Forskning i kristendomsfagets grundbogsmaterialer viser, at der er stor forskel på, hvordan der undervises i kristendom og ikke-kristne religioner, skriver Birgit Sivertsen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aalborg, UCN.

Lektor, ph.d. Karna Kjeldsen vurderer på baggrund af sin forskning, ”at det ville kræve flere ændringer for at kunne leve op til kravet om kvalitativt ligevægtig behandling af religionerne”.

Forskningen har dog ikke undersøgt undervisningspraksis, så det har Birgit Sivertsen gjort i sit projekt ved at observere undervisning og interviewe lærere med afsæt i problemformuleringen:

”Hvordan bliver kristendommen og ikke-kristne religioner didaktiseret i aktualiseret religionsundervisning i Danmark og på Færøerne, og hvilken diskursiv normativitet præger undervisningen i de to lande?”

Forskelle i fagsyn

Birgit Sivertsen skriver, at man i kristendomskundskab skelner mellem tre forskellige fagsyn: et eksistentielt, et kulturelt og et kritisk orienteret. ”Med det eksistentielt orienterede fagsyn er religion afgørende og uomgængeligt, og eksistentielle livsspørgsmål behandles i oprindelig kontekst, hvor opmærksomheden er på sammenhængen mellem stoffet og elevernes livsverden. Med det kulturelt orienterede fagsyn er kultur- og religionshistorie afhængigt af hinanden, og religion er dermed bærende for de vigtigste kulturfænomener. I det kritisk orienterede fagsyn er religion en menneskelig konstruktion, og bearbejdes ud fra videnskabelige erkendelsesidealer”.

Hun har interviewet danske og færøske lærere, og hendes analyse viser forskellige fagsyn. De færøske lærere så i overvejende grad objektivitet som en foretrukken egenskab ved religionsundervisning, men de var også opmærksomme på, at det skaber et dilemma i forhold til egen kristen tro.

En af lærerne udtaler for eksempel: “Værende kristen vil jeg, at alle skal blive kristne”. Hun vurderer derfor, at de færøske informanters fagsyn viser ”en spænding imellem et religiøst begrundet eksistentielt fagsyn og et kritisk orienteret fagsyn”.

Den danske fokusgruppe kobler i højere grad kristendommen til dansk kultur og ikke direkte til folkeskolen eller den individuelle dansker. ”Derved indeholder denne kæde primært kulturelle momenter, og ikke personlige momenter… Disse artikulationer vurderes som et udtryk for et kulturelt orienteret fagsyn. Faget italesættes som et middel til videreføring af en kristen kulturarv, herunder etik”, skriver hun.

Undervisning i essensen af hinduisme

Birgit Sivertsen har observeret undervisning både i Danmark og på Færøerne for at undersøge, hvordan kristendomskundskab praktiseres. I analysen af undervisningen har hun blandt andet undersøgt begreberne ”differenskompetence”, som hun beskriver som evnen til "at analysere og kommunikativt bearbejde forskelligheder mellem religionerne og indenfor den enkelte religion".

På samme måde har hun set på ”fortolkningskompetence”, som hun forstår som ”evnen at undersøge forskellige typer af fortolkning”. Den observerede undervisning handlede både om kristendom og ”ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser”, og i analysen konkluderer Birgit Sivertsen, at et forløb om hinduisme bar præg af ”essentialisering af den hinduistiske religion”.

Hun forklarer, at det indebærer ”en forståelse af en given religion ud fra dens uforanderlige essens”. Essentialiseringen kom til udtryk ved, ”at undervisningen bar præg af en opremsning af fakta omkring emnet, som ikke på samme måde som med reformationen bliver sat i perspektiv til samfund eller samtid, hvilket kan vurderes som et tegn på manglende differenskompetence”. Undervisningen havde et øget fokus på det, hinduister henholdsvis skal og ikke må, hvilket hun også observerede i et forløb om islam. Der var ikke et tilsvarende fokus på regler og love i diskursen om den kristne religion, skriver hun.

Vi, os og vores

Birgit Sivertsens undersøgelse viser ”et konsekvent fænomen blandt alle informanterne, nemlig en hyppig anvendelse af 1. personpronomener i flertal; vi, os og vores”, når der blandt andet tales om kristendom og dansk og/eller færøsk kultur, og det, vurderer hun, kan virke ekskluderende på nogle elever.

En lærer udtaler for eksempel: ”I islam beder man fem gange om dagen, det er et kalenderritual, fordi det er noget, man gør ud fra tiden. Når vi holder jul i december, så er det et kalenderritual, når vi går til gudstjeneste om søndagen så er det et kalenderritual”.

Når læreren siger til klassen “vi holder, vi gør eller vi synes”, kunne det vurderes som en opfodring, at klassen er enige eller fælles om det efterfølgende, skriver hun. At klassen omtales ud fra en kristen identitet, er uhensigtsmæssigt i en sekulær folkeskole, skriver Birgit Sivertsen, for der vil i stort set alle klasser være elever, der ikke identificerer sig med den kristne identitet. På baggrund af undersøgelsen konkluderer hun, at der er ”tegn på kvalitative forskelle i didaktisering af religionerne i Danmark og på Færøerne”, og at fagets undervisningspraksis er præget af kristendommen.

I projektet foreslår Birgit Sivertsen en række handlemuligheder, illustreret i en didaktisk model, der viser kompetence- og stilladseringsområder, der kan hjælpe læreren i planlægningen af en ”kvalitativt ligeværdig religionsundervisning”.