikke, at eleverne lærer om filosofi, men gennem filosofi. Han udarbejdede derfor en arbejdsform i klassen, der udfordrer og træner elever i at tænke i et undersøgende fællesskab.

I dette fællesskab skal deltagerne udveksle tanker og hjælpe hinanden til at forstå bedre.

"Hermed er det vigtigt, at man i filosofi med børn lytter, forholder sig til hinanden, udfordrer hinanden, begrunder påstande og hjælper med at begrunde andres. Endvidere er afsættet for den filosofiske dialog i elevernes livsverden, hvor man starter med det ufærdige - noget man ikke er sikker på og prøver sig frem", skriver Louise Deckers.

Nelson pointerede, at et fag, der særligt vil nyde gavn af metoden, er matematik, da den konventionelle matematikundervisning er baseret på færdigheder, som derfor aldrig frembringer en dybere forståelse, refererer hun.

Men matematik kan give grundlag for filosofisk tænkning, og filosofi med børn kan blandt andet hjælpe med at analysere og afklare betydningen af matematiske begreber, undersøge matematiske beskrivelser og konsekvenserne af anvendelsen af matematik i samfundet.

Filosofi med børn kan hjælpe til at forstå abstrakte begreber og kompleks tænkning i matematik, og metoden kan derfor hjælpe til at udfylde gabet mellem matematisk praksis og verdenen af hverdagens ræsonnementer og opfattelser. 

Filosofi med børn er over tid vokset - både som praksis og forskningsområde. Der er kommet mange forgreninger af filosofi med børn med tilhørende modeller, men de har alle  det grundlæggende fællestræk; at det filosofiske arbejde begynder med afsæt i en undring, hvor man søger svar ved hjælp af spørgsmål og tænkningen i et dialogisk undersøgelsesfællesskab.

I arbejdet med filosofi med børn indtager læreren rollen som igangsætter og vedligeholder. Det stiller høje krav til lærerens tilgang til samtalen, da man på den ene side må stille sig uvidende og forundret over temaet for at indgå i samtalen med samme nysgerrighed, og på den anden side er den, som har et formål med samtalen og undervisningen.

Læreren har således ansvar for at føre undersøgelsen og samtalen videre ved hjælp af indholdsmæssigt åbne og opfølgende spørgsmål.

Udfordringer og potentialer

Projektet bygger på to lærerinterviews: en matematiklærers erfaringer med PwC i matematik og en lærers oplevelse af afprøvning af PwC i matematik. Begge lærere giver udtryk for at opleve et brud på "den didaktiske kontrakt", når de indfører en filosofiske tilgang i deres undervisning.

Læreren Peter beskriver, hvordan han er stoppet med at planlægge filosofilektioner i matematik med metafysiske spørgsmål, men han bruger PwC på grund af metodens spørgeteknikker. Han fortæller, at eleverne gerne vil blive ved med at lave den lidt mere gammeldags matematik.

"De har direkte udtrykt, at de ikke opfattede det som matematik… altså underforstået, at det var ikke relevant, det var ikke vigtigt at lære, altså de har efterspurgt og er blevet glade for bare at have grundbogen", siger Peter.

I interviewet bliver Peter spurgt, hvorfor han stadig brugte PwC, når eleverne hellere vil den gammeldags matematik.

Peter svarer:

"Det gør jeg egentlig, fordi jeg føler, at jeg sidder og snakker med en anden reflekteret voksen, når de får de spørgsmål, fordi jeg giver dem mulighed for at tage ejerskab og forklare og eksemplificere, hvad de mener. Jeg synes jo også bare, det er rart at have sådan en samtale, fordi jeg synes, jeg lærer dem at være begavede og tage ejerskab, og det gør det meget mere interessant at have en samtale om noget. Og så fordi børn i 6. klasse er faktisk rigtig, rigtig kloge, hvis man giver dem de rigtige spørgsmål, ikke altid lige fagligt sikkert, men de tænker jo virkelig over tilværelsen. Altså, hvis de får lov til det, hvis man giver dem ro og plads til det, for eksempel med gode spørgeteknikker, som helt strukturelt giver dem mulighed for det". 

Peter pointerer, at elevernes stemmer er vigtige, og PwC giver dem en rolle, hvor de bidrager til fællesskabet. Det øger deres selvtillid i faget:

"Det viser, at elevernes stemme har en betydning, og at det, at deres bidrag, er det der fører os, det giver dem et helt andet ejerskab og selvtillid omkring det. Altså mine elever er blevet meget, meget bedre verbalt de sidste syv måneder, og det må simpelthen have noget at gøre med det her. De begynder faktisk at tale lidt filosofisk nogle gange".

"PwC giver lærerne en støttende struktur til organisering af dialogen, der hermed kan kvalificere lærerne dialogiske undervisning", konkluderer Louise Deckers i sit professionsbachelorprojekt. 

"Lærerens rolle som facilitator i PwC går i spænd med undervisningsvejledningens definition af lærerens rolle, men denne rolle skal ikke indtages i alle undervisningens aspekter, da nogle elementer i matematik kræver mere formidlende tilgange. Dermed inviterer projektet ikke til, at elever fremadrettet skal filosofere i samtlige matematiktimer, men det kan være en mulig metode til at understøtte dialog, forståelse og undersøgelse i faget, som der er fokus på i fagets undervisningsvejledning".

I projektet peger hun særligt på, at PwC har potentialer til at understøtte dialogen i undersøgende matematikundervisning". 

Læs hele projektet her: